Kataklysm, m.f., Lille Vega, København, 11. jan. 2016
Det var kræs for kendere og tydeligvis en koncert af den type, som langt fra er gængs forestilling for menigmand med canadiske Kataklysm i front med følge
Lad det være sagt med det samme: Ærgrer du dig over, at Slayer ikke har nok spilletid i æteren og specifikt nævner dem, fordi det er det hårdeste, du hører i din metal-afdeling, så var du nok ikke tilstede i Lille Vega i mandags!
For befærdet i den knap halvfyldte sal var rigeligt med eksistenser, som befinder sig i den modsatte ende af avangarte jazz-nydere, men som samtidig binder krølle videre til hin kolde januar-nat i den danske hovedstad med dødsmetal-islættet. For hvert af de nævnte segmenter elsker de avancerede finesser og kan knapt nyde det med de udefrastående, forstås: Både jazz- og dødsmetal nydere.
Men hvordan var hvert band så denne aften? Jo, lad os dissekere aftenens indslag på den blodige måde:
Aborted
Med opstandelse i Belgien og uden så meget pis var medlemmerne i Aborted både at finde i merch-boden før og efter koncerten. Det er dedikation! Den hårde vej på landevejen uden støtte fra hitlisterne. Aborteds musik er nærmest også anti-hits. Deres dekadente dødsmetal uden snert af melodi, nærnest a-melodisk, men med fornemme ekvilbristiske indslag fra de to guitarister og en dødens nærværelse i vokalisten, hvor Satan formentlig må bruge ham som voice-over, når halsen knaser under sine fordømmelser af de ugudelige.
Sjældent har jeg set så sparsomt et publikum bliver overgivet til en wall of death og circlepits. En kammersjuk derinde lod mig vide, at Aborted her var bedre, end da de sidst besøgte landet med Broken Hope i Pumpehuset for lige omkring et år siden. Jeg har aldrig haft den fornøjelse at se dem før, men at dømme ud fra deres tonserperformance denne aften, var det ikke sidste gang!
Septicflesh
Uha, til at starte med troede jeg lige, at Septicflesh havde valgt at tatovere deres kroppe med kulsorte kødskeletter! Det var heldigvis bare dragter, men flot så det ud! Og det er også sigende for den samlede bedømmelse for bandet; det virker skidegodt, selvom der er små mystiske underfundigheder. Jeg har gennemtværet pladeafspilleren derhjemme med deres mere storladne numre, men aldrig hørt dem live. Så ville deres tekniske dødsmetal med snigende – og til tider omfavnende – episke lydunivers fungere live?
Tjoh, lad os bare sige, at jeg var godt gammeldags tryllebundet halvvejs inde i deres sæt. Det var lydsporet til verdens undergang, men hvis den dødsdom reelt lyder sådan, så må jorden gerne dø snart. Så god var musikken! Jeg nåede endda at fange mig selv på toilettet senere tænke: “Wow, en oplevelse! Godt, der ikke er flere bands i aften, for jeg er mættet med indtryk!”
Men før jeg bukker og underkaster mig disse grækeres lydindtryk, så var der mindre problemer med det samlede billede: De burde skaffe en bassist! Forsangeren lader til at ville spille for at spille og ellers bare tonse løs på den dybeste, åbne streng.
Nemt.
Under de mere symfoniske indslag, som er en voldsom vigtig del af bandets særegenhed, var lydsporet alt for langt bagud i lydtapetet. Det blev grynet og svært at tyde.
En skam.
Men det var langt fra noget, som før, at jeg undlader at se dem for fremtiden.
Tværtimod!
Kataklysm
Mine manglende noter på blokken til hovednavnet, Kataklysm, med deres northern hyperblast lyd og semi-melodiske elementer var noget, som jeg havde set frem til at opleve siden, jeg blev introduceret til bandet via nummeret “Ambassador of Pain”. Så da jeg hørte intro-stemmen forkynde: “This is the life we choose, the life we lead and there is only ONE garanty: None of us will see heaven!” var det en forløsning, der havde siddet inde i mig gennem ti år, der blev sluppet løs som helvedes gale køtere på én gang.
Den opsummering må være rigeligt, for jeg var så meget forblændet i at være tilstede i det skønne, dionysiske lydinferno, at jeg gav slip på alting og bare nød sange, som nok omkring 90 % af DK’s befolkning ville betegne som ren støj. Jeg føler med de avantgarte jazzmusikanter her.
