Anmeldelser fra Copenhagen Metal Fest 2024, dag 2, d. 13.09.24, i Amager Bio, Beta og ZeBu.

Dag 2 af Copenhagen Metal Fest stod for døren, og jeg så frem til en dejlig blandet pose metalmusik.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup.

Se hele fotogalleriet fra dag 2 her.

Dette er styrken ved den danske heavyscene i disse dage: Vi er ikke kun death og black, men vores lille kongerige kan præsentere en lang række genrer, der kan konkurrere med det store udland. Dette stod mejslet i Amagers beton denne fredag. Efter en lang og hyggelig morgen, der ikke kunne have været smukkere, så gik jeg af sted for at nå den første fest.

Vanir: Amager Bio Kl. 17:30

Jeg når lige i baren, og så er det ind til folk-metalfest. Siden 2009 har Vanir fra Roskilde dyrket sange om vikinger og andre fortællinger fra oldtiden. Bandet, der består af Martin Holmsgaard Håkan (vokal), Kirk Backarach (lead guitar), Stefan Dujardin (keyboard), Mikael Christensen (bas), Jon Elmquist (trommer) og Michael Lundquist (rytme guitar), har udgivet syv albums, hvoraf det seneste er Epitome fra i år. Jeg har kendt til gruppen i årevis, men jeg har aldrig oplevet dem live. Lad os trække i rustningen og finde sværdet frem.

Det er i den grad en melodisk omgang dans, jeg befinder mig til. Håkan growler fint og har en tilstedeværelse på den store scene. Han kommer godt rundt og formår at have god publikumskontakt. 

Der er bestemt noget lidt storslået over Vanirs musik, også selvom det mange steder er en smule forudsigeligt i sin struktur og opbygning. Der, hvor gruppen store styrke ligger, er ikke nødvendigvis ved at skrive det mest imponerende musik, men simpelthen ved at træde ind i salen og få os alle i godt humør.

Særligt det godhjertede drilleri mellem Håkan og Christensen smitter af på en. Selvom jeg er træt, så smiler jeg hurtigt i selskab med de herrer i Amager Bio 

Det danske flag bringes frem, og gid man havde sit eget lille Dannebrog med. Christensen leverer backingvokal, desværre er han skruet lidt for meget ned i mixet. Nede på gulvet bliver der ikke ligefrem hoppet rundt af publikum, men alligevel ser jeg masser af glade ansigter, og det er tydeligt, at Vanir med deres uforpligtende folkmetal er lige, hvad mange af os trænger til en dag, hvor man lige skal trækkes op efter i går. 

Håkan får hældt øl op af publikum, og der er en godmodig og frisk stemning i salen. 

For denne hyggelige start er der bestemt point til Vanir: At man kan være tilgængelige og samtidig være velspillet, tæller bestemt for noget.

Taagefanger: BETA Kl. 18:45 

Fra Djursland kommer et helt nyt bekendtskab for denne anmelder. De skulle have optrådt på festivalen sidste år, men sygdom kom i vejen. Nu stod de foran et godt proppet BETA og skulle bevise, hvad deres bastardmetal kan på CMF. 

Jens K. Andersen (bas), Kasper Wærum Flarup Sørensen (trommer), Kasper Sonji Miltz (guitar), Jacob Rossau (guitar) og Dennis Nørstrøm Pedersen (vokal) går lige til stålet. Musikken har sit udgangspunkt i en afart af post-hardcore, men flere gange er det svært præcist at placere, hvor vi befinder os henne genremæssigt.

I dette miskmask af groove, råbende vokal og ren sang er det da også en fornøjelse at fortabe og undre sig. Strobelyset kører løs til “Full of Snakes” og “Pick My Bones”, der titter endda nogle pig-squels frem i Nørstrøms stemme.

I alt aggressionen nyder jeg dog også, at der er stunder, hvor det bliver mere introvert, som om at hadet ikke altid skal rettes ud imod andre, men også heles indefra. Sangeren er oppe at stå på monitoren samt nede på knæ og skrige ind i mikrofonen, der er blevet lagt på gulvet. Energien og indlevelsen er i høj grad til stede, og temperaturen stiger støt i lokalet. 

Vi rammer også ud i noget, der lige pludselig minder om doom metal. Jamen, sikke et skønt sammensurium. Nørstrøm er også ude på gulvet, og på dette tidspunkt er moshpitten sikret indtil slutningen af showet.

Taagefanger var en oplevelse, jeg uden tvivl skal se igen. Et miks af meget, som stadig havde en rød tråd af fokus og brutalitet.

Strychnos: Amager Bio kl. 19:30

Ah ja, er der nogen, der skinner som en frisk afpillet knogle på den danske dødsmetalscene disse dage, så er det da københavnske Strychnos. Sidst jeg så dem, slagtede de hovedscenen på Metal Magic. Nu var det Amagers tur. 

Der er godt proppet inde i salen, og et kæmpe backingbanner er hængt op. Med vanlig galskab går Martin Leth Andersen (bas, vokal), Nis Rode Larsen (trommer) og Andreas Lynge (guitar) lige efter vores struber. “Festen er forbi, vi er her for at slå jeres børn ihjel!” råber Andersen, jamen, så kom da!

De tre musikere fylder faktisk den store scene godt ud, og den massive lyd, der akkompagnerer deres splatter-death metal, hjælper også. Desværre er folket ikke helt med på at skabe samme format nede på gulvet. Jo jo, der rystes af hår her og der, men det bliver ikke til den massakre, man kunne have håbet på.

Dog er sange som “Blessed Be the Bastard Reign” fra det legendariske debutalbum, A Mother’s Curse (2022), altid en fornøjelse at lægge øre og øjne til. Mikrofonstativet er dekoreret med kranier og blod som et alter til bizarre hedenske guder.

“Denne her handler om at stå i et dilemma om at kvæle sit spædbarn for at overleve selv”, således får vi serveret “Choking Salvation” fra den geniale Armageddon Patronage fra i år.

“Manus Nigra” sætter endelig gang i circle pitten, og med et godkendt blodbad kan Strychnos forlade scenen. Ikke den mest gennemførte dødedans, men det havde ikke så meget at gøre med bandet, nok mere folks tømmermænd.

LIVLØS: Amager Bio kl. 21:30

Det er virkelig længe siden, at jeg har set bandet fra Aarhus. Dette er uden tvivl et af de shows, jeg har set mest frem til, og at dømme ud fra fremmødet er jeg ikke den eneste. Jeg befinder mig helt foran hegnet med mine svenske venner, ja ja, også udlændingene kommer til CMF.

Efter en stille intro kommer Thomas Dannemand (trommer), Franz Posch (guitar), Kenneth Breinbjerg (guitar), Niklas Lykke (vokal) og Benjamin Andreassen (bas) ud til stor jubel fra gæsterne.

Der er tryk på lige fra starten. LIVLØS er her ikke for at tage fanger, og pitten er næsten konstant i gang. HEY-chants bliver besvaret med masser af larm, og til sange som “And Then There Was None” og “Into Beyond” er vi mange, der simpelthen ikke kan stå stille. Jeg forlader selv min plads foran for at komme ud og moshe med de andre fans. LIVLØS har i høj grad været savnet, og med et så velspillet band og en Lykke i topform ejer bandet Amager Bio.

Der jubles, klappes og hoppes, jeg selv får danset på måder, jeg bestemt vil kunne mærke i morgen. 

“The Purest Black” fra And Then There Was None (2021) rammer lige i maven og suger energien ud af os. Det var mere end tydeligt, at LIVLØS meget gerne snart må komme tilbage. Der er snart ny musik, og at dømme ud fra de numre, der blev spillet fra den kommende plade, så har vi alle noget godt i vente. 

Denne fredag var de festivalens absolutte hovednavn. For mig fik de slettet ethvert spor af træthed med deres gennemførte melodiske death metal.

Archangel: Zebu Kl. kl. 22:30

Tid til noget flabet, catchy knallertmetal. Jeg har efterhånden set Archangel så mange gange, at jeg er ved at have tabt tal på det. Sidste koncert var på dette års Metal Magic, og jeg havde atter en god oplevelse i selskab med de blodige engle.

Med “Sanguine Twilight” og en af de bedste sange fra Total Dark Sublime (2023) i form af “Dance Demon Dance” har jeg smidt min battle jacket og får sunget med af mine lungers fulde kraft oppe foran. Men bortset fra et par gengangere fra MMF så er rummet meget stille. Det kan undre mig, da dette orkester plejer at have godt fat i folk med deres melodiske retrometal. “Take My Soul” og “The New God” har en god balance af riff-orgie og fængende guitar samt en stærk vokal fra Søren Crawack. Men det lander ikke i aften, og selv “The Violent Death” runger ud til lille effekt. 

Det er en skam, men det er også ved at være sent, og det er muligt, at gæsterne er ved at være flade. Jeg hyggede mig som sædvanlig i selskab med Archangel, og jeg glæder mig til at anmelde dem på Stengade til oktober sammen med 802, Blodmåne og Hollywood Babylons.

Iotunn: Amager Bio Kl. 22:30

Selv jeg er ved at være flad, men en storladen og eftertænksom koncert med Iotunn kan jeg ikke sige nej til. Når jeg har set dem i Lille VEGA og på Næstved Metal Festival, har de altid haft succes med deres progressive metal.

Også i aften har den en aura af shamaner, som deres episke musik omfavner os. Jeg observerer det fra trappen og kan ikke lade være med at tænke, at jeg er taknemmelig for dette rette selskab, den rette aften og den rigtige koncert i dette øjeblik i dette liv. 

En lyskegle skinner ud af Jón Aldarás mikrofonstativ, som han står og growler og synger universets mysterier ned til os. Brødrene, Jens Nicolai Gräs (guitar) og Jesper Gräs, er troldmænd på deres instrumenter, hvor den ene magiske guitarformular efter den anden forkæler vores ører. Det er dragende som altid.

Men selv med alle disse store og små mirakler, virker det ikke til, at publikum helt værdsætter Iotunn i aften. Bevares, det er ikke metal, man mosher til, men jeg kan ikke helt mærke entusiasmen i Amager Bio.

Det skal dog ikke ligge gruppen for meget til lastn for de lukkede fredagen bombastisk, følsomt og flot, og jeg gik hjem med et stort smil og mindern jeg aldrig vil glemme.