Anmeldelse af: Amaranthe + DragonForce. Amager Bio, Kbh. D. 27.02.24.

Endnu en power metal-koncert. Februar slutter i sandhed med stil.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Et komplet udsolgt Amager Bio byder velkommen til to giganter inden for melodisk heavy metal. Selvom jeg så Battle Beast for kun et par dage siden, så er jeg slet ikke mæt på high pitch twin-guitarsoli og højtflyvende sing-along-omkvæd. Men først opvarmningen.

Infected Rain

Uha, det er ærgerligt at gå ind så forudindtaget, som jeg gør til bandet fra Moldova. Jeg har været indlagt til intet mindre end tre koncerter med Infected Rain. I 2019 i selvsamme Amager Bio, hvor de var support for Eluveitie, og i 2022 på Stairway som hovednavn (jeg kom 100 % for franske Dagoba) og på Wacken Open Air samme år, imens jeg ventede på, at Ill Niño skulle gå på.

Til alle disse koncerter har bandet på ingen måde fanget mig. Deres kombination af metalcore, nu metal og groove metal får det værste og mest trivielle frem i alle tre musikalske stilarter. Ak ja, men nu står jeg her i min Vulvodynia-t-shirt, så ind på gulvet og frem med mobil-notesblokken.

Koncerten skulle have startet kl. 18:40, men vi skal næsten ramme kl. 19:00, før Infected Rain går på. I ventetiden blev det ikke meget bedre af, at tre særdeles fulde tumper skulle stå og skabe sig lige bagved mig. Den ene endda yderst aggressivt. Da musikken starter, er det gumpetungt og fyldt af breakdowns. Det er faktisk næsten bare det, der er at sige.

Der bliver forsøgt med lidt cleanvokal og passager med afdæmpet guitar nu og da, men det virker forceret og tilføjer ikke noget til oplevelsen. Bevares, der kommer da et par næver i vejret, og det gamle Slipknot sid ned-stunt er jo en klassiker, de fleste plejer at være med på.

Men når det, der foregår på scenen, er så blottet for identitet og nytænkning, er det virkelig svært at abstrahere fra. Alt er plagieret på den værst tænkelige facon, mere uinspirerende musik skal man lede længe efter.

Hvad der også falder mig ind, som koncerten skrider frem, er, at i forhold til hvad både DragonForce og Amaranthe spiller af power meta- inspireret tråd, så er Infected Rain forfærdelig fejlcastet.

Måske er de her for at have lidt variation i programmet, men det blev mest af alt pinligt at være vidne til. Den halve stjerne gives for i hvert fald at prøve at leve op til opvarmningsopgaven med lidt energi.

DragonForce

Kan man få for meget blæret guitar-lir? Spørger man britiske DragonForce, er svaret et stort “NEJ!” Dannet i 1999 gik de for alvor viralt (som det hedder i dag) med albummet Inhuman Rampage (2005), hvor megahittet “Through the Fire and Flames” også optrådte i spillet “Guitar Hero III: Legends of Rock” og gav gruppen et endnu større gennembrud.

Siden da er der sket mangt og meget. Yderligere fem albums er det blevet til + Warp Speed Warriors, der udkommer næste måned. Disse dage består line-uppet af Marc Hudson (vokal), Herman Li (guitar), Sam Totman (guitar), Alicia Vigil (bas) og Gee Anzalo (trommer).

Jeg har ikke set dem før, men jeg glæder mig meget, da jeg særligt var vild med deres forrige udgivelse, Extreme Power Metal (2019). Onde tunger har i årevis sagt, at DragonForce kun er et studieband, og at de live ikke kan præstere lige så godt som på plade.

Lad det komme an på en prøve.

Det helt store cirkus bliver sat i sving, da DragonForce går på. Arcade-maskiner i hvert hjørne af scenen fungerer også som høje podier for guitaristerne. Overdrevet hvidt diskolys skinner på os imellem hullerne på to skærme, der igennem showet viser videoer. Der er ikke sparet på noget. Deres logo snurrer endda også rundt på skindet på deres 3D-tromme. Røgen skyder op, og iført selvlysende briller kastes vi ud i en skøn skabet gang powermetal.

Under andet nummer, “Cry Thunder”, er der godt i gang i fællessangen og hopperiet. Jeg har på fornemmelsen, at flere er kommet kun for DragonForce.

Hudson synger godt helt op i det klassiske high pitch-register. Jeg selv får råbt godt med på “Power of the Triforce” (hvor en kyllingebamse skal på tur rundt i salen, da sangen er inspireret af Zelda-spillet. Jeg kender ikke fjerkræ-referencen) og “The Last Dragonborn”.

Videospil fylder rigeligt i universet hos DragonForce, hvilket der da også adresseres fra scenen. Når det kommer til evnerne fra musikanterne, så bliver alt leveret til punkt og prikke, og det er tydeligt, at alle har en fest. Herman Li får sparket sin guitar rundt om sig selv, og alt er godt.

Dog må jeg kommentere bandets kendetegn: det store fokus på soli i hvert nummer. Det er både en styrke og en svaghed. Det er absolut imponerende at kigge på, men så er det også det. Det giver nogle lidt for stille perioder, hvor man måske kunne ønske, at der ikke gik så meget guitar-onani i den.

Men det har jo alle dage været gruppens kendetegn. Det klæder dem dog væsentligt bedre, når sangene er kortere. Som i den enormt festlige og disco dance-gale “Doomsday Party”. Her burde ingen kunne stå stille. Det lykkedes alligevel for nogle. Hvordan dette er muligt, er mig en gåde.

Da de spiller deres fantastisk, dumme cover af “My Heart Will Go On”, er der ikke andet at gøre end at smide trøjen og gå ind i midten af den lille circle pit. Det er sjovt, plat og genialt på samme tid. Et til cover skal lires af, “Wildest Dreams” af Taylor Swift. To cover-sange var måske ikke nødvendigt, men det er rart at opleve, hvor meget bandet står ved deres uhøjtidelige tilgang til dem selv. Der er naturligvis kæmpe sing-along og bevægelse til “Through the Fire and Flames” fra Inhuman Rampage (2006). Endelig deltager vi alle. Gad vide, om mange blot ventede på den sang? Det kan jo være ulempen ved den slags ikonisk musik.

DragonForce er, som alle ved, ikke et koncept, man skal overanalysere. Hvad de til gengæld er, er en herlig, overdreven skæg oplevelse. Jeg ser meget frem til at se dem igen på Jailbreak til august.

Amaranthe

Jeg har fulgt med lige siden debutalbummet, Amaranthe, udkom i 2011. Bandet har haft en fantastisk evne til at mikse power metal, pop, melodic death metal og elektronisk musik. Med denne formel har de skabt adskillige hits og fænomenale plader. The Nexus (2013) og Massive Addictive (2014) står stadig den dag i dag som hovedværker inden for den brede radiovenlige metalgenre. Men også Maximalism (2016) og særligt Helix (2018) har kastet sange af sig, som jeg har nynnet skrækkeligt meget med på. Dog har jeg ikke været lige så besat af Manifest (2020) eller The Catalyst, der udkom i år.

På Wacken Open Air i 2018 havde jeg min første liveoplevelse med Amaranthe, og i 2022 hjalp de mig til en genial headliner-koncert her i Amager Bio, da jeg havde mest brug for at blive muntret op. Musikken er i sandhed en healende kraft. Anno 2024 består Amaranthe af Olof Mörck (guitar), Elize Ryd (vokal), Morten Løwe Sørensen (trommer), Johan Andreassen (bas), Nils Molin (vokal) og Mikael Sehlin (vokal). Ja, for dem, der ikke kender bandet, har de tre vokalister.

Banneret fra The Catalyst er kommet op at hænge, og der er sat ekstra lys ved trommerne. Men der er skåret ned for sceneshowet efter DragonForce. Røgen skal vi dog ikke snydes for. “Fearless”, “Viral” og den stærke “Digital World” starter ballet. Der er tætpakket, hvor jeg står til højre for scenen.

Det skal dog vise sig ikke at holde. Flere og flere siver fra, som koncerten skrider frem. Det skal dog siges, at Amaranthes musik, hvor catchy den end kan være, er skåret meget over samme kam. Det virker til at på trods af, at “Hunger” får vores lunger i gang, så står størstedelen af publikum temmelig stille under hovednavnet.

Alle instrumentalisterne er ellers på pletten, og der bliver ikke misset én node i hverken “Maximize”, ” Strong” eller “Crystalline”. Alle tre vokalister optræder lige ledes fejlfrit, men måske mangler der lidt kontakt til gæsterne? Det hele bliver for klinisk og poleret.

Det resulterer i, at Amaranthe kun momentvis får gang i Amager Bio. “Re-Vision” er ellers en af de bedre sange fra The Catalyst, og med en rolig keyboard-version og en Elize Ryd på solovokal er “Amaranthine” et højdepunkt i aften. Resten af bandet slår sig til Ryd og Mörck på scenen efter lidt tid og færdiggør nummeret i sin originale version.

Under “Boom!1” får Sehlin demonstreret sin kraftfulde og hurtige growl. Han lyder måske meget som de to forrige vokalister, der har været før ham, men manden kan sit kram. “That Song” og “Drop Dead Cynical” bliver de sidste toner for denne gang. Begge formår de at live op i salen, og en lille pit bliver det da til bagerst.

Det var dog en lidt ujævn koncert. Jeg har set bandet bedre, men jeg kommer helt sikkert igen alligevel for at synge med på dem, jeg kender.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder: