Anmeldelse af: Finntroll m.fl. Gimle, Roskilde. 21. september 2018

Hvem havde lige spået, at den store folkefest ville opstå en lørdag i Roskilde?

Men det var immerværk, hvad der skete, da finske Finntroll lagde troldeørene forbi den gamle danske stad, hvor der forud skulle være tre omgange mere eller mindre genre-relaterede danske orkestre til at varme op.

Jeg havde længe set frem til denne koncert, men jeg havde da slet ikke turdet håbe på, at festen ville blive så omfavnende og formfuldendt, som resultatet ville ende med at blive!

 

Ethereal Kingdoms
Jeg har nok utallige gange påpeget det utaknemmelig ved at være første akt på en scene, specielt når der kommer så mange andre bands efter en.

Jeg har også tidligere set Ethereal Kingdoms med deres teatralske take på symfonisk metal, der forsøger at tage beskueren med på en rejse, hvor det ikke alene er musikken, der skal bære fænomenet Ethereal Kingdoms, men ligeså meget fremførelsen fra musikerne, spoken word og, ja, teater-elementer.

Man kunne under deres fremførsel denne aften blandt andet risikere at få stykker fra en violion, der blev smadret på scenen, i hovedet, hvilket blot understreger detaljerigdommen i dette orkester. Lyden var knivskarp fra start til slut, og det vokalregister fra forsangerinde Sofia må indynde beundring fra andre personer, der aspirerer og drømmer om at optræde på en scene.

Eneste skår i glæden var en lidt buldrende stortromme og et ønske om en scenografi, der for mit vedkommende gemte selvsamme trommeslager væk fra mit syn under hele koncerten. Men det er småting til eftertanke.

Symbiosen mellem band og publikum var også eklatant tilstedeværende allerede her, og generelt er det seje publikum en genganger, vi kommer ind på igen i denne anmeldelse.

 

Sylvatica
Nu skulle der være mere fokus på teknisk snilde, grænsende til guitaronani, på scenen, fremfor fokus på symfoni og historiefortælling.

Jeg har tidligere rost bandet med en optræden på samme scene, og det kan næsten lige så godt svare sig at læse den anmeldelse igen, for stilen var lige så god, men lydproblemerne var der færre af, og publikums lyst til at feste sendte bare bandets optræden op i en atmosfære for sig.

Der er ikke så meget andet end at kommentere på Sylvatica. De leverede varen, som man håbede på.

Atter et stort niveau så kort inde i en relativ lang koncertaften.

 

Vanir
Nu jeg nævner den tidligere koncert, så optrådte Vanir også ved den tidligere koncert, og dengang beskrev jeg bandets udvikling, der havde nærmet sig noget Amon Amarth-stil, og jeg skal være ærlig at sige, at jeg foretrækker deres helt gamle folk-stil.

Men personlige præferencer til side, så synes jeg, at jeg kan fornemme en stor progression i bandet, der beviser en udvikling, hvor de har trådt ud af eventuelle andre bands skygge og har fundet deres egen lyd, som man kun kan hylde.

Her var vi atter inde på historiefortællings-delen, hvor de gamle danere blev fremhævet for deres erobringer og mod.

Vanirs musik fængslede heldigvis publikum med deres lige dele tunghed og melodi, og jeg glæder mig til at følge bandets udvikling – live som på plade.

 

Finntroll
Da der på billetten stod, at der var et kvarter til, at aftenen var slut, gik Finntroll på, og nej, det var meget mere end en kvarters forestilling, vi fik – og sikke en fest (vi har haft nu i nat) med disse finnere!

De forstår virkelig at skrive en fængslende melodi, der inkorporerer folke-elementerne, uden at gå på kompromis med metallen, som jeg elsker min folkemetal! Man kan sammenligne dem med de gamle udgivelser fra Eluveitie eller Korpiklaani.

Salen var tætpakket, så det tidligere halvkolde Gimle denne aften var forvandlet til en finsk sauna. Og publikum skal have en hyldest for at bibringe til denne folkefest, hvor de udover ufravigelige moshpits (allerede under første akt) også kvitterede med en slags Midgårds-orme-dans rundt i salen. Eller en god gammeldaws boogie-woogie, om man vil.

Da vi nærmede os klokken 01, og vi havde afsunget “Trollhammaran”, som forventet, var det svært at affinde sig med, at kroppen var ødelagt på den gode måde, når knolden kaldte på mere folkemetal.

Tak til publikum, arrangører og ikke mindst bands!

Hvornår folkefester vi næste gang?

Fotograf Mathilde Maria Rønshof fangede den optrædende folkefest her: