Interview med: Jøden AKA Michael Mühlebach Christiansen.
Rapperen Jøden har længe flirtet med heavy metal – og han har tydeligvis en holdning til genren!
Foto: Jøden
Det er intet nyt, at hip-hop/rap leger med metal, men derfor varmer det vores hjerter, når vi ser en jovial voksen-dreng som Jøden over de 40 år være junior-begejstret over metal i flere afskygninger.
Han har lavet musik med metalliske aner med Jonny Hefty (der også har en fortid i metallens væsen), været at finde på Copenhell, og senest har vi set ham være konferencier til de netop overståede Prime is Giving-arrangementer.
Så vi mente, at tiden var ved at være moden til, at vi lavede et lille interview med manden om hans tilgang til metal.
Hvis der skulle være den mindste tvivl: Manden har tydeligvis leget med metal længe og skrabet mere end i bare overfladen af metal herhjemme – han er vist efterhånden nået til undergrunden, hvilket har givet ham lidt erfaring på området, som vi kommer ind på her:
Du er heavy med Jonny Hefty, du har været på Copenhell, og nu har du også været konferencier til Prime is Giving. Hvordan kom du egentlig ind i det her metal-miljø?
Jeg tror, at hele min fødeby – Skanderborg – hørte metal. Byen var bare ret metal. Knallerter. Øllere. Læderveste. Patches. Der var vel kun mig og én makker, der hørte rap (eller overhovedet havde hørt om rap). Men det ene udelukker jo ikke det andet, så jeg havde åbne ører og hørte både rock, hård rock og Shu-bi-dua. Jeg har altid hørt musik.
Gerne musik som er sejt, tungt, svært, dybt, rebelsk, dystert og helst med budskab og tanker bag. Jeg synes, at ærligheden i Fleetwood Mac er lige så hardcore som Pantera, og jeg hører helst en blanding af det hele.
Så det er ikke, hvordan jeg kom ind, det er bare, at jeg aldrig er kommet ud.
Hvad er det bedste crossover af rap/hip-hop og metal, der findes (band eller sang for eksempel)?
Jeg er klart mere til Anthrax og Public Enemys samarbejde end Run DMC og Aerosmith, men jeg tror, at soundtracket til “Judgement Night” sidder på crossover-tronen: Slayer/Ice T, Helmet/House Of Pain, Biohazard/Onyx og et helt kemisæt fuld af andre tossede krydsninger (seriøst, lyt til den).
Faith No More er vel lidt af en superfusion i sig selv, men de er nok mere en genre for sig selv frem for en crossover af hiphop og metal.
Hvordan kom den her tjans med Prime i hus?
Min kæreste, Christina, havde snakket med Mirza (der arrangerede Prime Is Giving) om at lege konferencier på de to sjællands-gigs. Siden de kørte med to scener, spurgte hun, om jeg havde lyst til at tage den ene, hvilket da lød som en god ide: godt selskab, fee’ metal og måske endda et par kroner i velgørenhedskassen.
Og vupti, et par dage senere stod jeg og præsenterede Black Bornholmer Metal og en masse andre hårde nitter med hjertet på det rette sted.
Hvilket band til disse Prime-koncerter er du indtil videre blevet mest begejstret for?
Først og fremmest var jeg meget imponeret over diversiteten. Det var boss at kunne gå fra én koncert til den næste og kunne høre en helt ny sub-genre.
Skulle jeg lege Sophie’s Choice og kun fremhæve et enkelt band bliver det nok Hearteater: hardcore tråd, god attitude på scenen fra et band, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før.
Kunne du selv forestille dig at optræde med et tungt heavy/hip-hop-projekt?
Real talk, så er Jonny Hefty og Jøden allerede tungere end det meste heavy. Statics tracks blæser seriøst hovederne af folk. Nå ja, og så har vi haft Morten Gilsted (Illdisposed, Furious Trauma, etc.) med på spade & halshug et utal af gange.
Så jo, det kunne jeg godt forestille mig at gøre igen.
Har du nogle heavy-koncerter, du skal til i fremtiden?
Hmmm, ifølge kalenderen spiller UDO i aften (5. marts, GIMLE, Roskilde. red), kunne være fedt at se ham igen. Tit er det ret spontant (hvilket fx har resulteret i, at jeg stod til King Diamond iført farvestrålende hawaii-skjorte, mens resten af salen var svøbt i deres sorteste/mest forvaskede metal-shirts), hvor jeg ender.
Def Leppard bliver også hyl. Sommerens festivaler er lidt af et højdepunkt, naturligvis CopenHell, men Grim, Smuk, Nibe og de andre festivaler, som jeg er så privilegeret at komme til, har jo også gerne lidt hegn på programmet – og mig i crowden (dog ikke helt foran, jeg er for glad for øl til moshpit).
Hvad vil du fremhæve, du er blevet mest positivt og eventuelt negativt overrasket over ved heavy-miljøet?
Det er efterhånden en kliché, men metalfolk er en flink lille landsby. Samtykke er måske årets nye ord ude i virkeligheden, men jeg mindes ikke lige en wall of death, hvor gulvet ikke er blevet clearet inden siderne clasher, eller en circle of death, hvor makkeren i rullestol ikke lige får sin egen spontane secret service til at holde fulderikker og balancehæmmede besærkere på afstand.
Seriøst, læg dig på CopenHell og fake et solstik, der er statsgaranti på, at inden næste guitarsolo er ovre, står folk i kø med vand og solcreme.
Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal brokke mig over, men hvis jeg absolut skal finde noget, så ville det være rart med lidt hjælp til at dechifrere metaltrøjer. Måske en lille fonetisk hjælp i parentes under logoet.
Nå ja, og et generelt forbud mod at bære patches med bands, man ikke har set live!
Kan du som en semi-bevandrer i miljøet give os inkarnerede heavy-hoveder nogle råd med på vejen?
Jo da, lidt livserfaring har man vel tilranet sig gennem årene.
Altid tage til koncert med Melvins, hvis du får chancen. Hvis du lader folk høre deres sang på playlisten færdig, så afbryder de næppe, når det er din tur til at vælge.
Hvis jeg ikke svarer dig under koncerten, så er det måske fordi jeg lytter til musikken.
When in doubt, følg med svenskerne, du risikerer at ende til Entombed (eller Bob Hund, tack så mycket, svenskere).
Gode råd fra Jøden, som vi vil forsøge at tage til os!
Og lad os da lige slutte af på behørig vis:
