Anmeldelse af Pantera. Helviti – Copenhell. Torsdag d. 15. juni 2023.

Med al ære og respekt for Pantera, men…

Fotograf: Tommy Skøtt.

Pantera! Så bliver det næsten ikke større på Copenhell – og så alligevel ikke…

Forsangerens, Phil Anselmo, vokal var i topform – det samme var Zakk Wyldes guitarspil, i modsætning til da han spillede sammen med Ozzy Osborne i 2018 på Copenhell, hvor hans soli blev lidt for meget. Mange i crowden var med på de gamle numre, bare ikke mig, nok fordi jeg aldrig har lyttet aktivt til bandet. Men deres legendestatus kan man ikke tage fra dem. Koncerten blev aldrig nutidig, men mere et 20-30-årigt fortidslevn af nostalgi. Det kan også have sin berettigelse.

En midgårdsorm/slange bevægede sig i uendelighedsottetaller. For det utrænede øre lød sangene lidt for ens, med samme riffs, rytme, melodi og vokal. Over en time skulle der gå, før vi fik “Walk” – det var lidt af en ørkenvandring at nå dertil. Testaments forsanger, Chuck Billy, sneg sig ind på scenen og sang med, og han blev hjerteligt modtaget af både publikum og band.

Pantera blev aldrig lige så farlige som i fordomstid med USAs sydstatsflag og Vulgar Display Of Power. Panteren er blevet tam og moden, men publikum havde en fest alligevel. Under ekstranummeret afbrød Phil og beordrede alle til at danse med – uanset om man kendte den eller ej. Dejlig flabet indstilling – mere af det!

Jeg har samme følelse, som da jeg så Tool i 2019, som min kollega også anmeldte dengang. For fans var det sikkert en stor oplevelse, men for mig var det ikke tilfældet.