Alice Cooper

Molly fylder 37 år: En top 7 over D-A-D’s bedste sange

-

Arkivfoto: Tommy Skøtt (Copenhell 2022).

I år fylder D-A-D’s maskot, Molly, fra “Counting The Cattle”-sangen og Call Of The Wild-pladen (1986) 37 år. Derfor ser vi tilbage på D-A-D’s bedste sange.

 

I “Autograf” på DR2 i 2009 fortalte Jesper Binzer, at D-A-D typisk laver tre slags numre: Ko-punk (som “Marlboro Man”), country-blues (som “Never Never (Indian Love)” og pop-rock (som “Up, Up Over The Mountain Top”). Alle tre numre er i øvrigt at finde på deres debut-EP, Standing On The Never Never, fra 1985. Min top 7 har primært ko–punk-numre, da jeg synes bedst om den kategori. 

 

Trucker (fra Call Of The Wild, 1986)

I forbindelse med D-A-D’s 30-årsjubilæum i 2014 udgav de et opsamlingsalbum med 30 hits, og de drog på turne og spillede 30 koncerter. Til de koncerter spillede de et mash-up af “Trucker” og “Monster Philosophy”, så den kom til at hedde “Monster Trucker”. Det er måske ikke deres bedste sang til dato, men idéen og udførelsen var i top.

 

I Won’t Cut My Hair (fra Draws A Circle, 1987)

Sangen er ikke kun Jesper Binzers mantra, men også titlen på hans selvbiografi fra 2012. Den giver et unikt og personligt indblik i mandens liv, som man også får en bid af på hans soloalbums Dying Is Easy fra 2017 og Save Your Soul fra 2020

 

Bad Craziness (fra Riskin’ It All, 1991)

Bad Craziness er blevet D-A-D’s signaturlyd (sammen med “Sleeping My Day Away” fra No Fuel Left For The Pilgrims, 1989), men “Bad Craziness” er lige dele ko-punk og pop-rock. Den har i øvrigt lagt navn til en øl fra Ølfabrikken fra 2009 i forbindelse med D-A-D’s 25 års-jubilæum. D-A-D kan opleves live til Jailbreak i Horsens d. 11.-12. august 2023, hvor de spiller hele Riskin’ It All-pladen, ligesom på Grøn Koncert i 2016.

 

Written in Water (fra Helpyourselfish, 1995)

Helpyourselfish er måske D-A-D’s tungeste album til dato, hvilket kom til udtryk i sommers, på Copenhell 2022, da de spillede både “Recontrucdead”, “Helpyourselfish” og “Written In Water”. Vand-temaet går igen på hele albummet også i musikvideoer, på singlecovers og albumcoveret, hvor Molly var en fisk.

 

Money Always Takes The Place Of Life (fra Monster Philosophy, 2008)

Monster Philosophy-pladen er meget melankolsk og eftertænksom, hvorfor albumcoveret også er Molly i form af statuen Grubleren. Det bedste nummer på albummet er “Money Always Takes the Place of Life”, der meget raffineret handler om ungdomshuset-sagen, Faderhuset, Københavns kommune og politi i 2007.

 

Last Time In Neverland (fra DIC-NII-LAN-DAF-TERD-ARK, 2011)

Listens eneste country-blues, som handler om at blive gammel på trods af, at man (som rockmusiker) lider af en form for Peter Pan-syndromet, har mange kvaliteter. D-A-D har i over to årtier været far-rock, men med sangen virker det som om, de har “sluttet fred” med den måske tvivlsomme titel som Danmarks “rockfar”.

 

Scare Yourself (fra Scare Yourself, 2005)

Ovenpå den mislykkedes WigWam-festival, som D-A-D var ét af bandsene bag, udgav de dette midtlivskrise-album, som bl.a. Indeholder “Camping in Scandinavia”, som netop handler om førnævnte ikke-event. Men heldigvis er der også mange andre gode mørke/lyspunkter, som titelnummeret, der er evigt aktuelt både til Halloween, 1. april og hverdag! 

 

Næste år kan D-A-D fejre 40-årsjubilæum. Om deres næste album først udkommer til den til for at markere det, eller det “bare” bliver fejret med koncerter, som de har gjort i de sidste årtier, må vi vente med at se.

Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier