Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Ole Luk

-

D. 29. februar vandt Afsky en GAFFA-pris for “Årets hard rock/metaludgivelse” for Om Hundrede År (fra 2023), som vores anmelder også var meget begejstret for. Derfor spurgte vi frontmanden bag, Ole Luk, om hans koncertoplecelser og musik.

 

Foto: Melissa Mangold 

 

Hvorfor tager du til koncerter? 

“Efterhånden er det mest, når vi selv skal spille med Afsky, eller der er venner, der skriver én på gæstelisten. Man kan sjovt nok godt blive lidt mættet, når man selv spiller så meget. Sidste koncert, jeg så i København, må have været Indisciplinarian Fest i Pumpehuset (d. 20. januar. red.).”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig? 

“Det kan jeg ikke svare på. Det afhænger af meget ikke kun bandet på scenen, men også hvem man evt. er der med, ens humør den aften osv. Jeg plejede tidligere at sige, at det var Muse på Roskilde i 2001, men der virkede svampene også så godt, så det var som at være med i tegnefilm. Mercyful Fate skuffer aldrig. KISS på Copenhell synes jeg overraskende nok var noget af det bedste det år (2022. red.), men jeg havde også 0 forventninger til det. Af og til så spiller vi sammen med bands, når vi selv er ude, som jeg ikke kender. Det er oftest de fedeste koncertoplevelser. Ingen forventninger, men kun lysten til at høre endnu en sang og endnu en sang.”

 

Hvilken koncert var så den værste? 

“Alle koncerter, hvor bandet ikke selv har så meget at bestemme ift. det visuelle udtryk. Dvs. i mine øjne de fleste store shows. Det er altid meget upersonligt, og så stiger jeg ret hurtigt af. Jeg vil hellere se et helt nystartet band med alle deres fejl. Det har meget mere charme.

Koncerter, hvor folk omvendt prøver på at være noget, de ikke er, er også utroligt kedelige og trættende.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig? 

“Jeg går desværre ikke så meget i cirkus.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark? 

“Metal Magic… kort svar. Heavy Agger er hyggelig. Copenhell er også en tilbagevendende begivenhed. Har man ikke set folk eller spillet med venner i løbet af året, så er det nu også en fornøjelse at hygge rundt derude om sommeren.”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig? 

“Var det andet spørgsmål mon ledende? Og der må jeg nok sige de år, hvor jeg selv har spillet. To gange med Solbrud og så senest med Afsky (i 2023. red). Jeg plejer nu også at komme, selvom jeg ikke spiller, men det at spille gør jo selvfølgelig lige det år lidt ekstra fedt. Gratis mad og bajere hele ugen (hvis man er smart).”

 

Spiller du selv i et band? 

“Det kan man vel godt kalde det ;)” 

 

Hvad er dit all time favorite artist eller subgenre? 

“Hurtigt men ukorrekt svar er Mercyful Fate. Jeg har ikke ÉN yndlingsmusiker for ligesom med spørgsmålet med bedste koncert, så afhænger det af så meget. Ikke mindste min alder. Havde du spurgt, da jeg var 12 år, havde jeg sagt Thunderdome. I lang tid, for længere tid siden nu dog, plejede jeg at sige Peste Noir af den simple årsag, at lydbilledet var så anderledes for mig end det vanlige black. Det var jeg meget fascineret af. I dag kunne jeg så passende sige Old Nick eller Bloody Keep i stedet, der også er ret eksperimenterende. Men alt bliver udvandet med tiden… selv klassikerne.”

 

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“Ja, sjovt nok et par. Det er ikke logoer, og blandingen vil nok undre nogen. Den ene er noget taget fra et Mercyful Fate-pladecover, den anden fra et E-type-pladecover og den sidste er et citat fra en Scooter-sang, haha. Det er mindst lige så plat, som det lyder.” 

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Afsky i Norge nu på lørdag (d. 9. marts. red.) som en del af en nordisk tour (minus DK dog)! Vi skal i Finland spille med Havukruunu, som jeg har været i kontakt med i nok 10 år snart. Dem glæder jeg mig til at se! Næste koncert. jeg nok skal se herhjemme. er Blodmåne; et nyere, tør jeg vist godt sige, blackmetalband, som har spurgt, om jeg vil komme og at dem. Så i forhold til det, jeg sagde tidligere, så er jeg spændt på at se, hvad det kan live.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier