Anmeldelse af Imperial Triumphant + Michael Ellis, d. 05.08.24, i Basement, Kbh V.
Efter 5 dage i Tyskland på godt og ondt, havde jeg ramt københavnsk grund dagen før kl. 17:00. Ergo, tid til mere musik
Foto: Lykke Nielsen.
Wacken Open Air var overstået, men min udiagnosticerede ADHD hiver mig ud af døren og imod Basement på Vesterbro. Bevares, jeg havde da også brugt det meste af mandagen på at sove.
Bizart nok, da jeg sidst anmeldte Imperial Triumphant, var det mandagen efter Copenhell, i selv samme sal. Det her behøver ikke nødvendigvis at blive en vane efter hver større festival. Ah well, man bestemmer jo selv. Der er udsolgt så mon ikke jeg kan ride på stemningen hvis jeg bliver for træt?
Michael Ellis
Københavner-duoen spiller instrumental math rock/metal og har to albums bag sig, Perfunctory (2018) og Modern Heresy fra i år. Personligt havde jeg ikke før i aften hørt om Michael Ellis, men det skal der jo så laves om på nu. De janus-ansigts-bærende (maske med to ansigter) musikanter kommer på scenen, en trommeslager der også har en pad/mini-keyboard foran sig og en guitarist.
Første nummer lugter en del af minimalistisk art-rock, hyggeligt nok da, men jeg når at tænke at med sine begrænsede virkemidler bliver det her en semi-lang oplevelse på den lidt kedelige måde.
Den umiddelbare tanke bliver gjort til skamme, da næste sang gør sin entré. Intensiteten bliver skruet gevaldigt i vejret og alle de spøjse rytmer og spacy lyde finder sig til rette i et langt mere tungt og opmærksomhedskrævende leje. En skæv solo gør sit for at holde tempoet. De blå lamper blinker og det simple lysshow gør faktisk fint til den nogle gange helt straight forward sangskrivning.
Misforstå mig ikke her, det er musik med en del lag og skift i struktur, men nu hvor det hele er landet er der alligevel også et skær af simplicitet over konstruktionen af sangene. Et bedre fokus så at sige på helheden. Det klæder i den grad det samlede indtryk.
Der headbanges lidt oppe foran, men ellers tager folk den stående i ro og mag. Dog er der en lille flok panda malede unge mennesker der insisterer på pit. Måske ikke det mest oplagte soundtrack til et sådant formål, men lad dog barnet som man siger.
Jeg synes den her slags obskur musik er spændende at lytte til, men det kan også blive lige lovligt klogt og indspist over længere tid. Det når til et punkt hvor jeg føler at vel er det da godt skrevet, men er heller ikke den slags undergenre, der tænder helt vildt op under mig.
Det kan også være svært at have kontakt til gæsterne uden en mikrofon, men guitaristen strækker da sine arme i vejret nu og da og et par horn løftes i fin salut. Jeg kunne bestemt godt finde på at se Michael Ellis igen og føle mig som en nørdet musik weirdo i en kælder omgivet af syrede fantasier.
Imperial Triumphant
Siden 2005 har Avantgarde, blackened death, jazz fusion bandet fra New York udelt esoteriske musikalske øretæver fordelt ud over 6 albums. Det nyeste er Vile Luxury (Redux 1942) fra i år. De tre medlemmer er Zachary Ezrin (vokal, guitar), Kenny Grohowski (trommer) og Steve Blanco (bass, vokal og keyboards).
To gange før har jeg haft fornøjelsen af trioen. På Hotel Cecil i 2022 med Morild. Der gik jeg desværre tidligt grundet at jeg var udbrændt efter en lang uge og på Basement i 2023 med Author & Punisher. Nu var det atter tid til at vanviddet skulle omfavne os.
Der er nu godt proppet i rummet og fra første nummer er der pit. Fra de samme typer fra før, de fleste af os andre foretrækker dog at nyde det kaotiske drama i mere ro. Dette skal ikke betyde at stemningen ikke er god, efter hvert nummer er der bifald, publikum er absolut i godt humør.
De jazzede rytmer og blacken smelter sammen til en fæl orkan, der suger os alle med ind i en høj kulturel satanisk oplevelse. Iført deres gyldne ,mytiske masker er både Ezrin og Blanco tæt ude på scenen, og de formår med deres kropssprog og instrumenter at kommunikere godt med publikum og piske en god stemning op.
Lokalet er endnu engang ideelt til trioen og vi er alle indlagt til beton væggenes rå og kolde tekstur imens der brøles primitivt imod os. I blåt og gult lys er den kalkulerede galskab ret uimodståelig.
Tredje nummer begynder med spoken word, inden vi igen forbløffes over den overdimensionerede kontrol, hver kunstner har over sit instrument. Ezrin og Blanco er på en tur ud i rummet for at hype folk, det er et gammelt trick, men det trækker os endnu længere ind i horrorteatret. Vi skal da også have det nu famøse champagne stunt hvor flasken åbnes og sprøjtes ud over publikum. Denne anmelder fanger da også en sjat i sit glas, skål!
Der tændes små gule lamper i bassen og vi bliver atter mindet om den dragende tilstedeværelse Imperial Triumphant har selv om der ikke bliver ytret et eneste ord til os. Nu vi snakker om bassen; nøj, hvor ligger den ligger dejligt fremme i lydbilledet, perfekt mix her til aften.
Men sange som “Swarming Opulence”, “Lower World” og “Atomic Age” bliver vi forkælet og nu er der også rødt lys i guldkrone masken hos Ezrin. Som med armene ud i bøn kalder guitaristen og sangeren masserne til sig.
Trioen går af scenen og jeg når et par hvæs af en smøg, inden jeg når ekstranummeret. Bagefter går trioen af én efter én og efterlader et svedigt og hungrende publikum i deres skygge.
Imperial Triumphant kan af og til virke en smule utilgængelige i deres virvar, men for pokker, om ikke dette show var det bedste jeg har set med bandet.
Selv min ømme krop måtte nikke lidt med nakken nu og da. Næste gang bliver det ikke efter en festival, at jeg tropper op, men skulle det alligevel blive alle gode gange tre, mon ikke jeg så alligevel ender med at melde mig til festen.
Se galleriet af Lykke Nielsen herunder.
