Alice Cooper

Den hyggelige efternøler

-

Anmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli – 07. august. del 4/4.

Det skulle blive en tiltrængt afdæmpet søndag tilsat en masse hyggelige koncerter, da sidstedagen til årets Smukfest rullede af stablen.

 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Luftens Helte

Søndagen starter for vores vedkommende festligt ud med en koncert for alle aldre på The Hood-scenen, hvor det 19-personers aarhusianske orkester Luftens Helte leverer et brag af en festlig koncert udelukkende bestående af musik fra Disneys filmunivers. Der er absolut intet metal at hente her, og rocken er også pakket godt væk til fordel for den mere musicalprægede stil, de fleste af os kender fra barndommen.

Netop barndommen er med til at hive stemningen op til denne koncert. Nostalgien er til at tage og føle på, og gruppen ved det. De ældre Disney-sange bliver spillet på dansk, hvorimod de nyere bliver fremført på engelsk.

Bandet henvender sig ligeledes til både yngre og ældre, hvor de yngre kan høre noget musik, de muligvis kender (ikke alle børn ser gamle Disney-film), og de lidt ældre formår at holde en kæmpe fest til musikken. Hvor mange fester er ikke også endt ud i Disney-musik i sidste ende? Den her fest starter der.

Festen kommer dog aldrig helt op i gear i dag, da Smukfest, måske egentlig ganske fornuftigt, har valgt at lade orkestret spille en eftermiddagskoncert om søndagen, den lidt afslappede festivaldag, hvor der kun er musik på to scener, og forældre så kan hive deres børn med ud i bøgeskoven og få en på opleveren. Således føles dagen i hvert fald i takt med, at man oplever musikken og ikke mindst dagens publikum.

Luftens Helte er lige dele fest, farver og nostalgi, alt imens musikken bliver fremført på rørende vis. Orkestret er vanvittigt dygtige, ikke blot som musikere, men i høj grad også som entertainere. Showet, de leverer, er fremragende og formår at favne dejligt bredt.

 

Queen Machine

Skulle vi aldrig have en lille skive med rock!? Jo, det skal vi da, for nu går et af Danmarks eftersigende største og dygtigste coverbands på Bøgescenen.

Det rigtige band var for nylig i København med Adam Lampart i spidsen, hvor de høstede megen ros. Jeg selv var da også imponeret sidst det oprindelige band besøgte Boxen i Herning. Queen er stadig den dag i dag et fænomenalt band med et bagkatalog, der slår langt de flestes ditto.

Normalt ser jeg ikke den helt store fidus i coverbands, selvom det da er klart, at nogen bare gerne vil høre musikken, uanset hvem, det er, der fremfører den. Her er vi så også ude i hvorvidt, man så ønsker midt musikalsk originalitet, eller om man ønsker, at det skal gøres 1:1 efter de oprindelige forskrifter, så vidt det er muligt, skal det naturligvis forstås. Oftest er vi ude i sidstnævnte, og netop sidstnævnte er den kategori, Queen Machine hører ind under. De klæder sig og bevæger sig sågar, som var de Queen, eller i hvert fald som havde de Freddie Mercury med sig.

Queen Machine kan deres kram og spiller en fuldstændigt indlevende og storslået koncert. Der er tydeligvis tale om et enormt succesfuldt coverband, når de kan lave så store og prægtige sceneopsætninger, som det her er tilfældet. Ligeså formår bandet at ramme Queen-lyden nærmest perfekt, og sangeren ikke bare ligner, men formår også at lyde ret meget henad den desværre afgåede Mercury.

Gruppen spiller utroligt lækkert og fremfører de mange klassikere på fornem vis og med åbenlys kærlighed til originalerne. Denne kærlighed skinner igennem, også hos publikum, der flittigt synger med på de mange hits som “I Want To Break Free”, “Another One Bites The Dust”, “Don’t Stop Me Now” og naturligvis “Bohemian Rhapsody”. Stemningen er enormt god til Queen Machines-koncert. Gruppen tager ligeså røven på publikum og spiller sine ekstra numre med et kæmpe kor fra Aarhus, for som ensemblet selv udtaler: ”Når vi spiller på bøgescenen, gør vi altid lidt ekstra ud af det”.

Queen Machine gør noget ekstra ud af det, og det klæder dem at være et så 1:1 Queen-coverband, som de er, da evnerne rækker og charmen er der. Det spiller for lige netop dette coverband og det med god grund. Stilen er godt lagt, klassikerne er allerede skrevet, og her er et band, der faktisk formår at fremføre dem på fremragende vis.

 

Brian Downey’s Alive & Dangerous

Fra et coverband til noget, man vel også på sin vis kan kalde for et slags coverband? Brian Downey’s Alive & Dangerous spiller nemlig en bred vifte af numre fra et af Irlands historisk set mest vigtige musikeksporter, og, nej, jeg taler ikke om det håbløse U2 med hellig-fransen Bono i front og den altid delay-elskende The Edge på guitar. Nej, vi taler naturligvis om Thin Lizzy, mine damer og herrer; et band, for hvem Brian Downey var stiftende medlem og trommeslager. Gruppen, vi her skal opleve, er i øvrigt opkaldt efter det legendariske Thin Lizzy-livealbum, “Alive & Dangerous”, som i denne anmelders optik er blandt de bedste livealbums nogensinde.

Der bliver i den grad skudt klassikere ud fra scenen, når Brian Downey’s Alive & Dangerous spiller op til dans. Ligesom hos Queen Machine er musikken også her udført med selvsikker præcision og en enorm kærlighed for originalerne, og hvorfor skulle det være anderledes? Det er jo den oprindelige trommeslager, vi har med at gøre. Forsanger og bassist, Matt Wilson, formår sågar at fylde skoene fra Lynnot ret godt ud, hvilket er en bedrift i sig selv. Basspillet og vokalen sidder lige i skabet. Stemmeføringen er tæt på spot on og virker levende igennem bandets numre.

Sammenspillet i bandet ligger rigtigt lækkert, hvor det både kan være stramt, når det skal, og lidt mere tilbagelænet, når det skal det. Måske bliver det til tider lige tilbagelænet nok, men generelt sidder bandets sammenspil lækkert og problemfrit.

Spilleglæden stråler fra det tændte band, der til trods for et tyndt fremmøde giver den godt med gas. Bandet kommer godt ud over scenen og forsøger ihærdigt at få vækket det søndagstrætte hygge-publikum lidt op. Det lykkes desværre ikke helt. Der kommer aldrig rigtigt gang i publikummet udover de forreste par rækker, der desværre også er tyndt befolket.

På Smukfest er Brian Downey’s Alive & Dangerous som minimum i live, omend mere hyggelige end farlige. Det samme kan kun lige siges om dagens fremmødte publikum, der mest af alt trænger til at hygge sig lidt med en fadøl.

 

TV-2

Eller også er de faktisk kommet for at se det her?

Det kunne synet af menneskemængden foran bøgescenen i hvert fald godt antyde. Her er der godt fyldt ud, og folk er klar på at lade sig synke ind i TV-2s soniske og lyriske univers.

Bandet, med sanger og folkeklenodie Steffen Brandt i front, formår lynhurtigt at fange publikums opmærksomhed. Der bliver sunget med, så det batter, og Brandt styrer showets gang på meget overbevisende vis. Det er tydeligt, at TV-2 stadig kan deres kram. Showet er godt skruet sammen, varierer fedt, og sammenspillet sidder lige der, hvor det skal sidde. Keyboardet får dejligt med luft under vingerne, imens Brandt ubesværet synger de velkendte og gode vokal melodier.

Lyden er ligeledes glimrende under TV-2s koncert, hvor alt lader til at gå klart igennem. Det skal det da også helst, for numrene skal jo være lette at genkende og være gode at både danse til og synge med på, og dette bliver der så sandelig også gjort. Smilene blandt det fremmødte publikum er mange, og man forstår det godt. TV-2 er fængende, og det er let at gå til, især når man, som jeg, har et kært forhold til dem fra barnsben. Der er blevet lyttet til helt absurd meget TV-2 i mit barndomshjem.

Det er utroligt, at man kan lave så dansevenlig sing-a-long musik, der på så mange måder er melankolske, som TV-2 formår det. Hvad end det er, TV-2 gør, så gør de det i hvert fald rigtigt på Smukfest, hvor de leverer en nærværende koncert, med alt hvad der dertil hører af gode og fængende 80er-popmelodier. Der er fest og glade dage endnu ude i bøgeskoven, men vi er ved at nå til vejs ende, og for rigtigt mange vil dette da nok også agere den perfekte afslutning i bøgeskoven for i år, men vi skal lige nå en koncert mere.

 

Magtens Korridorer

Vi er nået til vejs ende, og hvad kan være mere Smukfest-agtigt end at slutte af med TV-2, nøjagtigt som jeg gjorde den ene dag (som i øvrigt er første og eneste gang indtil i år) jeg var på festivalen tilbage i 2006? Det skulle da lige være at slutte den med det første band, jeg så på festivalen i 2006.

Visse ting ændrer sig ikke, kære læser, og når det kommer til dansk musik, er der ikke meget variation fra år til år, eller festival til festival for den sags skyld.

Magtens Korridorer er dog tydeligvis ikke kommet for at lege. Der er blevet taget det hårde skyts med, især når det kommer til showet, hvor gruppen formår at fremstå intense med en fed rocket ”jeg-er-da-ligeglad”-attitude. Magtens Korridorer har nu engang altid været et fremragende liveband, og det er de stadig.

Selv de numre, som ikke rigtigt rammer denne anmelder, formår at få bare lidt luft under vingerne, når de bliver fremført af et band, der kan virke bare en smule bidske. Magtens Korridorer besidder dog ikke kun vrede, de har også et godt glimt i øjet gemt ind i deres fandenivoldskhed, og denne skinner da også igennem særligt i numre som “Tilt”, “Lorteparforhold” og “Picnic På Kastellet”. I det hele taget klæder det bandet mest, når der kommer lidt smæk på, og der ikke går for meget rundhyl i melankolien.

Gruppen spiller dejligt skrabet, hvilket passer enormt godt til musikken og det lidt rå udtryk, som bandet stadig besidder. Det bliver heldigvis aldrig utight, og det er ligegyldigt, hvilket medlem fra bandet, der skal have lov til at spille keyboard, det virker alligevel.

Lyden er måske lidt i den lave ende for en rockkoncert, men til trods for dette fungerer den fint. Der er ikke for meget knald på, til at detaljerne i det ellers skrabede sammenspil går tabt.

Publikummet har til gengæld en kæmpe fest, især oppe på de forreste rækker bliver der rigtigt gået til den og sunget med for alle lungers fulde kraft. Publikummet har tydeligvis en sidste rest af energi, der lige kan brændes af på falderebet af festivalen.

Magtens Korridorer beviser, at de stadig er et habilt band, der dog er absolut fedest, når der bliver gået lidt ekstra til stålet. Til trods for søndagstræthed og hyggestemning formår Magtens Korridorer at blusse til festilden.

Det har været en dag i hyggens tegn på Smukfest denne søndag, en dag der vel mest af alt kan ses som festivalens lille hyggelige efternøler-dag.

REVIEW OVERVIEW

Luftens Helte
Queen Machine
Brian Downey’s Alive & Dangerous
Magtens Korridorer

Share this article

Recent posts

ORM Intet • Altet

Et ikon af en anden årsag

Eksklusiv prog i smilets by

Popular categories

Den hyggelige efternølerAnmeldelse af: Smukfest. Skanderborg, Jylland. 31. juli - 07. august. del 4/4. Det skulle blive en tiltrængt afdæmpet søndag tilsat en masse hyggelige koncerter, da sidstedagen til årets Smukfest rullede af stablen.   Foto: Bastian Reinholdt Madsen Luftens Helte Søndagen starter for vores vedkommende festligt ud med en koncert...