Anmeldelse af ZZ Top, Scandinavian Congress Center, 13. juli 2016.
Bluesrocker-trioen betrådte atter dansk jord og gav en fest til det brogede publikum
Hvordan indkapsler man egentlig betydningen og essensen af SÅ store giganter indenfor den gyngende Blues Rock, som texanske ZZ Top nu engang har?
Det tilnærmelsesvis bedste forslag er vel egentlig at klappe kaje, som d’herrer gjorde på scenen i forhold til snak mellem numrene, og tage sig en tour de force ned ad mindernes allé med henholdsvis bandets egne sange og tilsat veloplagte covernumre. Det skete for det noget – på den positive måde – blandende publikum i den jyske hovedstad.
Spille-entusiasmen er tydelig at opleve mellem især frontmændene Dusty Hill og Billy Gibbons, der nok ikke har ændret synderligt meget på deres optrædende rutine siden den spæde start. Men hvad indflydelse har en lettere stavrende duck-walk og purple haze-bevægelser også af betydning, når vi bare får lov at opleve klassikere som “Gimme All Your Lovin'”, “Cheap Sunglasses” og “La Grange” så medrivende?
Især, når man tænker på, at os fremmødte også blev trakteret med covernumre som “Foxy Lady” (Selvsamme Gibbons har endda varmet op for Jimi Hendrix i sine unge dage!) og den udødelige evergreen “Jailhouse Rock” fra Kongen af Rock, Elvis Presley.
Efter godt en time og tyve minutter var seancen slut, og den blev ikke spildt på kedelig leflen, men udelukkende brugt på svingende bluesy rock, som folket også havde forventet og betalt for.
Eneste hanke ved totaloplevelsen var den klæge fornemmelse af en stortromme lyd, der susede rundt i salen på uhensigtsmæssige tidspunkter.
Jo, og så forstår indeværende redaktion godt, at hver person har sin egen måde at vil forevige et minde fra en koncert på. Men at alle tre forreste rækker partout tror, at de har forvandlet sig til pressefotografer med deres mobiltelefoner med et lyshav og en halv meters penge ekstra til højde som chikane til følge, kan virke hovedrystende på os.
Men vi afrunder alligevel med en cadeau til publikum, der havde alt fra bedsteforældre, blinde, unge nysgerrige, inkarnerede fans og den gængse familiefar iblandt – uden det på nogen måde endte i clinch. Tværtimod holdt vi den hyggeligste byfest med et af de bedste bands til at sige “It’s party time!” nogensinde.
