Production manager på Amager Bio, Signe Andersen, der er nomineret til “Årets knofedt” ved Den Hårde Tone, svarer på vores voxpop-spørgsmål om koncerter.

Foto: Stine Omega.

Hvorfor tager du til koncerter?

“Det er en nødvendig ventil for mit velbefindende. Jeg kan mærke, at jeg bliver påvirket og tynget, hvis der går for længe imellem. Det er det eneste rum, hvor jeg kan koble helt fra og kun fokusere på dét foran mig. Jeg foretrækker at tage afsted alene, uanset om det er festivalkoncerter eller indendørs. Jeg har aldrig kunne forlige mig med at skulle deltage i det der koordineringshelvede omkring, hvem der skal på toilettet eller i madboden, eller bruge en halv koncert på at høre en eller anden bekendt fortælle om, at vedkommende har bygget garage i weekenden. Koncertoplevelser er et personligt og nødvendigt space for mig, og dem vil jeg have i fred.”

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Det ved I godt selv, er et urimeligt spørgsmål, men… Jeg holder allermest af, når noget uventet tager røven på mig. Koncerter, hvor jeg ikke kender bandet eller ikke rigtig gider afsted, og det så ender med at blive helt sindssygt fantastisk. Oftest på de små scener. Jeg er typen, der lader tårerne trille, når jeg bliver overvældet, og af dén slags husker jeg shows som PANTERA på Copenhell ’23, Sodom Copenhell ’18, stort set alt live fra Lifesick, Tom Petty i Fængslet 2012, Obituary på Wacken 2015, Kreator på Copenhell 2015, Asphyx på Sweden Rock 2014, Dawn Of Demise på Copenhell i 2014 … Ja, vi kunne jo køre derudaf for evigt, og det er helt sikkert, at der kommer flere på listen…”

Hvilken koncert var så den værste?

“Det lyder dumt, for det burde bare fungere. Men jeg kan huske, at jeg gik i raseri under Opeths koncert på WOA i 2015. Nu er det ikke fordi, jeg i forvejen er fan af Opeth, men jeg gik til sagen med åbent sind. Men at høre Mikael Åkerfeldt stå og ‘uuuuaaaahhøøøøeeee’ sig igennem, hvad der føltes som et 16 timers langt sæt på hovedscenen, var bare for miserabelt, langsomt og ligegyldigt. Og ham har jeg ellers respekt for af flere årsager.”

Er der et band, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)?

“GRAVA! Havde købt billet til Doomed Basement her i oktober primært for at se Stikkersvin og Strychnos. Men så går GRAVA på som en del af pakken, og det blæste mig 100 % bagover. Et af de der shows, jeg nævnte før, som jeg ikke havde forventet noget af, men som jeg endte med at stå og fælde en tåre over. 

Særligt fordi trommeslager, Casper Axilgård, spiller så tossetungt og tilbagelænet, så det virkelig skaber plads til både dronefornemmelsen og de helt åndssvagt seje riffs, GRAVA lægger for dagen, hvad end det er som bund eller ude i de lidt mere spicy krinkelkroge. 

Jeg har efterfølgende hørt deres plade, Weight of a God, en del, og et nummer som “Cauldron” lægger mig følelsesmæssigt helt ned hver gang, jeg hører det: Den der monotone, hypnotiske fornemmelse inden melodiopløsningen river mig midtover og giver mig gåsehud helt ud i det astrale.

Derudover danske Sicknature, som jeg oplevede for nylig som support til Non Phixion og Lords Of The Underground. Jeg har et stort hjerte for (oldschool) hip hop, og blev bare ramt lige i mellemgulvet af, hvor godt beats og rap sparkede sammen, og hvor veludført det var uden pis af nogen art. Jeg blev også ret paf over, at jeg ikke er stødt på ham før, men det er klart en ny passion for mig. Hvis jeg nogensinde skulle vælge et backingtrack, inden jeg gik i bokseringen, ville det blive ét fra ham.”

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Jeg ville gerne svare Copenhell, men må også erkende, at jeg tilhører den forholdsvis udskældte klub af elitister, der gerne stiller krav til min metalliske sovs og ditto tilhørerende. Jeg respekterer Copenhell og alt, hvad festivalen har bragt med sig, men jeg kommer der mestendels for at opretholde mit streak fra år ét and counting samt for at se gamle venner – og i år blev jeg faktisk helt hjemme om lørdagen. Jeg har haft fantastiske koncertoplevelser dér, men jeg har svært ved, hvad jeg vil kalde det pøllede segments indtrængen i noget, der burde være den niche, det opstod som: Modtrykket, raseriet, modviljen, fuckfingeren til alle de andre. 

I et enkelt år eller to opstod der noget i Sydhavnen (Kbh. red), der husede et festivals-agtigt setup under fanen South Af Havnen eller sådan noget, hvor man gik ind i en containerby, hvor der var sandstrand ud over det hele, og så kunne man stå der i bare tæer og skabe sig dumt til blandt andet Demolizer. Det var helt konge. Jeg er meget mere til de der små, skæve og rå ting.”

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Puh, vi er inden for de første fire år pga. intimiteten og de mange danske undergrundsbands, og ellers skal Copenhell have vilde credits for THE homecoming efter corona i 2022, der bare havde et åndssvagt fedt pakket program og en ny, sej festivalplads blandt andet med Gehenna-scenen i skoven. Det er supergodt tænkt og en fin måde at skabe et godt flow på, på en plads, der i min optik efterhånden er oversolgt i kapacitet, og/eller gøgl. Jeg kommer der for koncerterne og er svært ligeglad med skaleringen af madboder og mulighed for at købe dumme hatte og solbriller.”

Hvad er dit all time favorite band eller subgenre?

“Led Zeppelin er min store kærlighed, som jeg kan blive ved med at finde gode detaljer i, selvom jeg har hørt de albums upassende mange gange efterhånden. I det meste nutidige musik i genren i dag kan jeg stadig høre, hvor det hele kommer fra, og hvor stor indflydelse de havde trods deres temmelig korte levetid som konstellation. 

Dernæst har Dissection præget en væsentlig del af mit indre liv og verdenssyn, og jeg kan høre de plader om og om igen, når jeg har brug for ro og nærvær. I mine øjne har Dissection haft afgørende indflydelse på lyden og stemningen i den periode, hvor blackmetallen virkelig udviklede sig.”

Spiller du selv i et band?

“Ikke længere, men i mine unge dage spillede jeg i en del konstellationer og var temmelig habil på hhv. bas, guitar og klaver, og så har jeg skrevet utrolig mange tekster og melodier, men det blev ved mig selv og kom aldrig ud at flyve. Efter mine aktive år som musiker har jeg brugt meget tid på at producere primært beats og elektronisk musik, og den kærlighed genfandt jeg for nylig, hvorefter jeg har forsøgt at opdatere mig selv på, hvad der er muligt i dag. 

Men jeg kan godt mærke, at min passion hænger ved det analoge, og at jeg er milevidt bagud siden ProTools bare var ProTools, og man skulle have styr på sin MIDI-programmering. Jeg har ikke givet helt op endnu, men tror på samme tid også, at min foretrukne måde at arbejde på er blevet overhalet indenom for længst. Og så mangler jeg et studie og plads til alt mit ragelse, så p.t. er det bare en spansk guitar i stuehjørnet for hyggens skyld.”

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“Joh, jeg har Led Zeppelin bag på overarmen, og så en Illdisposed-tribute på ryggen, men det er nok lige så meget fordi, jeg har en super tarvelig onkel-humor. Der står “To those who walk behind me”. Det synes alle jo er sjovt. Eller mest mig. Og så fik jeg i sidste måned nyeste skud på stammen, som er dedikeret til Dissection, så nu står der Maha Kali på mine fingre.”

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“I pitten! Det er, som om jeg glemmer, at jeg er blevet tung og aldrende, så jeg buldrer jævnligt rundt som et forstyrret næsehorn oppe foran. 

Til hverdag arbejder jeg i Amager Bio, som har et fuldt spækket efterårsprogram sammen med lillebror BETA med rigtig mange fede ting på metalfronten begge steder. Uden det skal lyde hovent, må jeg erkende, at jeg også har en begrænsning på, hvor meget jeg kan kapere som lytter (og branche-medarbejder i døgndrift), så jeg prøver at udvælge nogle helt særlige oplevelser udover dem, jeg får, qua mit arbejde. 

Her står den næste gang blandt andet på Jonathan Hultén (Tribulation) på Loppen, og så havde jeg i forvejen købt billet til Den Hårde Tone for at se Lifesick igen, igen. Det er et af verdens bedste livebands i mine øjne, og jeg går altid fra deres koncerter med fornyet energi, så det ser jeg frem til!”