Optøjer i humanismens navn

Nordsjælland er ikke ligefrem en del af landet, der er kendt for sin heavy metalscene. Da jeg har boet i både Vedbæk, Rungsted Kyst og Humlebæk, kan jeg med stor personlig erfaring slå dette fast. De til tider karikerede (men desværre virkelige) whiskybælte-mennesker i denne landsdel har ikke meget tilovers for sortklædte, langhårede fans af pigtrådsrock udover hån og lignende sørgelig opførsel. 

Men der har jo alligevel været shows navnlig i Helsingør med både Whitesnake og nu vanærede Marilyn Manson. Jeg har da også selv oplevet Hatesphere, LIVLØS og Xenoblight på Kulturværftet i 2019 og Hexis på Elværket i 2022. Begge gange med meget få tilskuere tilstede. Så på baggrund af alt dette regnede jeg ikke med den store deltagelse på Toldkammeret denne torsdag, men det skulle ikke stoppe mig i at gense en af mine favorit hybrid-grupper fra Danmark. 

SortHandsk 

Den danske rapper Marwan har haft en lang karriere, hvor han har udgivet syv plader, men de seneste år har han slået sig sammen med Michael Svane, der har spillet trommer for L.O.C., og guitarist Søren Bendz, og sammen har de dannet rapmetal-bandet SortHandsk. Deres selvbetitlede debutalbum udkom i 2021, og i 2024 udkom EP’en Diaspora. 

Redaktøren for dette magasin skrev en dag til mig, at “jeg har fundet et band, der er mere Natjager, end Natjager”, og bestemt har de to bands nogle ting til fælles, men trekløveret er langt mere ovre i Rage Against the Machine og Body Count og er i det hele taget gået anden vej end autotune-rockerne. 

Jeg var i hvert fald solgt med det samme, og jeg har siden da set SortHandsk på Kansas City, HeadQuarters, Hotel Cecil, Copenhell, Loppen og sikkert er par andre steder, jeg har glemt. Nu står Nordsjælland for skud.

Scenen er oplyst af blåt og lilla lys, men dette bevæger sig ikke under koncerten, så det gør ikke meget for oplevelsen. Vi er ikke meget mere end 20 mennesker, og jeg er den eneste, der står foran klar til at bevæge mig. Det er en temmelig stor scene, som gruppen skal fylde ud, og der gives hånd til denne anmelder, inden der åbnes med “Magt I Gevær”, og det catchy groovy nummer er skønt at headbange til, imens Marwan leverer et fedt flow, hvor der bliver råbt til modstand og oprør. 

Dette element er et element af SortHandsk, der ikke kan eller må ignoreres. Det er ikke party-nu metal som Limp Bizkit. Teksterne taler om mange politiske emner og tunge kulturelle problemer. Det er ikke nyt, at rockmusikken bliver brugt som protestmusik, men der er ingen på den danske metalscene, der er så udtalte om det som trioen. 

I “Generation X” råbes der op om tabt tid og skuffelser. Sangen “Mish Minnah” betyder “ikke af os, men fra os” og burde sætte gang i ethvert gulv med sin vrede lyrik og tunge riffs fra Bendz og koret, der afspilles i omkvædet. Dog er det et genert publikum denne torsdag, men jeg aner alligevel, at folk rykker en smule i baggrunden ved bordene i midten af lokalet. 

Vi lover rapperen, at hvis vi møder en facist, så giver vi dem et hul i hovedet, inden et af  deres mest aggressive numre “Facist” begynder. Det er perfekt at råbe med på i kampen mod xenofoberne og “rasmus-paludanerne” der får tæsk i teksterne. 

“Det koster penge at leve, det koster også penge at dø” bliver introen til “Khina”, der rækker ud og rører ved ensomheden og meningsløsheden i den moderne eksistens og frustrationen over denne tilværelse som en del af den altopslugende kapitalisme. Bendz kommer lidt rundt på scenen, og Marwan får flyttet sig fra sit mikrofonstativet og hopper med på den solide og faste rytme fra Svane. 

“Hvornår har der ikke været krig? Der er krig i mit hjemland, og der er krig i mit hjerte”. Således indledes “Krig”, og vi sender kærlige tanker til Palæstina og Ukraine. Den akustiske del af showet består af “Kabballah”, og den næsten 20 år gamle smukke “Sten I Hans Hånd” fra Marwans debutalbum, P.E.R.K.E.R. (2007). “Den største racisme er zionisme,” erklæres der, og vi håber på en dag, hvor der er fred i verden. 

“Tik Tok” fra den kommende EP bliver læst op fra deres digt/tekst samling, Som Foroven Som Forneden (2024). Med et stort glimt i øjet og et skævt smil spørger sangeren, der slet ikke ser sig selv som forfatter, om vi vil købe hans bog, så en perker kan komme hjem til Jylland. 

Da vi bevæger os over i de nyere numre, er jublen højere fra folk, og selvom der ikke kommer nogen moshpit i aften, stiger temperaturen til “Falsk”, “Optøjer” og “Komplot” + gæsterne bliver bedt om at lave larm for denne skribent. Lidt rørt bliver man da. 

“Vi elsker livet, det er derfor vi brokker os så meget,” siger rapperen, inden den eksplosive og fængende “Viva” bliver annonceret som sidste sang, og nu nærmer folk sig sørme scenen, og så er vi pludselig 6-7 mennesker, der fester oppe foran. Bandet går af, men nu er der stemning, og der råbes så meget, at SortHandsk kommer tilbage til et ikke planlagt ekstranummer. Vi får “Magt I Gevær” igen. Dette er ikke sket til noget andet show, jeg har set, kan jeg hilse og sige. Med headbanging og hopperi siger vi farvel og tak for denne gang. 

Det var svært at spille Toldkammeret op for SortHandsk, men det lykkedes til sidst. Der er noget livsbekræftende ved at se nogle musikere, der vil mere med deres kunst og står her uden undskyldning med et aktuelt budskab, der ikke vil miste sin betydning lige foreløbig.

Jeg skal da også se dem live igen på Templet i morgen, for det her er for meningsfuldt til kun at opleve én gang. 

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder