Anmeldelse af: Death Coast Festival. Dag 2 af 2. Tobakken, Esbjerg. 11. juni 2022.
Andendagen til den første Death Coast Festival bød på fremragende oplevelser og en enkelt uforglemmelig oplevelse, som mest af alt mindede om en total mental nedsmeltning.
Arkivfoto: Mark Stoumann
Lotan
Vi lægger dagen ud med en omgang bølle-black fra hovedstaden i form af LOTAN, hvis seneste EP, Angelus Pestis, jeg ligeledes anmeldte sidste år.
Der er godt med fart over feltet, og gruppen formår løbende igennem deres koncert at hive publikum tættere på og får dem ligeledes kæmpet op i humør til en god omgang headbanging.
LOTAN selv virker dog til tider at have svært ved at finde deres pladser på scenen. Udtrykket bliver en kende rodet, og det klæder ikke konsekvent showet. Kaos er en dejlig ting især i black metal, men når det, som det til tider gør under LOTAN, kommer til at virke for tilfældigt og ufokuseret, så er det enormt ærgerligt.
Bandet spiller fremragende, og der er godt smæk for skillingen på de bøllede lige-ud-af-landevejen riffs og ret fede og klassisk små-slimede black metal-vokal.
Der er stadig ikke noget nyt at hente i LOTAN, men den dybe tallerken behøves ikke at få udviklet en rival hver gang. LOTAN gør det fremragende med en mere klassisk tilgang til blackmetallen, der holder rigtigt godt vand live, om end den til tider har en tendens til at blive forudsigelig.
Chronicle
Næste levende billede på den lille scene på Tobakken er nordjyske Chronicle; et band, jeg har stiftet bekendtskab med flere gange i deres karriere, om end sidst, jeg fangede dem, er ved at være lang tid siden.
Bandet spiller i den grad sejt inde på den lille scene, der dog desværre stadig er småplaget af dårlig lyd. Det er ikke forfærdelig lyd, men det er heller ikke helt skarpt, hvilket er synd med de mange skift og detaljer, der er i de riffs, som Chronicle selvsikkert fyrer af fra scenen. Det er meget tydeligt, at bandet har øvet sig, for det, der spilles, er ikke helt let, med masser af forskellige teknikker, der implementeres skarpt ind i musikken.
Bandet kommer godt ud over scenekanten og har ligesom LOTAN tidligere formået løbende få hevet folk tættere på til scenen, så der kan ruskes hår. Humøret er højt, og bandet formår med lidt jysk, semi-bøvet humor og en tunge-ud-af-munden-attitude at lande rigtigt godt. Der bliver ligeledes tid til et nyt nummer, som virkelig kommer vidt omkring. Særligt dette nye indspark fra Chronicle imponerer her.
Helge
Så bliver det tid til, at Tobakkens store scene skal tages i brug på andendagen af den første Death Coast Festival. Til dette har festivalen hyret det semi-lokale black-metal band Helge.
Det er dystert og passer perfekt i disse rammer. Der er ligeledes en god forbindelse i bandet imellem det rå og det pæne, der særligt slår igennem ved hjælp af de meget flotte og varierende vokaler fra henholdsvis Danny Woe (Altar Of Oblivion, ex-Woebegone Obscurred) og Torsten Madsen (Inbreeding Rednecks). Vokalerne spænder fra en god dyster ren sang det til de ondeste growls og øreflænsende screams, og mixet forekommer enormt veludført.
Woe anfører bandet godt med store fagter og kommer fint rundt på scenen, imens resten af bandet er mere i deres egne zoner. Det fungerer fint, men man kan til tider godt savne lidt mere kontakt og energi fra instrumentalisterne, til trods for at de spiller fremragende og da stadig får svinget håret, ville lidt mere nærvær være fedt.
Lyden er fremragende under Helges koncert, hvilket er typisk for koncerterne inde i den store sal. Musikken står klart og detaljerige, og riffsne drukner kun yderst sjældent en anelse i mixet.
Helge åbner den store scene på fornem vis med en atmosfærisk black-metal-koncert med et dejligt varierende udtryk og en kraftfuld stemning.
Bloodphemy
Så skal vi til noget, der ikke varierer musikalsk helt så meget, som Helge just har gjort inde på den store scene. Bloodphemy fra Holland spiller ret ligeud-af-landevejen-old-school-dødsmetal, du ved, den slags, der sjældent overrasker, oftest er enormt ligegyldigt, men ind imellem kan være et overflødighedshorn af fede riffs, smadrede melodier, øretæskende trommer og imponerende vokalteknikker ud i det voldsomme spekter af stemmeføring.
Bloodphemy spiller ganske glimrende sammen, og der er også nogle ganske habile riffs, der både kan smadre igennem, når de skal, og groove lidt, når behovet opstår. Vokalen er der delte meninger om i salen i dag. Til trods for at besidde et fint growl sidder den ikke altid lige helt i skabet for den kutteklædte Oliver van der Kruijf. Ligeledes er der desværre adskillige riffs, der på ingen måde gør noget væsen af sig, men blot virker som ligegyldigt fyld i numrene. Det bliver til tider lidt intetsigende og forudsigeligt at opleve Bloodphemy til årets festival.
Lyden har ellers fået et kvalitetsmæssigt boost inde på den lille scene, og musikken går rimelig klart igennem for Bloodphemy, om end det ikke er nok til at redde koncerten helt hjem for det hollandske band, der leverer en koncert omkring det jævne.
For forudsigelige riffs og sangopbygninger samt en vokal, der ikke altid sidder i skabet bliver desværre ikke reddet af et band, der ellers har en ganske fin stage-prescence.
Toxaemia
Så er det blevet tid til, at (utroligt nok) dagens eneste svenske indslag skal invadere den store scene på Tobakken i form af dødsmetalbandet Toxaemia.
Der er rigeligt af smæk på musikken, og vokalen er dejligt grum hos svenskerne, der helt bestemt har sat sig for at rive Esbjerg rundt på dansegulvet. Der er da også helt okay publikumsfremmøde, efterhånden som dagen er skredet frem, og Toxaemia får fyldt fint ud på de forreste rækker. Der er et stabilt fremmøde her, om end det ikke er prangende.
Lyden er atter engang fremragende inde ved den store scene, og det klæder i den grad Toxaemia, at det er let at finde rundt i deres tonserriffs og buldertrommer, særligt når tempoet bliver sat godt højt.
Desværre gør bandet ikke det helt store væsen af sig. Bevares, der er da fin energi både i musikken og egentlig også i deres optræden, men den lander bare ikke helt rigtigt. Musikalsk bliver Toxaemia til tider en kende trivielt, og optrædenen kunne måske godt bruge lidt mere energi. De rammer i hvert fald ikke helt rigtigt i dag, om end der bliver headbanget fint igennem på de forreste rækker.
Toxaemia bevæger sig lige over det jævne med en koncert, der godt kunne have tålt et godt skud adrenalin og lidt større armbevægelser fra gruppens side.
Thorium
Så er vi utroligt nok tilbage på den store scene igen! Nu skal der klassisk groovy død på tallerkenen, og hvem bedre til dette end Thorium? Sidst, jeg så dem, var til Midwinter Meltdown i Randers tilbage i 2019, og der imponerede de med et yderst professionelt, morsomt og medrivende show.
Kan de leve op til det igen tre år efter? Ja, det kan de faktisk godt.
Der er godt med smæk på inde på den store scene, og det er meget tydeligt, at dette band har gjort det her lidt mere end en gang eller to før, for deres show og sammenspil emmer af professionalisme. Sammenspillet er stramt uanset, om bandet groover eller har smæk på, og det er ca. også så adspredt, vi kommer i denne koncert. Det er klassisk, og der er intet nyt under solen, men alene fremførelsen formår at løfte musikken til et højere niveau, end mange andre indenfor denne stil af dødsmetal.
Lyden er om muligt endnu bedre, end den var det under Helge og Toxaemia, hvilket da også kan have noget at gøre med den mere generelle kontrol, der skal være over musikken hos Thorium. Her skal ting være kalkuleret på en anderledes måde, og det er lettere at høre detaljer, når det ikke er store akkorder, men lede tonserriffs.
Thorium bibeholder status quo i forhold til sidst, jeg oplevede dem, og leverer en koncert med puls, humor og et sammenspil, der ville være fantastisk at opleve hos mange andre danske bands.
Inquisitor
Kort før næste koncert starter, fortæller en kammerat mig, at det kommende bands forsanger kort forinden mødte op i billetsalget efter at være trillet ind i en ældre bil, hvorefter følgende ord forlod sangerens hollandske mund:
”The Inquisitor has arrived!”
Og det skal jeg da også lige love for, at han er. Hvad der er i vente, har hverken jeg eller mine kammerater haft nogen som helst mulighed for at forberede os på. Nu har jeg til gengæld mulighed for at forberede dig, kære læser, for nu går det hen og begynder at blive bizart grænsende til absurd i ordets oprindelige forstand.
Historien går på, at hele Inquisitor på nær forsanger, Alex Wesdijk, smuttede tre uger forinden festivalen, hvortil Wesdijk skrev, at han sagtens kunne optræde solo med musikken over PA. Det bliver så aftalen, og han ankommer som benævnt i Esbjerg kort forinden sin optræden på spektakulær vis. Dette skal nok blive spændende, tænker jeg.
Hvad, der følger, vil for evigt være prentet ind på min nethinde, så meget er helt sikkert. Der er totalt proppet fra start inde ved den lille scene, hvor en ældre mand, som jeg vil slå til at være lige omkring de 60, men som formentlig er en del yngre, står på scenen, med hvad jeg antager må være en slags MP3-afspiller uden nogen form for smart display eller lignende. Det kommer vi til.
Musikken lyder naturligvis præcis som på pladerne, og med forskelligt mixede plader følger også forskellig mastering og derved også forskellige lydniveauer, som Wesdijk skal skrige indover. Det lykkedes imidlertid at få til at fungere, og vi oplever faktisk en sanger, som er enormt habil i sin vokalstil. Mandens optræden derimod…
Som beskuer i aften er det enormt svært at vide, hvad det egentlig er, man bevidner på den lille scene. Wesdijks ansigt fortrækker sig konstant til de sygeste grimasser, og det virker på ingen måde intentionelt. Ligeledes vælter manden rundt på scenen, og mest af alt får denne oplevelse en til at tænke, at man netop står og overværer en mental nedsmeltning af samme kaliber som den nedsmeltning, der fandt sted i Tjernobyl. Hvad, vi oplever, lader ikke til at være en mand, der har særlig meget kontrol over hverken sin fysik eller sin psyke. Ligeledes virker den specielle forsanger til at være fuldstændig brændt af på både den ene og den anden slags narkotika.
Det bliver tragikomisk, når manden bliver ved med at undskylde, fordi han ikke kan finde ud af at sætte de rigtige numre på, men i stedet konstant kommer til at sætte de samme numre, der allerede er blevet spillet, på om og om igen. ”Sorry” bliver sagt så ofte, så man skulle tro, at Wesdijk var fra Canada og ikke Holland. Flere gange udbryder salen i latter, som ofte virker som en lettere nervøs latter, da ingen rigtigt lader til at vide, hvad vi egentlig oplever. Det kan velsagtens kategoriseres som en slags ufrivillig avantgarde performance art? Hvis altså ikke nedsmeltningen virker så troværdig, som den gør det.
Hvorvidt man kan kalde dette for en koncert, hersker der tvivl om i mit sind, og derfor har jeg også valgt at undlade at give en reel karakter for netop denne optræden. Det føles forkert. Uanset hvad så har Inquisitor været en oplevelse, jeg vil tage med mig resten af livet.
Vltimas
Aftenens helt store hovednavn er hentet fra den anden side af den store sø, som også kendes som Atlanterhavet. David Vincent – der tidligere gjorde det som sanger og bassist i det legendariske dødsmetal band Morbid Angel og nu også synger og spiller Morbid Angel-numre i I Am Morbid – er kommet for at give festivalen en sidste fæl lussing, lige så man kan høre havet synge. Og det, skal jeg love for, at publikum kollektivt kommer til.
Det er rart at blive revet lidt ned på jorden til et professionelt veludført og gennemarbejdet show med en god puls og et tændt band efter den bizarre oplevelse, man kort forinden havde kunne opleve inde på Tobakkens lille scene. Her står Vltimas i stærk kontrast med et enormt veludført show med et band, der ikke bare spiller enormt godt sammen, men ligeledes kommer godt rundt på scenen og formår at levere et show af høj kvalitet.
Lyden står knivskarp og er formentlig den bedste lyd, vi har oplevet på hele festivalen. Guitarerne er knusende, vokalen ligger helt rigtigt i mixet, bassen rummer og buldrer igennem sammen med de stramme og boomy trommer. Lyden spiller max til festivalens sidste koncert.
Aftenens sætliste kommer vidt omkring og overrasker da også denne anmelder, hvis kendskab til Vltimas diskografi ikke er prangende, da der pludselig skydes gang i et nummer, der skiller sig ud ved at være mere et country/folk/ting rock-nummer. Det lander lidt akavet midt i sættet, men er egentlig alligevel et frisk pust fra bandet.
Gruppen fanger publikummets opmærksomhed på fornemste vis, og der bliver da også headbanget godt igennem til Vltimas’ koncert. Showet er ligeledes nærværende om end ikke super energisk. Vincent fremstår dog selv som en stærk autoritet, som han bevæger sit enorme korpus rundt på scenen iført både en stor frakke og sin velkendte cowboyhat. Det er tydeligt, at Vincent er boss, og han opfører sig ligeså.
Vltimas leverer på mange måder et enormt veludført, gennemarbejdet og professionelt show, der dog til tider lader til at trække måske lidt i langdrag. Bandet spiller dog eminent og besidder et nærvær, der helt ærligt kommer en anelse bag på denne anmelder.
Esbjerg har fået sig en solid svingom med et dødsmetal band af enormt høj kaliber, og dette virker umiddelbart som en helt perfekt måde at binde sløjfe på den gamle fiskerbys nyeste forsøg på at sætte sig fast på metallandkortet igen.
Kun fremtiden vil vise, hvor meget Esbjerg kan komme til at blive en spiller på scenen, nu hvor dens rolle mere eller mindre har haft ligget i bero i så mange år. At dømme ud fra Death Coast Festivalen er der dog et potentiale, der er værd at kæmpe for, og netop derfor vender festivalen da også tilbage igen til næste år, hvor den vil løbe af stablen d. 02-03 Juni 2023.
