Anmeldelse af: 40 Watt Sun. Stengade, Kbh. 31. maj 2023.

Patrick Walker præsenterede aftenens publikum for musik, man passende kunne tænke og tude til.

Foto: Bjørn Bavngaard

Måske kender du Patrick Walker fra det æteriske og følelsesvækkende doomband Warning, måske kender du ham primært fra hans soloprojekt 40 Watt Sun eller i værste tilfælde, så har du aldrig hørt om ham.

Patrick Walker er en mand, hvis kapabilitet er enorm effektiv. Med det mener jeg, at han er i stand til at kontrollere lytteren, lige præcis som han ønsker. For at indkapsle Patrick Walkers effektive karaktertræk: han får dig til at hvile trygt i din elendighed og fortvivlelse.

Patrick Walker er i øjeblikket på solo-tour, så I aften er han alene på scenen. Normalt har han et par stykker med, der hjælper til live, men i aften står han alene for at få os alle sammen til at have det dårligt med os selv.

Nummeret ”Colours” åbner aftenens sætliste, og der går ikke længe, før publikum står fuldkommen hypnotiseret af Patrick Walkers patosladede skønsang og simple fingerspil. Patrick Walker er en dygtig musiker, men han er også god til at snakke med publikum mellem numrene. Der bliver joket og fortalt historier, hvorefter han skifter tilbage til de klangfulde og deprimerende toner.

Patrick Walker har tydeligvis meget på hjertet, og det formår han bestemt at udtrykke i sine sange. Han takker for, vi er kommet for at høre ham ”sing about shame and personal struggles” i stedet for at være inde til stonerdoomkoncerten med Bongzilla på Loppen.

”Marazion” bliver spillet live for første gang og bliver introduceret med: ”I haven’t played this live before, probably because it’s too… depressing”. Og ja, det var den – men det er alle 40 Watt Sun-sange, så man kan spørge sig selv, hvor nytænkende den egentlig er.

Dog dér, hvor det er ved at gå helt galt følelsesmæssigt for undertegnede, er under nummeret ”Raise Me Up”. Det er et nummer, jeg har fordybet mig i mange gange ved utallige genlytninger af Patrick Walkers seneste soloplade, Perfect Light, men af uforklarlige årsager ramte den hårdere live end tilsigtet.

Patrick Walker laver musik til, når der er mørkt og trist udenfor. Til de dage, hvor du kan sidde i vindueskarmen og kigge ud på regnvejret. Til de dage, hvor produktivitet føles uopnåelig og du kan sidde for dig selv i ren fordybelse af tunge tanker. Det er farligt, men effektiv musik, hvis forståelse kan føles umulig. Det kræver derfor tid at værdsætte Patrick Walkers musik ordentligt. Koncerten fungerede som et følelsesforstærkende og tankeparalyserende tidsrum, hvor musikkens blide undertoner og stilhed gav et klart billede ind i Patrick Walkers personlige defaitisme.