Rockparty i provinsen

Anmeldelse af: Queen. Jyske Bank Boxen, Herning. 15. juni 2018.

Mestrene af storslået gammeldags rock nedlagde Boxen i Herning med et show, der bød på masser af fede numre, en superflot sceneopsætning – og vigtigst af et imponerende nostalgisk show.

 

Så er vi fandeme tilbage!

Sidst, jeg var i Herning, var for at anmelde den mildest talt halv-fesne omgang Metallica leverede tidligere på året. Dengang viste Boxen sig ikke fra sin bedste side, og det er derfor med et håb om, at stedet ikke viser sig, som det gjorde under førnævnte koncert, at jeg denne gang træder indenfor dørene. Det viser sig ganske hurtigt, at i aften vil vise en anden side af Boxen.

Queen har ikke opvarmning med, hvilket egentlig falder i god jord. Nærmest ethvert band vil blot skuffe, hvis de skulle på scenen inden Queen. Publikummet hungrer tydeligvis efter de aldrene rockere, og derfor er det rart, at der ikke kommer noget lidt ligegyldigt og spiller inden.
Jeg hører, at der er solgt lige knap 11.000 billetter. Det skal siges, at jeg havde forventet mere, og man kan da også godt se, at der er ret tomt bagerst i Boxen, særligt på gulvet er der plads til mennesker. Bandet går på til, hvad der i fagsprog kaldes for ’’Queen time’’. Her til aften betyder det 17 min efter showtime. Klassisk for mange af de større kunstnere.

Sættet starter lidt tyndt ud, og der kommer først rigtigt kog i potterne, da “Tie Your Mother Down” bliver fyret af som tredje nummer. Publikum er vilde med Queen, og der bliver klappet rigeligt med til de forskellige sange.
Bandet styrer på fineste vis deres publikum på lige netop dette punkt.
Der skal ikke meget til, før publikum starter havet af klappende hænder, der nærmest giver en smuk genklang i salen. Dette er en fuldt ud fortjent gestus, da bandet er flyvende her til aften.

Bandet lyder ligeledes glimrende, og særligt er Brian May nærmest en levende tidsmaskine. Hans lyd har ikke ændret sig siden 70’erne, men hvorfor dog også fikse noget, der ikke er i stykker og som netop er så legendarisk?
Ligeledes er trommerne buldrende, men stramme; bassen sidder lige i skabet og lyder også godt på den gode retromåde, som den kendes fra Queen. Ligeledes er vokalharmonierne fuldstændigt on point og yderst behagelige at lytte til.
Der bliver desuden midtvejs i koncerten leveret en glimrende trommesolo/duel imellem Roger Taylor og Rufus Taylor. Fed måde at spice en ting op, der ellers ofte bare fylder i løbet af en koncert, ved at gøre det til en duel, og så endda en glimrende en af slagsen.

Adam Lambert er ikke Freddie Mercury, der findes jo kun en Freddie, som Adamselv siger fra scenen. Dette har han helt ret i.
Han lyder ikke som Mercury, og kommer aldrig nogensinde til det. Til gengæld må jeg tilkendegive, at manden synger fantastisk alligevel. Naturligvis mister musikken noget af det, der gør den så unik i det, at Freddie ikke er her mere, men Lambert gør det nu glimrende, omend hans stemme er lidt mere lig med andre vokalister. Det får musikken til at virke en kende anderledes, uden at den på noget tidspunkt bliver dårlig. Det bidrager blot med en anden karakter til de velkendte numre.

Første reelle svinger i valsen opleves under klassikeren “Don’t Stop Me Now”, der leveres så tilpas langsom, at alt momentum i sangen forsvinder. Det føles lidt sløvt, særligt med lige netop det nummer, da det netop normalt stråler ud med energi. Det er ikke meget, tempoet er sat ned, men det er tilpas til, at sangen mister sin mening.

Der, hvor Judas Priest kommer ind på deres motorcykel, er Queen lige det mere miljøbevidste og kører rundt på en cykel under nummeret “Bicycle Race”. Det er fandme sjovt og en fed detalje at putte i showet.
Idet hele taget har koncerten en supersprød sceneopsætning. Selve scenen er formet som en guitar, hvor der er mulighed for at løbe op på et podie bag trommeslageren. Der er ligeledes masser af fede små lemmer i gulvet, hvor ekstra ting til koncerten bliver hejst op. Der er rigeligt af showmanship på de gamle drenge, og det virker i allerhøjeste grad.

Queen har med deres enorme bagkatalog en glimrende sætliste med, hvor vi får serveret samtlige klassikere.
Da basgangen til “Another One Bites The Dust” lyder ud af højtalerne, opstår der en ekstra jubel fra publikum. En stor del af dem har efter al sandsynlighed lært at give hjertemassage til denne sang. Der opstår en stor fællessang under en akustisk version af “Love Of My Life”, hvor Freddie også lige kommer frem i form af et gammelt liveklip, så han kan synge med May. Det virker egentlig glimrende, uden at man helt glemmer, hvor corny dette tiltag egentlig er.
Brian May leverer en måske lige lovlig lang guitarsolo. Han er en glimrende guitarist, men han er meget mere melodipræget end ren guitarsoli uden backing kan klare i længere tid. Soloen falder således lidt på gulvet, men samles op med, hvad der kan tolkes som ironisk distance, da nummeret “The Show Must Go On” fyres af for fulde udblæsninger direkte efter soloen.

Den gode Lambert får endda til sidst i sættet tid og lyst til at være mere folkelig og hopper derfor ned i fotograven, hvorfra han både synger og langer ud med highfives til det glade publikum. Herefter får vi serveret en mildest talt fantastisk version af rock-opera-klassikeren “Bohemian Rhapsody”, et nummer, der ALDRIG må mangle i en Queen-sætliste. Hele salen bryder ud i enorm fællessang.
Dette er magten bag Queen særligt med dette nummer. At have set Brian May komme på scenen i røg og damp for at fyre sin solo af til dette nummer må siges at være en drøm, der er gået i opfyldelse.

Efter en kort pause vender bandet tilbage til lyden af “We Will Rock You”. Her havde man med god effekt kunne sætte “The Show Must Go On” ind før, da dette også havde været en sjov og effektiv start på ekstranumrene. Så havde man naturligvis ikke fået ironien i forhold til Mays solo med, men den havde nu nok stadig passet bedre som starter på ekstranumrene.

Igennem hele koncerten har publikum været gode, ja, bedre end normalt til at klappe på de rigtige slag, men under “We Will Rock You”, er det som om, noget går galt. Publikum kan i hvert fald ikke finde hoved og hale i, hvornår der skal klappes. Et lille tip: gør det på 2 og 4, eller hvis du, som jeg, er lidt en dør til at tælle, så lyt efter lilletrommen, og læg dit klap der. Der sluttes naturligvis af med “We Are The Champions”, der leveres selvsikkert af Lambert og resten af bandet.

Efter en aften i selskab med dronningerne, må jeg erklære, at jeg kun kan bifalde, at de rent faktisk stadig gør det her. Bandet spiller stadig fremragende, der er et supergodt show, og Adam Lambert synger fortræffeligt.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var forudindtaget og regnede ikke med, at jeg ville bryde mig om Lambert. Jeg må indrømme blankt, at jeg tog fejl. Han er sej, og han fungerer glimrende til at bære faklen videre ikke i stedet for Freddie, men nærmere i Freddies minde.

Her kan du se et galleri fra aftenen via Lykke Nielsen Photography: