Alice Cooper

Råddenskaben over Nørrebro

-

Anmeldelse af Necrot + Pustulant Flesh, d. 11.08.24, på Stengade, Kbh.

Jeg er ved at komme mig rigtig efter årets pilgrimsrejse til Wacken Open Air og det er tid til mere støj. 

Foto: Gabriel Rasmussen.

 

Pustulant Flesh

Fra vores egen hovedstad har vi Mike Dalsgaard (guitar, vokal), Peter Jacobsen (vokal, bas) og Filip Dursun (trommer). Jeg har før stiftet bekendtskab med ungersvendene til arrangementet One Day of Death tilbage i juni på Basement. En yderst succesfuld aften hvor jeg fik smag for deres EP Beyond Lobotomy (2023). Ville det gentage sig?

Trekløveret er over 15 minutter for sent på den, men det lader i denne sammenhæng ikke til at påvirke stemningen. Der er næsten udsolgt, og denne sommer-søndag kunne lige så godt have været en lørdag, at dømme ud fra den gode stemning. Der åbnes med en spoken word-intro, og så er det ellers derudad med grind og død. Jacobsens vokal står skarpt i aften og hans grumme stemme er i topform. Alle toner og arrigskab står klart og lydbilledet. 

Fra højre side foran scenen hvor jeg står, er Dalsgaards stemme desværre lidt svagere i mixet i starten. Det bliver der dog justeret på løbende. De kører på deres effektive brutalitet uden for meget udenomssnak. Det her er den slags musik, der er perfekt at hamre øl til. “Kærlighed fra nu og til graven, den her sang handler om at kneppe de døde”, skøn måde at have lidt grum humor omkring sine klassiske splattertekster.

Én nummer varer kun et par sekunder, og så er det slut. Ligesom på Basement falder denne her slags fjollet sangskrivning i publikums smag. Det er vel for pokker grind vi står med. Oppe foran er vi flere der får rystet håret, i midten er der lidt dødt i perioder. Men der startes dog moshpits og hyggen er sikret i gravkammeret. “Noget kravler rundt i maven på dig og æder dig levende” siger Jacobsen og vi æder da den næste maddike sang råt.

Lyden er massiv og medvirker til at Pustulant Flesh i aften virker større og som et mere sultent bæst. Et par badebolde har ligget på scenen og bliver kastet lidt rundt men er ellers ikke meget i spil. Et fælles spark fra de to sangere er som sidst ret cool at se på. En bas-fejl til sidst gør at den bliver skruet for højt op, dette rettes der dog på.

En god HEY-chant til sidst viser, at folk er tilfredse med opvarmningen. Pustulant Flesh kørte ret meget samme show som da jeg så dem sidst. Volumen havde blot denne gang den effekt at det hele forekom mere glubsk på den bedste måde. Derfor rykker de lige ét hak mere op i karakter. Keep the gore going boys, I har fat i noget!

 

Necrot

Amerikansk død, jamen det er man vel altid klar på, sådan en rolig søndag aften? Tre demoer, et opsamlingsalbum, to singler og tre fuldlængde albums siden begyndelsen i 2011 har Necrot produceret. Nyeste er skiven Lifeless Birth fra i år. Nu er Chad Gailey (trommer), Luca Indiro (guitar, bas, vokal) og Sonny Reinhardt (guitar) klar til at angribe Stengade. Jeg erfarer dog at deres bil er brudt sammen på vejen herover. Derfor trækker lydprøven ud og først lidt over 30 minutter efter starttid begynder koncerten. 

Vi begynder i noget typisk midt-tempo US-death. Men der skrues op for hastigheden og i et højtryksgear kværner Necrot afsted som en vild kødhakkermaskine. Det her er larm som vi har hørt det 100 gange før, men det er virkelig veludført. Hvis det er standard, så er det i toppen af denne kategori. 

Det skaber i hvert fald en fest, og der spilles luftguitar og moshes godt. Det er et ubønhørligt angreb uden mange pauser. Bandet har noget, de skal indhente, og vi andre er bare med på turen ned i en blodig kataklysme. 

Dog bliver det mere tydeligt som vi lakker mod enden, at det er stemningen vi selv har kørende der holder dampen mest oppe. Musikken er velskrevet, men også mange steder ret ensformig i længden. 

Vi får et ekstra nummer, og svedende forlader vi Stengade efter en velsmagende tung omgang death metal. Det kan man nu alligevel ikke beklage sig alt for meget over.

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Pustulant Flesh
Necrot

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Necrot + Pustulant Flesh, d. 11.08.24, på Stengade, Kbh. Jeg er ved at komme mig rigtig efter årets pilgrimsrejse til Wacken Open Air og det er tid til mere støj.  Foto: Gabriel Rasmussen.   Pustulant Flesh Fra vores egen hovedstad har vi Mike Dalsgaard (guitar, vokal), Peter...Råddenskaben over Nørrebro