Alice Cooper

De 11 mest vanvittige Eurovision-optrædener

-

Ganske forrykt, men aldrig kedelig. Eurovision er muligvis ikke det mest metal her på planeten, men man kan bestemt ikke tage noget fra det visuelle spektakel, som showet hvert år byder på.

Er der noget, metalfans virkelig godt kan lide, så er det et fedt sceneshow. Om det er KISS, Alice Cooper, Slipknot, Rammstein, Ghost, Fleshgod Apocalypse eller noget helt syvende, er størstedelen af os vilde med at blive betaget af alt lige fra masker, kostumer, vild makeup, ild, svævende legemer eller andre, scenografiske inputs.
Eurovision har alt ovenstående. Og før I farer i flint og nedkalder en fatwa over mig for bare så meget som insinuere paralleller mellem metal og de transkontinentale TV-mesterskaber i (oftest) rædderlig popmusik, så er der i det mindste tydelige overlap, hvad angår de visuelle aspekter.

For vil man gerne underholdes – på både godt og ondt – af nogle af de mest særegne sceneshows, der får muligheden for at blive eksponeret på live-TV, står den hvert år i løbet af tre aftener i maj (fordi, man ikke kan koge så meget under-standard popmusik ned til hverken én eller to afteners fjernsyn) på lige netop dette.
I år sendes hele peace, love and pop-ekstravaganzaet direkte fra eksotiske Kiev, hvor Italien eksempelvis har en mand i et gorillakostume med på scenen. Og mens guldalderen for de helt og aldeles af krogen-indslag efterhånden ligger bag os, hvor især perioden fra 2005-14 var ganske memorable, er Eurovision stadig garant for en hel del udover det sædvanlige.

Så i anledning af at det på lørdag går løs for 62. gang, har jeg samlet mine bud på de 11 mest vanvittige Eurovision-bidrag gennem tiderne – i kronologisk rækkefølge. Som min tidlige ungdoms guilty pleasure så jeg hver udgave af showet fra 1999-2008, men er dog faldet lidt af på den i løbet af de senere år, så jeg er muligvis lidt farvet af netop perioden gennem det meste af forrige årti.
Men skulle jeg have overset lige præcis din spektakulære Eurovision-favorit, så smid mig en kommentar enten her eller på vores Facebookside.

Douze points!

Honorable mention: Winny Puhh, “Meiecundimees üks Korsakov läks eile Lätti, Estland, 2013 (vandt ikke den nationale konkurrence).


Dschinghis Khan, ”Dschinghis Khan”, Vesttyskland 1979
Den originale inspiration til al Eurovision-gøgl, der matte følge efter; Dschinghis Khan var Boney M-bastarden, vi ikke vidste, vi manglede, før de stod dér på scenen i Jerusalem i 1979.
Sceneshowet er måske håbløst uddateret i dag, men i slut-70’erne var det først og fremmest nok til at sikre hyldesten til den mongolske krigsfører og (ifølge lyrikken) kvindebedårer en fjerdeplads.
I centrum får sydafrikanskfødte Louis Potgieter lov til at udleve sine mest flamboyante sider og lave storslåede piruetter i guldbukserne, mens de fem sangere bestemt heller ikke ligger på den lade side, hvad angår koreografien.
Derudover er ”Dschnighis Khan” også en fandens god popsang samt et glædeligt minde om eurovisionens sangmæssige guldalder.

 

Stefan Raab, ”Wadde Hadde Dudde Da?”, Tyskland, 2000
Det er ikke en gentagelse, det er virkelig endnu en tysk discosang med optrædende iklædt guldtøj – bare 20 år senere.
Som sang spiller ”Wadde Hadde Dudde Da?” åbenlyst på, at sanger og cowboyhatbærende frontmand Stefan Raab ”har noget dér”, uden at det nogensinde bliver nærmere uddybet, mens Raab vrøvlerapper sig vej gennem de obligatoriske tre minutter. Korsangerinderne har kun halvdelen af tonerne i livet, mens de proklamerer deres nysgerrighed over for, hvad Raab egentlig har. Alt i alt rakte denne her (endog meget) tyske performance i al dens guldskær og fandens catchy omkvæd til en femteplads, hvilket i sig selv var Tysklands bedste placering helt frem til sejren i 2010 samt deres næstbedste resultat i løbet af de sidste 20 år.

Nå ja; og så var det selvfølgelig hans penis, han havde dér.

 

Roger Pontare, ”When Spirits Are Calling My Name”, Sverige, 2000
I 2000 var Sverige af den overbevisning, at det stadig var helt fair at lave stereotype sange om etniske minoriteter. Heldigvis for dem var det ikke rigtig til at bemærke, da næsten 50-årige, samiske Roger Pontare indtog scenen. Altså bortset fra Pontares samiske outfits, Cree-indianeren i fjerdragten, eskimoen med spyddet og den norske samer med den primitive tromme, der også akkompagnerede ham ved showet i Stockholm. Som C-stykke får vi desuden serveret ritualistisk recitering på et gammelt tungemål, og langt om længe dukker vores gode ven pyroteknikken også op.

 

Alf Poier, ”Weil der Mänsch Zählt”, Østrig, 2003
Vi skruer en smule ned for storladenheden i sceneshowet med Alf Poier, der vist bedst kan betegnes som Østrigs Finn Nørbygaard. Hans særprægede dialekt, der var en lingvistisk udfordring for selv hans landsmænd, og bøvede person var i sig selv ikke nok til at score særlig højt på crazy-skalaen.

Det udslagsgivende i Poiers tilfælde var til gengæld først overgangene fra de uudholdelige børne-TV-vers og -omkvæd til de deciderede hardrockede mellemstykker, hvor Poiers obskøne gestikulationer som en anden fuld onkel til AC/DC-koncert og de tonedøve korsangerinders headbanging bestemt fik ikke fik for lidt.

Som dejlig vanvittigt supplement havde Poier erstattet eventuelle playbackmusikere med papfigurer af antropomorfiske bondegårdsdyr. Højst overraskende endte det østrigske indslag på en sjetteplads den aften i Riga.

 

Ruslana, “Wild Dances”, Ukraine, 2004
Med Ruslanas sejr i Istanbul I 2004 begyndte det at gå op for mange af de deltagende lande, at man kan nå rigtig langt med et yderst særpræget sceneshow. Som en reinkarnation af ”Dschinghis Khan” kunne den ukrainske sangerinde også berette om livet i vildmarken, mens hun og hendes vilde dansere dansede sig vildt ind i Europas hjerter.

Med gjalderhorn, skindkåber, stramt lædertøj og lige så stramt, østeuropæisk dancepop, var det næsten kun pyroteknikken, der manglede, før vi kunne afkrydse alle bokse af på tjeklisten for ganske af krogen optrædener.
Der er vist kun én Eurovision-vinder der gennem årene er stukket mere af – og når man snakker om solen…

 

Lordi, “Hard Rock Hallelujah”, Finland, 2005
Jeg skal være helt ærlig. Lordis fuldstændig skingrende sindssyge optræden for efterhånden 12 år siden kommer aldrig nogensinde til at blive overgået i rækken af vindersange.
Den har det hele: Groteske kostumer med indbyggede vinger i frontmand Mr. Lordis dragt, sataniske undertoner, lyrik om ”a-rock-alypse” ”the day of rock-ening”, ild, ild og mere ild – der er seriøst mere fyrværkeri end til nytårsfest i parcelshuskvarteret – samt et ubehageligt fængende omkvæd.
Sammen med Ruslana var Lordi et friskt pust ind i rækken af forglemmelige popsange, der indtil da samt i årene efter høstede flest point ved Eurovision-konkurrencerne – og det var kun en endnu bedre historie, Finlands horrible statistik ved konkurrencen taget i betragtning.

 

Verka Serduchka, “Dancing Lasha Tumbai”, Ukraine, 2007
”Vi tager konkurrencen op, Finland, og forhøjer med en alufolieiklædt mandedame i høje hæle, der tæller til tre på tysk og derudover vrøvler løs til en seriøs omgang eurodance,” sagde Ukraine så to år efter – og kom nummer to.
Miraklernes tid for de extravagante performancer syntes forbi i 2007, men Verka Serduchka skal om end ikke andet have masser af point for indsatsen, der også omfattede en omgang meget korte herreshorts, en god portion hurtigbriller samt et usmageligt østeuropæisk harmonikariff.

I år gør Serduchka så et mindre comeback i segmenter mellem de deltagende sange og så selve afgørelsen, mens der her på matriklen krydses fingre for endnu en Eurovision-optræden ved lørdagens finale.

Tanzen!

 

Pirates of the Sea, “Wolves of the Sea”, Letland, 2008
I 2008 var vi åbenbart ikke blevet trætte af pirater endnu, hvilket blandt andet kan være grunden til, at Letlands forfærdelige pirathymne kom videre fra semifinalen og endda sluttede i top 10 ved finalen I Beograd.
Er man dog til det tumultariske piratliv på de syv verdenshave, hvor dagene går med den evige jagt efter Jolly Rogers guldskat og samtidig synes, at hverdagen mangler noget decideret usmagelig eurodance, så kunne indslaget fra gruppen med det noget så opfindsomme navn Pirates of the Sea, sikkert sagtens være noget for dig.
For hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt de seks letter egentlig er pirater, kan jeg da berolige med, at både Captain Morgan-kostumet, sablen, kikkerten og det obligatoriske skibsror alt sammen medvirker under søulkenes optræden.

 

Dustin the Turkey, “Irelande Douze Pointe”, Irland, 2008
Tænk en gang, at fem forskellige optrædende ved Irlands nationale Eurovision-konkurrence i 2008 kom, så og tabte til en kalkundukke.
Kort forinden kalkunen Dustin blev trillet ind på scenen i Beograd, kunne man høre sporadisk buh’en fra publikum, der tre år efter Lordis triumf havde afskrevet komiske gimmicks som denne, der foruden den åbenlyse kalkun-protagonist også inkluderede dansere, der spankulerede rundt og imiterede kalkuner iført karnevalskostumer i irske farver, samt nok en eurodancekomposition.
Det var intet under, at Dustin blev eftertrykkeligt sendt hjem efter semifinalen, hvor fjerkræet kun opnåede en 15. plads. Det betød samtidig, at kalkunen var bedre end fire andre nationale vindere, og pludselig var det ikke så slemt for taberne i den irske konkurrence.

 

Buranovskiye Babushki, ”Party for Everybody”, Rusland, 2012
I 2012 stod kampen om topplaceringen mellem de to skoler, der har formet Eurovision i det 21. århundrede: Den klassiske, storladne popmelodi og så det helt afsporede, gimmickorienterede bidrag.
Den måske bedste Eurovision-vinder i dette årtusinde ”Euphoria” løb med sejren foran en russisk sekstet af oldgamle bedstemødre, der prædikede ”party for everybody”, hvor babushkaerne fik selskab af en enorm, roterende stenovn på scenen.

Det stikker helt af, da den ene henter friskbagt bagværk fra ovnen, og hvem kan overhovedet sige nej til dette ensemble af elskværdige 80-årige?
Europa kunne i hvert fald ikke, og et hvert andet år i den periode havde de træskobærende oldinge med sikkerhed vundet.

 

Donatan & Cleo, ”My Słowanie – We Are Slavic”, Polen, 2014
Er der noget, de åbenbart havde fattet i Polen i 2014, så var det, at sex angiveligt sælger. På Refshaleøen i København blev publikum således præsenteret for en håndfuld, storbarmede slaviske kvinder, der sensuelt vaskede tøj og kærnede smør – sådan som det med 100 procents sikkerhed foregår i Polen.
Sangen er, inklusiv det obligatoriske folkemusikstykke, dybt forglemmelig, men det er billederne ikke, og der må uden tvivl være en Eurovision-censur, som polakkernes foreslåede sceneshow på mirakuløs vis er sluppet igennem.

Det hårde arbejde og pointerne om de smukke slaviske kvinder ramte dog ikke helt plet hos resten af europæerne, der kvitterede med en samlet 14. plads.

Daniel Niebuhr
Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier