Anmeldelse af: Author & Punisher. Basement, Kbh. 19. juni 2023.
Fire dages Copenhell havde efterladt mig temmelig bombet på den gode måde naturligvis. Så jeg måtte kværne noget butter chicken fra den lokale på Amager og derefter cykle aftsted imod Vesterbro, som den koncertjunkie jeg er.
Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Der er udsolgt på Basement, og jeg har absolut høje forventninger. Imperial Triumphant spillede på Hotel Cecil med Morild, da jeg sidst oplevede dem. Dengang var jeg desværre for træt efter adskillige dages musik og arbejde. Jeg måtte derfor beklageligvis misse det meste af supportbandet og gå tidligt fra headlineren.
En revanche var krævet i aften.
Author & Punisher har jeg også lidt erfaring med. Énmandsprojektet fra Tristan Shone optrådte som første band ud af tre, da han (med hjælp fra en tour guitarist) sammen med Health og Perturbator badede Pumpehuset i alskens elektroniske lækkerier. Dog fik jeg senere at vide, at det havde været et show på halv kraft.
Hvor mon han ville lande på det intime spillested, nu som hovednavn?
IMPERIAL TRIUMPHANT
De tre guldmaskerede musikkere er forsinket med næsten 20 minutter. Men da de gør deres entre fra højre side af scenen, så er det med det sammen en kaotisk og voldsom oplevelse, vi trækkes ind i. Det hele kører på en masse skæve jazzede rytmer i gruppens avantgarde version af Black Metal.
Med dybe growls fra deres guitarist langes der uforudsigelig og tæt sammenspillet vildskab ud til publikum. Det føles som om´, at vi er en mørk kult her for at tilbede et musikalsk H.P. Lovecraft-monster.
Betonvæggene hjælper i høj grad til disse associationer. Jeg kan her ikke undgå at bemærke, at Imperial Triumphant passer bedre under jorden på Vesterbro end på Hotel Cecil i indre by.
Der bliver også bragt gakkede soloer ind i musikken. Både fra guitar og bas. Begge instrumenter står skarpt og bærer hver deres store del af lydbilledet. Et par clean interludes er med til give hele seancen noget mere simpelt, uden at det forsimpler oplevelsen for meget.
Det her er bestemt musik, der kræver koncentration for at fordybe sig i det.
Ikke alene tager det instrumentale koncept folk helt ind i en dyrkelse af noget forfærdeligt og overjordisk. Bandet gør i den grad også deres for at engagere os i koncerten. Der bliver ikke sagt ét ord til gæsterne, men guitarist og bassist er tæt på kanten og ude at blande crowdet for at bryde barrieren imellem scenen og gulvet. Det er en ubetinget succes.
Der bliver kvitterede med højt bifald, headbanging og moshpits.
Deres sædvanlige stunt med champagne til de forreste rækker er en skæg gimmick, der ikke virker alt for påtaget. Hen imod slutningen har galskaben nået et klimaks, og særligt bassen bliver mishandlet med en tom champagneflaske samt en tur på scenegulvet, hvor de nærmeste får lov til at slå med i et larmende orgie.
Skulle jeg sætte to små kritikpunkter på showet, skulle det være, at det for det meste var umuligt at høre bassistens backingvokal.
Samt at der kan være så meget tempo og intense rytmer på samme tid, at man kan have svært ved at finde den røde tråd. Men jeg tror til gengæld helt sikkert, at det også er meningen, at man skal føle sig fortabt i den her kløft af fortvivlelse og kosmisk kaos.
AUTHOR & PUNISHER
Det er en modig booking at sætte de her to kunstnere sammen. Da dem, der er til Jazz Avangarde Black Metal helt sikkert kunne finde på at smutte, når det vilde miks af Drone/Industrial og alt derimellem skulle forvandle basement til en ultra rå undergrundsdanseklub i Østberlin. Igen har spillestedet passet perfekt til begge kunstnere.
Tristan Shone har selv bygget de instrumenter, han spiller på, de går under navne som “Drone Machines” og “Dub Machines”. Det er ret cool at opleve en musiker, der gør det i det elektroniske univers, at personen rent faktisk spiller på den her måde og ikke blot har en computer som basisinstrument.
Det er dundrende tunge dødsrytmer, der buldrer imod os. Som en bulldozer der kører over en ødemark efter en apokalyptisk hændelse. Tænker i dommedagsfilm som “Dance of the Dead”, “Threads” og Judge Dredd.
Tristan synger igennem en vokaldecoder, der giver både hans rene vokal og hans skrig en effekt, der matcher de langsomme rytmer fra maskinerne. Stemmen er spøgelser, der skriger i afmagt, og hvisken, der ubehageligt og smertefuldt laver en smuk vokalsymbiose.
Hans guitarist tilføjer fed melodi og soli til de dronende beats.
Lysshowet er skruet godt op i forhold til første band, og badet i hvidt, grønt og rødt lys danser og kaster vi os rundt.
Både i de tungere og de mere blide sange opstår der dog øjeblikke, hvor de ellers voldsomt seje rytmer bliver gentaget, så overraskelsesmomentet og diversiteten i sangene ryger.
Vi er blevet færre efter Imperial Triumphant, men os, der blev, fik en uafbrudt og meget anderledes oplevelse at tilbede i vores fælles trance.
En vildt spændende og udfordrende pakke musik, der i høj grad fortjente, at Basement var udsolgt på en mandag. Kulten lever!
