Anmeldelse af Cannibal Corpse + support, d. 03.10.24, i Amager Bio, Kbh.

Efter en mindre koncertpause skulle jeg forbi mit lokale spillested til en gigantisk pakke af ekstremmetal.

Foto: Tommy Skøtt

Jeg havde fri kl. 18.15, og første band går på kl. 18:30, så jeg skynder mig af sted fra Strøget af. Dog havde der været lidt misforståelser med akkrediteringen. Bevares, den slags kan jo ske. Jeg kan dog godt mærke, at vagten, der genkender mig fra utallige besøg, spørger sympatisk og interesseret ind til, om jeg ikke er på listen. Jeg ønsker dog ikke at gøre en ting ud af det og ønsker folk på pladsen en god oplevelse og triller hjem igen.

Da jeg lander på mit værelse, er jeg indstillet på butter chicken og “The Last Kingdom” på Netflix, men min fotografkollega giver ikke op så let og får os begge i døren. Ergo cykler jeg tilbage, men har desværre misset Schizophrenia.

Immolation

Et af de absolutte klassiske New York-death metalbands skal slå os til plukfisk nu. Sammen med Incantation, Mortician og Suffocation er Immolation bannerførere inden for NYC-død og startede helt tilbage i 1986. 11 albums efter og en livstid i service for metal står Robert Vigna (lead guitar), Ross Dolan (bas, vokal), Steve Shalaty (trommer) og Alex Bouks (rytmeguitar) kampberedte foran os.

Jeg har fundet nogle venner ude i højre side, og, nøj, hvor er der mange mennesker. Efter en lidt forjaget start skal jeg lige lande, men med vanvittig tyngde og brutalitet fra bandet er jeg ret hurtigt i mit rette element. Lyden er massiv, og det føles hurtigt som om, at man bliver kørt over af en damptromle.

Soloerne lander smukt med melodi og aggressivitet og en solid “HEY”-chant er hurtigt i gang. Dette er i sandhed også musikalsk håndværk, så det batter. Trommerne fra Shalaty går i et absurd tempo, og man får næsten ondt af alle de tæsk, hans instrumenter får.

Gruppen er tydeligvis taknemmelige for den modtagelse og bifald, de får. “The Age of No Light” fra Acts of God (2022) er fængende sonisk vold, og jeg skal simpelthen huske på at lytte mere til de her drenge derhjemme. “Let me see those horns right now,” kommanderer en smilende Vigna. Som sagt, så gjort.

Manden selv besidder en meget klassisk, men fed vokal, der passer som hånd i handske til musikken. Philip “Land Phil” Hall (bas) fra Municipal Waste har fødselsdag, og sangeren bemærker, hvor skønt det er at kunne fejre det et cool sted som her. “Noose of Thorns” bliver dedikeret til deres tourmakker og går rent ind med sine creepy riffs og sans for ubehagelig stemning.

Jeg var ret imponeret af Immolation, selvom jeg var ukendt med det meste af materialet, så nød jeg glæden fra musikerne + deres flair for teknik og tydelige talent. Igennem årene har jeg haft flere chancer for at opleve dette show, næste gang kan jeg love jer for, at jeg tropper op.

Municipal Waste

Sidste gang, jeg havde fornøjelsen af fødselsdagsbassisten, Philip Hall, samt Tony Foreste (vokal) Ryan Waste (guitar, backing vokal), Dave Witte (trommer) og Nick “Nikropolis” Poulos (guitar), var til en meget udskudte koncert med Lamb of God i Forum i 2023. Her havde det været skægt at overvære Virginiabandet, men jeg var alligevel ikke 100 % overbevist af deres partythrash. Nu er det heller ikke en genre, jeg gør mig meget i.

Jeg har placeret mig foran i midten for spændt at se, hvad der nu skal ske. Det er først og fremmest tydeligt, at der er en særlig energi hos publikum, inden showet starter, det er som om, folk ved, hvad de kan forvente, og allerede nu virker salen som en kanon, der er klar til at blive affyret. Og det skal jeg ved satan love for, at den bliver!
Vi er ikke halvvejs gennem første sang, før der er startet en massivt circle pit. Municipal Waste er ikke kommet for at tage fanger, og med en imponerende indlevelse og lykke over at stå på scenen tonser alle fem musikere igennem, som var det deres sidste koncert.

Næverne er i vejret, gæsterne vælter rundt, og sjældent har jeg set Amager Bio med så meget ild i røven. “Are you ready for some E standard sweet metal tonight?” spørger Foreste, det skal jeg lige love for, at vi er. Sangeren selv er karismatisk som bare pokker. Han besidder ikke en stor eller unik stemme, men hvad, der mangler, det gøres op for i hans mesterfulde måde at kommunikere med sine fans på.

Der er en stor ærlighed i hans optræden, hvor det er tydeligt, at dette er en mand, der lever sin største drøm, og hans spark i luften, flashing af sin ølvom og generelle livsglade optræden smitter af på alle i aften. “Hail Satan!” råber Foreste, og “The Thrashin´ of the Christ” fra Hazardous Mutation (2005) holder dampen oppe, og sveden dryppende. Musikken er simpel i sin opbygning, ja, næsten banal sine steder, men styrken ligger i, at Municipal Waste med deres korte numre rammer en nerve af intensitet, der sammen med et ultra tændt band oppe på podierne, omgår de halv trivielle thrash-strukturer, der kunne have fældet et mindre band.

Der grooves løs “fucking move everybody!” bliver der kommanderet. Det bliver bemærket, at dette er koncerten, hvor de har oplevet mindst crowdsurfing. Vokalisten bliver oplyst af publikum, at det jo er fordi, at vi ikke må på dette spillested. Jamen, så må vi da ryge noget hash, siger Forester grinende, ej heller dette er jo tilladt, og det bliver noteret med et grin, at vi har for mange regler her.

Da næste sang begynder, omgås reglerne dog i stor stil, da adskillige skal op i luften og over hegnet + en joint bliver tændt et sted i salen. Vores arme vifter frem og tilbage, og pitten er konstant. “Where are my alcoholics and speedfreaks?” spørger den hypede frontmand. Jamen, vi står og har en fest uden lige, og en gigantisk wall of death slår fast, at Municipal Waste har vundet her til aften. “Born To Party” fra The Act of Partying (2007) samler os i et fodboldkor, der uskønt brøler “Municipal Waste is gonna fuck you up!”.

Og det må man sige, at de gjorde. Fan eller ej, så var dette en eksplosion, man ikke kunne ignorere eller stå stille til.

Cannibal Corpse

Tilbage i 2006 befandt jeg mig i TP Film og Musik Marked i Helsingør; en af mine favoritbutikker. En kæde, der er lukket for år tilbage. Denne dag købte jeg Katatonias The Great Cold Distance (2006) og Marilyn Mansons Lest We Forget: The Best Off (2004) og Cannibal Corpses Kill (2006). Sikke et skatkammer af metal for en ung Gabriel. Kort efter dette købte jeg min første bandt-t-shirt med Tomb of the Mutilated (1992) -artworket, den var min mor meget glad for, og min dedikation til death metal var atter cementeret.

Jeg har fulgt on and off med i kannibalernes karriere siden da, how can you not, og jeg havde endda fornøjelsen at anmelde deres seneste album, Chaos Horrific (2023). Oven i dette må dokumentaren om bandet, Centuries of Torment (2008), være en af de musikfilm, jeg har set flest gange sammen med Slave To the Grind (2018) og Metal: A Headbanger’s Journey (2005).

På en eller anden måde har jeg dog aldrig rigtigt fået set et show med det legendariske Buffalo-band; et par få numre på afstand på Wacken Open Air i 2018 tæller næsten ikke. Så det er ikke en massakre for sent, at jeg gør noget ved dette i aften.

Alex Webster (bas), George “Corpsegrinder” Fisher” (vokal), Rob Barrett (rytmeguitar) og Paul Mazurkiewicz (trommer) skal lave os om til blodigt kød. Desværre er nyeste mand i folden, Erik Rutan (leadguitar), ikke med i denne omgang, da en farlig orkan har gjort, at han måtte tage hjem til sin familie i USA. Al sympati skal lyde herfra til guitaristen.

Med “Blood Blind” og “Scourge of Iron” får vi alt det, man kan ønske sig af en Cannibal Corpse-koncert, og alene det, at jeg endelig kan se legenderne foran mig, får da mit hjerte slå at slå lige så hurtigt, som min nakke kan bevæge sig.

“Inhuman Harvest” fra Violence Unimagined (2021) er et bæst, der leger med vores afrevne lemmer, og mit eget spæde growl brøler med den store sanger på scenen. Fisher har en t-shirt på med sig selv, hvor der står: ‘Respect the Neck’. Den legendariske muskel hos amerikaneren får også lavet sine ikoniske circle headbanging, og hans dybe brøl og hæse skrig lyder lige så lede og blodige, som de altid har gjort.

Dog skal gæsterne lige i gang, og der kommunikeres ikke lige så meget med os, som det forrige band. Det skal også siges, at her er der tale om death metal, der kræver sit kadaver at spille, så gruppen er til en vis grad undskyldt.

Vi råber gruppens navn, og Fisher tjekker da også, om “Are you having a good time?”, bifaldet siger: ‘Ja’. “Death Walking Terror” fra min første CD med bandet er en fryd at lytte til, og under “Disposal of the Body” og “Pounded Into Dust”, begge fra The Wretched Spawn (2004), har Cannibal Corpse os i et solidt kvælertag. Fisher kommenterer med tør humor, at han intet har fra sit hjerte til os, og vi griner, inden den ikoniske “Fucked With A Knife” går ud til alle kvinderne.

Der er en mindre pit og en selvstartet wall of death, men jeg oplever også, at der er lidt mandefald i crowdet. Det er som om, at på trods af den velskrevne death metal så bliver vi ikke revet rundt, som jeg troede. Det skal også siges, at fire bands er meget, men alligevel så mangler tortur-instrumenterne noget af deres kant. Barrett og Webster spiller ufejlbarligt, men står mest bare, hvor de er, uden at gøre det store nummer ud af sig selv.

Fisher laver en hyggelig leg, hvor der skal gribes vandflasker; en fin lille pause fra intensiteten. “It is time to fire up the chainsaw!” råber vokalisten, og under “Kill or Become” stiger temperaturen lidt igen. En barbiedukke og en bøllehat finder under koncerten vej til scenen, og Corpsegrinder tager imod disse med vanlig humor.

Men luften er lidt gået af ballonen, og “Through the Eyes of the Dead” lander uden den store reaktion. “Stripped, Raped and Strangled” bliver solgt som det sidste nummer, men naturligvis er det “Hammer Smashed Face”, der lukker og slukker med maner, må man sige, og her hopper flere med ind i løjerne på gulvet, og jeg selv fjoller rundt med en af mine bedste veninder. Det hiver det hele op at være dum sammen med hende.

Cannibal Corpse har for længst slået deres navn fast i metalhistorien og har ikke mere at skulle bevise over for nogen. Når det så er sagt, så blev det ikke en ubetinget sejr i Amager Bio på trods af legendestatussen. Men jeg nød at se bandet for første gang, og det bliver sørme heller ikke den sidste gang.