Pistolløbet pegede lidt nedad

Anmeldelse af: Guns N’ Roses, Parken, 27. juni 2017.

Ved første indtryk ved amerikanerne i hopla, ved andet indtryk… knapt så meget.

En af de fornemme journalistiske dyder er at være aktuel. Det er vi langt fra med denne anmeldelse, som falder tre dage efter Guns N’ Roses afsluttede deres koncert i Parken. De hurtigste anmeldere har sikkert være ude med en anmeldelse tre sekunder efter endt koncert.

Havde jeg gjort det samme, så havde jeg måske givet amerikanerne noget nær topkarakter for et brag af en koncert med alle de rigtige hits. Men som næsen blev vendt hjemad, og fotografen øffede noget i retning af “Ja, det var okay, men ikke banebrydende”, så begyndte jeg at revurdere min første indskydelse.

Jeg har aldrig været i Parken og opleve koncert før nu. Jeg har hørt gyserfortællinger ved sengetid om den infernale lyd i betonhelvedet kendt som Parken. Jeg forestillede mig, at “Welcome to the Jungle” ville ende som dårlig noise grindcore. Det var så ikke min oplevelse. Bevares, jeg har da hørt bedre, men det er som at opdage, at uhyret under sengen bare er en glemt teddybjørn: Så galt var det da heller ikke.

Hvad der imidlertid var galt, var et band præget af kontor-tendenser: Endnu en dag på arbejde. En hæs Axl Rose, statist orkester og laaangtrukne guitarsoloer fra guitaristen Slash.

Så nu her, hvor jeg har summet lidt over oplevelsen, så er jeg egentlig ligeglad med, om man er en levende legende på en spade: Det KAN blive for kedeligt med alle de soli. Og det her er formentlig det nærmeste, vi kommer på det oprindelige Guns i Danmark, og så kan Axl slet ikke ramme tonerne. Ja, ja, man kan have en dårlig dag, men han var fænomenal med stemmen sammen med AC/DC i Aarhus, og jeg havde nok bare glædet mig og blev trukket med af stemningen i kroppen og af at være sammen med vennerne med god udsigt til scenen.

Og “Knockin’ on Heavens Door”? Jeg har set flere optagelser på nettet af bandet fremføre sangen live, hvor jeg kiggede på armen og så gåsehud. I Parken kiggede jeg på det imaginære armbåndsur. Det blev da kedeligt…

Men for at vænne tilbage til stemningen, så er det vel også det, en god koncert handler om? Jeg havde trods alt en fest den aften, så stemningsfronten ville jeg give fire ud af fem stjerner, men bandet ville kun få to ud af fem stjerner.

Se et par billeder fra fotografen Mark Stoumann her:

 

 

 

 

 

Mærkater: ,