Bruce Dickinson - Spoken Word

Én plade, ét nummer

“Carrion” af Recitation (Indisciplinarian) 2015

Intentionen her er fornem og nobel hvad angår disciplinen at blande doom, død og psykedelisk rock sammen i en pærevælling og KUN på et nummer. Men der er noget med for mange kokke – og så har jeg en høne at plukke med den andenguitar!

Debutpladen fra danske Recitation byder på blot ét enkelt nummer på lidt over 27 minutter med samme navn som pladen, “Carrion”. At dømme ud fra pressematerialet er der her tale om anti-meningen med livet. Og når jeg lytter i starten af albummet, så…

…Hvad var det? Det lyder lige som når en guitarist øver i lokalet ved siden af indspilningen, men den er ganske tydelig i mixet her. Den er ikke dårlig, den spiller bare i mine øre en anden skala, lidt off-beat, lidt ustemt, lidt psykedelisk. Det blev jeg også lovet, trods alt. Doom-trommerne og Death-growlet sidder lige i skabet, intet at sætte en finger på dér, men den guitar…

Førstehåndsindtrykket leder tankerne i retning af en nostalgisk tur ned ad mindernes boulevard med et ultra-langt The Psyke Project nummer i midttempo uden disharmoni. Som tiden skrider frem på skivens ene nummer bliver jeg dog ikke henført i trance og overvejer mit eksistentialistiske virke i et nonlinært narrativ udi monotoniens stenstøtte over meningsløsheden og nihilismens berettigelse. Nej, jeg tænker mere prætentiøst og kedeligt.

Tanken er god, eksekveringen er ilde
Som sagt er produktionen god, og jeg forlanger ikke de største forandringer i lydbilledet, hvis leveringen føles gennemtrumfet og overvejet, men sådan har jeg det ikke her. Omkring 10 minutter inde i nummeret sættes tempoet lidt op, og man fornemmer lidt mere leg, men vi falder tilbage i det gamle tempo og…

…Hvad fanden sker der for den andenguitar?! Nu er den der igen! Som en sekunda-Jimmy Hendrix på svampe, der har forvildet sig ind i studiet. Den skaber ikke disharmoni eller melodi – den generer bare mine øregange.

Da vi nærmer os 16-minutters-mærket sker der heldigvis sager! Tempoet sættes op! Selv andenguitaren har fundet vej til den fulde forvrængning og leger sammen med de andre. Men ligesom jeg skal til at finde flere horn op af lommen, falder tempoet tilbage i sit normale leje. De ekstra bliver gemt væk igen.

Hvad var bagtanken?
Efter det umiddelbare klimaks springer vi anmeldelses-mæssigt frem til det 19. minut for at spare læseren for ensformigheden. Her er der virkelig skabt feedback fra guitarerne. Forestil dig en livekoncert, hvor bandet nægte af afrunde sidste nummer, men bare leger ukontrollabelt. Sådan er det også med Recitation her, problemet er bare, at det heller ikke lyder som om, at de har aftalt, hvad der skal ske her; så der sker lidt uden egentlig rigtig at ske noget.

Ved de 22 minutter inde i nummeret kommer der pludselig struktur i lydbilledet, og det lyder som en langsom udgave af noget fra Cattle Decapitation eller Skinless, men nu havde jeg (næsten) vænnet mig til det usammenhængende lydbillede.

Nuvel, jeg elsker min Death Metal, så jeg fisker da efter lidt flere horn… Og så er min gamle fjende i andenguitaren tilbage i sit kedelige leje. Jeg klipper snart strengene over på den!!!

Vi ender pladen med én lang feedback-tone fra guitaren, som vi kortvarigt indledte skiven med. Intentionen har formentlig været, at skabe en loop-effekt, som at nummeret kan fornemmes uendeligt, hvis man sætter skiven på repeat.

Retfærdigvis skal det siges, at produktionen her er noget af det bedste, jeg har hørt fra et debutalbum i undergrundsmiljøet. Trommerne og vokalen er i spitzenklasse, og Doom Metal og Death Metal-delene er fine nok uden at være prangende, men det psykedeliske element (jeg kigger på dig, andenguitar!) gør det hele prætentiøst og ender med, at Recitation aldrig helt finder sig selv.

Jeg sætter min lid til, at andenguitaren bliver stemt, og at drengene i bandet aftaler en bedre ensretning på lyd og udtryk.

“Carrion” udkommer den 12. oktober via Indisciplinarian. Bandet spiller udvalgte koncerter i efteråret.