Øl, horn og brand

Anmeldelse af: Night of the Black Attack Vol. 2, Forbrændingen, 18. november 2017

Weekenden startede fredag klokken 13 i lufthavnen, eller nok nærmere bestemt landingspladsen i Rønne, hvor jeg havde booket plads til Kastrup for senere at ende på min destination tæt på Ølby. Øl skulle vise sig at være en stor del af væskeindtaget weekenden over. Først julefrokost hos fotograf Mark for dagen efter sammen begive os mod Albertslund og Forbrændingen, hvor HeavyMetal.dk bød op til dødsdans med deres Night of the Black Attack 2.

Foto: Mark Stoumann

Mine tanker var mange omkring arrangementet, da hele fire black metal-bands var på programmet: ORM, Satanic Assault Division, Slægt og Solbrud, hvor jeg har været lidt efter sidstnævnte i en anmeldelse af deres seneste udspil. Jeg var spændt på egne vegne grundet tre nye bandoplevelser, samt på kollegaerne fra HeavyMetal.dks omkring publikumfremmødet i en niche af metalgenren. Men ingen grund til bekymring, for lad mig bare lægge ud med at slå fast, at det var en STOR succes for de mellem 350 og 400 publikummer, der dukkede op.

ORMEKUR.
Hvis der var lidt træthed tilbage i kroppen efter fredagens julefrokost og rigelige mængder indtag af øl og mad, så havde ORM den helt rigtige kur. Med “Blood of Your Blood” bragende ud af højtalerne klokken 20, blev der hurtigt sat ild i Forbrændingen og dens publikum. Til trods for en obskur høj vokal gennem de første numre, hvor guitarerne druknede i de vrælende, fræsende fraser, så fik ORMen hurtigt omklamret de med god vilje tæt på 400 publikummer, der var til stede i salen, hvilket blev vist ved headbangin’ og horns en masse.
Som skrevet i pladeanmeldelsen, fik Lasse Ballade rettet lyden rimeligt til, så de grumme, omklamrende guitarstykker i eksempelvis “Temple of the Deaf” kom til deres ret. ORM vil spille metal, så der er ikke meget publikumskontakt, men hvad fanden gør det, når der bliver leveret så godt og fedt spillet sæt. Det er jo musikken, vi er her for. Hvis ikke det havde været for den obskurt høje vokal i starten, så havde de fået fem stjerner herfra – men det får de sgu alligevel…

S.A.D.
Her mener jeg ikke “Sad But True”, men nærmere noget i retning af “sad” som i: rigtigt trist.
For hvad, der startede fedt med kutteklædt sanger og “trve” black metal-attituder, fes lidt ud, da kutten røg af muligvis på grund af den energiudladning, der var i gang på scenen, som gjorde det for varmt til at beholde den på. For det var en helt anden scenefremtoning, Satanic Assault Division leverede end føromtalte ORM, som nok bedst kan sammenlignes med et foredrag i musik og en neutronspaltning, der går helt galt. Totalt smadder og fuld gang i den hele vejen igennem med de mange floskler som “Nu vil jeg se blod derude “, eller “Jeg har lyst til at kneppe en nonne” med påtaget og forsøgt ond mine, som for mig bare virkede komiske.
Så kom det hele bare til at virke uigennemtænkt og gjorde det svært at abstrahere fra, men så var det jo godt, at baren var lige ved siden af. Jeg mener, enten er man ond, eller også er man et pauseindslag a la gode gamle Jørgen Clevin.
To stjerner for forsøget.

Slægtsforskning
Min kammerat Paw, som var med på turen til Horsens den 25. maj, stod endnu engang ved min side denne aften, og det skulle vise sig at være en god ide af to grunde:

1: Han er skide god til at hente øl, så man har altid noget at drikke.
2: Det kommer vi til senere.

Paw havde oplevet opkomlingene fra Slægt tidligere på Copenhell, som jeg missede, og han havde talt om dem op til flere gange i dagene op til koncerten her, så jeg var ekstra spændt og måske en kende nervøs for, at de ville skuffe de høje forventninger taget i betragtning.

Hold nu kæft, hvor var det godt, alt spillede maks, som min gamle sergent ville have sagt efter et stueeftersyn uden at have fundet ét gram støv. Det var fandeme svært at hælde øl indenbords under Slægts koncert, så jeg er glad for, at Forbrændingen serverede dåseøl, man selv åbnede, når de skulle indtages, det gjorde det nemt at placere dem i mine lommer på bukserne, mens horn blev kastet, og nakkemusklerne rørt, som de ikke er blevet de sidste ti år. Jeg er jo en gammel mand…
Der er jo ikke så meget at sige… nååå, jo… grund nummer to til, at jeg var glad for Paws tilstedeværelse: Jeg skal bruge hans hjælp, for Slægt har helt sikkert Christian Eriksen med i deres slægtstræ, for de springer efter min vurdering skalaen og får seks stjerner ud af fem mulige….

Storm, sol og brud
Tiden var kommet, hvor jeg nu skulle se, om de danske black metal-darlings også føltes som en ørkenvandring, akkurat som jeg følte, flere numre på pladen Vemod var. Oasen havde jeg dog i forvejen, da baren var tre meter til venstre for mig, og i mine lommer havde jeg lagret to øl, så nu kunne de sgu bare komme an!
Lasse Ballade havde som under Slægts album stadig fuld kontrol, og ikke en finger kunne sættes på lydbilledet på pladen. Så nu var det op til Solbrud selv at vise mig vejen gennem sandet. De dragende guitarer viste en fornem vej, alt imens to opstillede blæsere skabte storm, vindblæst hår og brød sandet. Den rene, men mørke sti føltes alligevel oplyst af det lysende mørke, som Solbrud skabte i aften med deres atmosfæriske black metal. Da jeg var en ung knøs og sad for tæt på tv’et, fik jeg at vide, mine øjne blev firkantet, og når jeg lavede fjollede ansigter, var beskeden, at jeg skulle stoppe, ellers kunne jeg risikere, at ansigtet satte sig fast. På denne aften har jeg så været bange for, at mine hænder ikke ville kunne lave andet end horn i fremtiden.
En håndfuld horn til Solbrud også.

En sidste ting, jeg vil ind på, er arrangørerne, som skal have fire stjerner for at kunne samle så mange black metal-fans til dansk black metal. Var Forbrændingen en stavkirke, så ville den være brændt ned til grunden, for der var fandeme ild i både bands og fans, selvom det kun var i hjerterne.

Bornholm over and Out.

Du kan se mange flere billeder fra aftenen HER.