Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Liza Rosenbaum Nielsen

-

Sanger i Tidejord, Liza Rosenbaum Nielsen, fortæller om System of a Down, SYL og A Colossal Weekend, med mere.

Foto: Metta Wiese

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Det sociale ved at gå ud og mødes med venner og bekendte med samme interesse giver ny energi. Jeg møder nye mennesker – og nogle af dem bliver til faste koncertvenner. Og så får jeg inspiration med hjem til egen musik og performance. Min oplevelse af koncerter har ændret sig, efter jeg selv begyndte at spille og optræde på scener. Jeg er med årene blevet både mere nysgerrig og mere overbærende. Selvfølgelig skal bands/kunstnere kunne have en dårlig dag, uden at det betyder, at jeg ikke kan lide dem eller deres musik.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Ohhh, det er et meget svært spørgsmål! Der har været så mange. Sidst, jeg for alvor blev rørt, var til finske Oranssi Pazuzu på ‘A Collosal Weekend’-festivalen. Fornemmelsen af at blive suget ind og hvirvlet rundt i hele følelsesspektret sker ikke så tit. Jeg glæder mig som en gal til at se dem igen til maj. Jeg har også vilde minder fra Trash Talk på Roskildes Pavillon og fældede mere end én tåre til Jack White med kvindebandet i hvidt på Orange Scene.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Hmmm, hvis jeg ikke kan lide det, bliver jeg sjældent hængende hele koncerten igennem. Det har måske været en world music-koncert på Roskilde Festival med mange blæsere, for trompeter og mine trommehinder er desværre uvenner.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?

“Ja, jeg har hørt SYL rigtigt meget de sidste par år. De har fed energi både på plade og live, og de skriver gode, genreintegrerende numre. Jeg elsker, at man kan høre og forstå, hvad der bliver sunget, også fordi, de har noget vigtigt på hjertet. Det samme har Vulvatorious, og jeg oplever, at begge bands bygger bro mellem historisk punk og metal og nutidens behov for, at vi bliver bedre til at være medmennesker. Det blev bekræftet i den Støj-podcastepisode, hvor Benjamin Clemens interviewer Ditte Krøyer. Hør den her: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/st%C3%B8j/id1597451978?i=1000649097246

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Jeg eeeelsker ‘A Collosal Weekend’. De må have geniale bookere, for de sørger altid for mange nye og spændende såvel som mere kendte og kultbands – blandt andet mange nordiske. Små kunstperformance-events undervejs sørger for, at nysgerrigheden holdes skarp. Det passer mig rigtigt fint med en lille festival med små scener, hvor man kommer tæt på artisterne og møder de samme søde publikummer igen og igen til og mellem koncerterne.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Copenhell er altid en stor vennefest, så der er ikke et år, der skiller sig markant ud for mig. Et bud kunne være 2017, hvor System of a Down spillede røven ud af bukserne med den bedste lyd, Myrkur gav en virkelig smuk koncert, og Every Time I Die trodsede den pissende regn og rockede helt igennem. Desuden var der The Black Dahlia Murder og DevilDriver – og Slægt poppede op – ja, jeg kunne jo blive ved.”

 

Spiller du selv i et band?

“Ja. Jeg er vokalist i Tidejord, som spiller dansksproget progressiv doomet rock/metal. Jeg har også sunget og spillet bas i spacepunk-duoen GZHU i mange år. Det er et noget mere skørt projekt men også sjovt, og man skal huske at have det sjovt!”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Det er mig umuligt kun at nævne én. Jeg har hørt enormt meget thrash og grunge op igennem 80-90’erne. Efter årtusindeskiftet lokkede System of a Down mig tilbage i metalfolden efter nogle år med triphop og drum’n bass. Så jeg har hørt rigtigt meget S.O.A.D. Jeg er også vild med doom – shout out til Katla og Morpholith! – og black metal (f.eks. Solbrud og Afsky, yeah), og ikke mindst den atmosfæriske post-metal som Oranssi Pazuzu og Psychonaut.”

 

Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?

“Egentlig ikke. Indtil videre har jeg kun én lille tatovering, som er min vielsesring 🖤 Men da jeg spiller i bands med min mand, kan man sige, den på en måde er endt med at blive musikrelateret.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“På scenen til Tidejords EP-vinyl-release koncert hos Nordsø Records fredag 17. januar 2025😃🤘🎤 – hermed en åben invitation til festen 🍾 

Derefter står den på When Copenhell Freezes Over, John Cxnnor og A Collosal Weekend her i foråret. Men lur mig, om ikke der kommer mere på listen snart.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier