Interview med: De Forbandede
Reelt har det odenseanske band De Forbandede kun spillet sammen i et par år, men når deres debutalbum udkommer 4. februar, er det på flere måder en plade, der har være flere årtier undervejs.
Stemningen i studiet hos De Forbandede er hyggelig og afslappet. De sorte lædersofaer er godt siddet til, så man synker behageligt ned i dem. Der er “Odense Classic”-øl på bordet, og røgen fra flere tændte cigaretter lægger en stemningsfyldt tåge i rummet. De fire drenge, der sidder afslappet omkring bordet, har i løbet af 2016 fået stor succes med deres blanding af tung stoner- og syre-rock, som både er blevet spillet i landsdækkende radio og har sikret bandet spillejobs på festivaler som “SPOT” og “Gutter Island”. En succes, der er kommet mindst lige så meget bag på bandet, som på alle andre. Alligevel har De Forbandede ingen planer om at hvile på laurbærene – allerede d. 4. februar udkommer bandets første fuldlængde album, og i løbet af 2017 vil fans både se meget mere til bandet på landets livescener, og der er allerede ny musik under opsejling. Men hvordan er De Forbandede kommet hertil, og hvad er deres forhåbninger for fremtiden? For at finde frem til svarene på det, nåede samtalen både forbi ung kærlighed, spanske loverboys og Jesper Binzer fra D.A.D.
Lad os gå helt tilbage til begyndelsen. Hvordan startede De Forbandede?
Peter [guitar og vokal. red]: Det startede med, at vi gerne ville lave noget simpel rock og rul. Eller, for at gå helt tilbage til starten: For ti-femten år siden startede Michael [keys og vokal] og jeg et studie med en plan mellem linjerne, der hed: ”Vi skal have bygget et megafedt sted op, og så skal vi have de vildeste vilkår for at indspille selv på et eller andet tidspunkt.” Men det, der sker, når man starter sådan noget op, er, at man overhovedet ikke får tid til at lave noget selv.
Så det tog lang tid, men på et tidspunkt kom jeg frem til, at jeg gerne ville lave noget fed rock og rul i tre akkorder. Og det skulle være vokalbaseret, fordi det har jeg aldrig lavet før. Michael og jeg har produceret Nicolei [bas og vokal] og Ricky [trommer] i flere forskellige sammenhænge, så på et tidspunkt besluttede vi, at vi skulle mødes og jamme noget stonerrock. Efter at vi havde jammet et par gange, udviklede det sig til at blive sådan et ”benspænds-projekt”.
Første bespænd var, at numrene skulle være vokalbaserede – det skal være melodien, der bærer sangen. Sangen skal være kort og skal skæres ind til benet. Det skal være så simpelt, at vi kan spille det live. Jeg skriver et nummer på akustisk guitar hjemme i min sofa, og når jeg har et par idéer, mødes vi og sætter det sammen. Det bruger vi en times tid på, og så indspiller vi det. Vi har tre takes til at indspille det, og så er det det. Ellers har vi spildt 20 år af vores liv. Vi er alle sammen nogle gamle drenge, der har spillet musik i mange år, så hvis ikke vi kan ramme et eller andet rigtigt på vores instrumenter på halvanden time, har vi spildt vores tid på at øve og spille musik i tyve år.
Michael: Og det gik så ud over orgelmakkeren, som aldrig har spillet orgel i et band før.
P: Jeg kender jo heller ikke numrene meget bedre, selvom det er mig, der har skrevet dem – jeg har jo kun spillet dem et par gange på akustisk guitar, og pludselig står jeg med fuzz-pedaler og alt mulig lyd og et helt band at spille sammen med.
M: Jeg tror også, det er det, der har været sådan… appellerende for os alle sammen, det er den her simple tilgang til det, hvor mange af os kommer fra en baggrund, hvor der er lagt rigtigt meget energi i at skrive numrene, og øve og sætte nye stykker ind og diskussioner.
Ricky: Så nu var det én, to, tre, fremad.
P: Omkring april 2015 havde jeg tre numre, og vi aftalte at mødes i studiet. Så ringede Nicolei og sagde, at han var blevet kørt ned, så han kunne ikke komme, og Ricky kunne heller ikke. Så var jeg nødt til at lave det selv. Til andet møde var Ricky der ikke, og jeg var nødt til at tage trommerne selv. Da lavede vi sangene ”Forbandet Manifest” og ”Flygtige Saltopløsninger”, hvor Nicolei spillede bas, Michael spillede orgel, og jeg spillede guitar og trommer. Men sådan var det til at starte med. Vi var et projekt, og dem der dukkede op, var med til at indspille.
Nicolei: Det var jo også bare noget, vi lavede for at gøre det. Det var ikke, fordi vi havde et mål med det.
P: Præcis. Det var en milepæl for os selv. Så man kan sige: ”Hvad lavede du i går? Du så tv? Jamen “Vild Med Dans” er da også meget fedt – men vi lavede det her!”. Men så sad vi efter den første aften, hvor vi var fuldtallige, og havde indspillet tre numre – Det første nummer, vi indspillede, var ”Må dit liv gå op i ild”, så kom ”Vi troede kun på livet” og ”alt eller ingenting”. Og da sad vi hernede. Der er ingen af os, der har lavet noget så simpelt før – vi har altid skullet vise, hvor dygtige vi er med breaks og skæve taktarter – men der sad vi og sagde ”vi skal høre den igen!”
M: Den ene af udfordringerne var, at det var meget simpelt, og så skulle vi have det til at vokse. Fordi det bare nogle få akkorder, hvordan får vi så den her simple rundgang til at vokse, til at blive til et nummer, hvor det er trommer og hele balladen med korpassager og orgel, der går ind og giver det dybde. Det har vist sig at være en god ting at gøre det sådan.
Bliver det nogensinde frustrerende at have de her dogmer omkring det?
R: Ja. Både og. For mit eget vedkommende, da kan jeg da hele tiden se nogle steder, hvor jeg tænker, at jeg måske ville have gjort noget andet, men sådan er det. Det er meget fedt at skulle acceptere det. Men jeg kan godt mærke, at det bliver sådan lidt presset, fordi man hele tiden kan finde på nye ting hist og her, men det må man jo så bare acceptere.
M: Jeg vil sige, at det er nok mere på den måde, at i starten, da var der jo ikke rigtigt noget at sætte det op imod, da var det bare hvad det var, i nuet, det der kom. Og nu har vi fået en historik af numre, og det er måske nok den, vi mærker. Vi har ikke ændret på tilgangen til det, men fordi vi har et spor nu, kan det gøre, at vi begynder at tænke lidt mere over, hvad det er, vi har gang i, og det kan måske godt ændre det lidt. Så måske bliver det nu til take fem i stedet for take tre.
N: Men vi lavede de der tre numre, vi fik noget vokal på…
P: Vi startede med at synge på engelsk, og jeg lød som en fucking bonderøv med fordanskninger ud over det hele. En kæmpe joke, der lød som alt det andet bras, der ellers er i verden.
Så fandt jeg ud af, efter at have kendt Michael i 10 år, at han skriver digte!
N: Michael kom med det her kæmpe hæfte, som var proppet med alle mulige tekster og digte. Der er nok materiale til ti plader eller noget i den stil.
P: Og det er endt med, at jeg sidder med min akustiske guitar og min melodi og bladrer i hæftet, indtil jeg falder over noget, der lyder fedt. Så skriver jeg det lidt om til noget, der passer i min mund, og så har jeg en sang. På den måde laver jeg tre styk, og så ringer jeg til drengene og siger: ”Hey! Næste fredag mødes vi!” Så kommer Michael og siger ”Du har fuldstændigt fjernet pointen, du skal synge det her ind i stedet for”.
M: I hæftet er der nogle gange tre digte på en side, som ikke har noget med hinanden at gøre, men Peter går måske bare siden igennem og finder en linje hist og her, han kan bruge. Så kan jeg godt sidde bagefter og tænke ”Hvordan fanden giver det der mening”. Men vi er også begyndt at skrive nye tekster, fordi vi har måtte erkende, at den her form – altså, der har jo ikke været tænkt sangtekster på noget tidspunkt, så er man nødt til at revidere lidt. Det er sgu ikke alt, der kan synges. Når man skriver digte, gør det ikke noget, at der kun er to ord på en linje og 10 på den næste, men det betyder rigtigt meget, når det skal synges.
Rigtigt mange af digtene er skrevet ud fra et klassisk hjerte/smerte- tema, og vi kender det jo fra vores teenagetid, hvor følelserne sad udenpå, og man var igennem en masse forhold, og visse gik godt, og visse gik ikke så godt. Og mange af de her tekster handler om, ja, de perioder, hvor det ikke gik så godt. Andre handler også om, hvor fedt det kan være i nuet, at man oplever kærligheden, at den er så intens.
Så teksterne er skrevet, da du var teenager. Så I har et band med 20 års erfaring, der synger tekster, skrevet af en teenager?
P: Ja, det er superfedt! Så er der noget fortid, noget nutid og noget fremtid, det er helt perfekt. Vi havde engang lavet et megafedt nummer, der bare kørte derudaf. Jeg stod bare og plaprede lidt på engelsk i mikrofonen, fordi jeg ikke rigtigt havde fundet noget tekst. Michael brokkede sig lidt over, at jeg ikke havde fundet noget i hans hæfte, så jeg bad ham om at bladre, og stoppe, når jeg sagde stop. Første gang var det et eller andet, jeg slet ikke kunne forholde mig til, anden gang, blev det noget med ”hæse stemmer visker ordene bort, slukker dagen, drukner blandede indtryk” og så kom det: ”trancebindende susen!” Jeg kan huske, jeg råbte – det findes på optagelse – ”Åhr mand, prøv at tænk, hvis vi kan få folk til at synge med på ’trancebindende susen’! Den tager vi!”
M: Teksterne er meget fortolkningsvenlige i forskellige retninger. Især efter, vi har revideret i de oprindelige digte, har vi været opmærksomme på, at de netop skulle være åbne for fortolkning.
R: Jeg synes faktisk, at min mormor ramte plet, da hun sagde, hun tolkede det som alt muligt med troen, håbet, kærligheden, livet, døden, det hele… Så det kan jo også være op til den enkelte lytter. Det kan også være, jeg har en anden mening om, hvad det handler om, end hvad Peter har.
P: Det giver også en ekstra dimension, at vi også har gode tekster. Og så er de på dansk, så Rickys mormor og min datter på otte kan forstå dem.
N: Men selvom vi havde musik og tekster på plads, var der stadig ikke rigtigt noget mål med projektet. Men så får vi endelig, efter meget lang tids snakken frem og tilbage, et bandnavn.
P: Ja, det er rigtigt. Vi hed “Papi Chulo” i lang tid.
M: Indtil jeg en dag kom ned med mobiltelefonen og viste de andre en image search på ”Papi Chulo”. Så spurgte jeg om det nu også var det, vi havde gang i. (”Papi Chulo” er spansk slang for noget i stil med ”loverboy” – Red.)
P: Men vi gik i gang med at finde et andet navn, fordi vi sang på dansk og skulle selvfølgelig også have et dansk navn. Og alle de fede var taget. Men vi havde skrevet frem og tilbage en hel dag, hvor vi havde mange gode forslag.
N: “Røde Måne”
R: “Grusom” var taget, “Bersærk” var taget.
N: “Genfærd” var for uhyggeligt.
P: Jeg kan huske, at jeg kom hjem og lå i min seng og kunne ikke sove, fordi jeg syntes, det var så frustrerende. Der skulle sgu et navn til – folk var begyndt at rykke for det. Folk kunne lide det, vi lavede, men vi havde ikke noget ordentligt navn. Og så tænkte jeg: ”Vi er forbandet”. Næste morgen skrev jeg til de andre, ”kan vi ikke bare hedde ”Forbandet”. Og så, fordi vi samtidigt havde snakket om noget cowboy-tema, Ennio Morricone, Sergio Leone- agtigt, så blev det til ”De Forbandede”.
R: Hvilket viste sig at passe meget godt til resten.
M: Nogle af teksterne har selvfølgelig et positivt twist, men mange af dem er sgu lidt forbandede.
P: Man kan være forbandet ulykkelig, forbandet uheldig, men også forbandet glad – ”forbandet” behøver ikke være en negativ ting.
Den 29. april postede vi for første gang noget på nettet under navnet ”De Forbandede” – på årsdagen for vores første session, hvor Nicolei kørte galt – og præcist et år senere skulle vi spille på SPOT Festival.
Hvornår gik det op for jer at, I havde fat i noget?
N: Det er første gang i alle de bands, jeg har spillet i, der har fået så hurtig, positiv feedback på nettet med kommentarer og likes etc. Normalt er det sådan noget med, at ens venner siger, at det er meget cool, men her var der rigtigt mange, også folk vi ikke kendte, der meldte positivt tilbage. Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle ud at spille live med det her, men så begyndte folk spørge efter, hvornår de kunne se en koncert – og de blev mere insisterende jo flere numre, vi smed op på nettet.
M: Vi var stadig i den der projekt-tankegang. Derfor gik der også lang tid, før vi fandt på navnet. En dag satte vi os ned og ligesom sagde ”Nu er vi et band, er vi ikke?”.
R: Vi skulle jo bare jamme lidt
N: Efter vi havde fundet frem til bandnavnet, gik jeg i gang med at finde nogle steder at lægge musikken op på nettet. Jeg fandt noget, der hed “KarriereKanonen” på DRs hjemmeside, som jeg troede var et musikerforum eller noget, lidt a la “Soundcloud” eller “MyMusic”, hvis nogen kan huske det. Og jeg tænkte, ”fint nok, så ligger det der”, ligesom det lå på “reverbnation” og alle de andre steder. Efter noget tid fik jeg en mail, hvor der blandt andet stod ”Danmarks Radio” og ”VIGTIGT” i emnefeltet. I mailen stod, at jeg med det samme skulle sende et telefonnummer til dem, så de kunne ringe til mig. Nu. Så gik jeg i panik og gav dem Peters nummer. Det var fordi, de ville have os til “SPOT Festival”.
P: EP’en ”Evig Ild” blev indspillet i november 2015, og lidt efter det begyndte der at komme gang i det der med “KarriereKanonen”, hvor de ikke bare lagde ét nummer op på hjemmesiden som anbefalet nummer, som de gjorde med mange andre, de lagde sgu hele lortet op…
R: Det var også en meget sjov blanding at være iblandt de andre deltagere – vi syntes måske ikke, at vores stoner/syre passede helt ind sammen med alt det der mere kommercielle, hvor folk spiller på laptops og kan synge i falset, og så kommer vi der og ligner lort og spiller tung syrerock. Det syntes jeg, var sjovt. Det var en spøjs og surrealistisk oplevelse. Men også en god oplevelse.
P: Jeg kunne aldrig finde på at sende det musik, jeg har været med til, til nogen som helst. Det er overhovedet ikke derfor, jeg spiller. Det er jeg alt for sky til, eller for indadvendt til. Nicolei kom så til at sende det til DR, og det er vi meget glade for. Det, vi har fået ud af “SPOT”, det er bare kæmpe meget opmærksomhed. Vi kan se nu, at branchefolk går ind og lytter på det. Vi har haft 13 koncerter fra april til midten af november, det er relativt meget for nogen, der ikke havde regnet med at det skulle nogen steder. I marts 2016 skrev “Gutter Island” – da havde vi ikke engang haft vores første koncert endnu. De spurgte, hvad vores planer var til sommer – om vi var i landet – fordi ellers, ville de gerne have os til at spille.
Jeg vågnede en dag op til en besked, hvor der stod ”Bintzer sidder med Kira Skov i radioen og snakker om vores nummer”, hvor de sad og snakkede om, hvor fedt et nummer det var… ”Hvornår har der sidst været en guitarsolo i radioen?”
M: Den her interesse, den er sgu kommet bag på os, og det gør den stadig.
Så har I lavet tre EP’er, og nu kommer den nye, der er en opsamling af de tre plus to nye numre.
P: Ja, der er to numre, som vi lavede den aften, Nicolei ikke var med på bas. Men de var ret fede, så vi lavede en ny session, hvor vi indspillede de to.
R: Vi havde også lidt dårlig samvittighed over, at det kun var den ene ep, der eksisterede i fysisk form.
N: Det kan ses lidt som en opsamling af ”start-æraen”.
M: Og så er det jo optaget over tre sessions, og lyden er lidt forskellig på dem alle sammen. Med tiden tænker man – det kunne da være rigtigt lækkert at få det her samlet i et samlet indtryk. Derfor har jeg taget dem fra bunden af og mikset dem, så det lyder nogenlunde ens og samtidigt forsøgt at bevare det unikke fra de forskellige sessions, sådan at det kunne præsenteres som et album og ikke som en compilation af de her tre forskellige. Så oplevelsen skulle meget gerne være, at det her, det er sgu et album.
Vi kan rigtigt godt lide ep-formen, men det næste album bliver nok ikke ”lækket” ud på samme måde. Selvfølgelig kommer der noget, men det bliver nok ikke i samme grad. Og det hænger også sammen med at næste album… altså, det kommer sgu snart. EP’en er bestemt en form, vi godt vil arbejde med igen, men det bliver måske ikke lige til næste album. Idéen med at udgive løbende… altså, det er jo en anden verden end for bare ti-femten år siden – streaming fylder rigtigt meget, og folk forventer sgu at der kommer noget løbende. Der er ingen grund til at gemme på det.
Hvad kan jeres fans forvente, der kommer til at ske med De Forbandede i 2017?
P: Jamen vi er for det første kommet i stald hos Danmarks fedeste bookingbureau, “Gearbox Entertainment”, så det giver selvfølgelig nogle forventninger til, at vi skal ud at spille nogle koncerter. Om vi forventer, at vi skal ud at turnere i vildskab? Jeg vil helst sige, at vi håber, vi får nogle fede koncerter, men hvor mange, det bliver, må tiden vise. Vore første album udkommer d. 4. februar. Det ville man normalt promovere med en masse koncerter, men det har vi så gjort omvendt. Vores næste album kommer så hurtigt efter det første, så vi skal faktisk snart til at tage på promo-tur for den plade. Det er sådan et billede af, at vi ikke havde set det her komme, så vi har bare gjort, hvad vi ville.
N: Vi har jo alle sammen spillet de der hundredvis af shows for to mennesker, hvor du lige præcis kan få lov til at få dækket dine transportudgifter – og måske en sodavand efter koncerten. Det er vi sgu blevet for gamle til. Hvis der er nogen, der tilbyder os sådan et show, så siger vi ikke nej, fordi vi er blevet hovne eller noget, men vi er bare forbi det. Både aldersmæssigt om med hentydning til. hvad vi vil med at spille musik.
M: Det er ikke for sjov, når stueorgelet skal slæbes ud til koncert.
N: Det er ikke vigtigt for os at spille vildt mange shows, det er vigtigere for os at spille nogle fede shows. For os selv og for publikum.
P: Så vi har nogle koncerter allerede nu i 2017, men hvad skal vi spille? Vi skal spille alle de fede numre fra første album, og så en masse nyt fra det næste album. Men at forvente et eller andet kæmpe gilde her i 2017, det ville også bare være at skyde sig selv i foden, vi føler os enormt privilegerede over, at være blevet taget på sengen, og blive taget så godt imod bare for det, vi har lavet nu.
Årets første koncert for De Forbandede bliver på Posten i Odense d. 21/1, hvor de er indstillet til Odense Live Talentprisen. Billetter kan købes i døren, og de koster 30 kroner.
