Anmeldelse af: Gatecreeper + 200 Stab Wounds + Enforced, d.11/10/2024, i Pumpehuset, Kbh.

Dødsmetalscenen har det virkelig godt for tiden, og et af de bands, der nyder godt af interessen samt har bidraget til dens blomstring, er amerikanske Gatecreeper.

Forfatter og foto: Christian Bøggild Otte

Med tre fuldlængdeudgivelser og et par EP’er i kataloget har Gatecreeper opbygget sig et solidt navn verden over — faktisk større, end jeg lige går og tror, da jeg ankommer til Pumpehuset denne efterårsmandag til en kø, der bevæger sig helt ud til vejen. Jeg ved ikke, om for mange gennemlytninger af bandets diskografi har fået banket et par hjerneceller ud, men jeg havde inden ankomsten en idé om, at de skulle spille i den lille sal — fremmødet beviser ret hurtigt, at det ikke er tilfældet. Jeg finder dog senere ud af, at der på de tidligste billetter faktisk står, at koncerten oprindeligt skulle have fundet sted i den lille sal. Interessen for at se Arizona-drengene har dog tydeligvis været større end først forventet.

Enforced

På grund af førnævnte kø går jeg glip af de første 15-20 minutter af Enforced, men ude fra byhaven lyder det som om, at de er et perfekt valg til at varme aftenens publikum op. Det fem mand høje band fra Virginia, USA spiller en lige-ud-af-landevejen-blanding af crossover/thrash med masser af fart på, som bringer associationer til moderne åndsfæller som High Command og Lowest Creature.

Salen er godt pakket, og nede bagerst kan man skimte publikum oppe foran, der ikke spilder tiden med at skulle varmes op til mosh eller circle pits — Enforced har dem, lige hvor de vil have dem. Lyden halter til gengæld, i hvert fald nede bagerst, og forsangerens ellers ret solide og klassiske-for-genren-vokal bliver lidt mudret og gemt under resten af bandet.

Enforced har styr på, hvordan man får gang i dansegulvet, og det er tydeligt, at de også har læst op på genrens foregangsmænd. Alle de klassiske elementer er i spil, og jeg tror, at et show med dem som hovednavn i den lille sal virkelig kunne være en svedig omgang. I aften må de nøjes med at være en helt efter-bogen-opvarmning, men det er faktisk også fint. Publikum er i hvert fald klar på mere.

200 Stab Wounds

Det er ikke lang tid siden, at vi har haft besøg af dette hold fra Ohio — de varmede op for Cattle Decapitation endda på samme scene som i aften tilbage i marts. Denne gang er de dog tilbage med et helt nyt album, som vi får fem numre fra i aften. 200 Stab Wounds er klart aftenens mest brutale indslag — det er dødsmetal af den gamle skole, hvor man tydeligvis har læst over skuldrene på Cannibal Corpses tekster. De formår dog at bringe lidt flere groovy elementer i spil i deres numre, så det ikke kun føles som at blive smadret i hovedet med en forhammer hele vejen igennem.

Bandet spilder ikke tiden på sniksnak i aften, og jeg bliver nærmest helt overrasket, da de efter et godt stykke tid har et ophold i musikken — jeg har næsten ikke nået at tænke over, at vi allerede har været en god del numre igennem. I modsætning til Enforced (eller måske er det min placering længere mod scenen) står lyden også knivskarpt og rammer en perfekt balance mellem at blive banket igennem af et samlet sonisk lydangreb og kunne høre de individuelle instrumenter. Owen Pooley på trommer gør det specielt godt og bidrager virkelig til de førnævnte groovy bidder, der går direkte i nakkemusklerne.

200 Stab Wounds forkæler os med 11 numre denne aften og sætter den perfekte scene for aftenens hovednavn. Der har været gang i pitten, folk har crowdsurfet, og det er tydeligt, at de siden de blev dannet i 2019 virkelig har haft fat i den lange ende. Det er nok ikke sidste gang, at vi får fornøjelsen af dem herhjemme.

Gatecreeper

Salen er pakket, og det er tydeligt, at endnu flere har fået øjnene op for Gatecreeper siden deres optræden på Copenhell i 2022. Mørket sænker sig, røgmaskinen er i gang, og langsomt kommer medlemmerne på scenen med forsanger, Chase H. Mason, som sidste mand, i dagens anledning klædt i hurtigbriller og en sort tee med et overdimensioneret marijuanaplante-print. Så er stilen ligesom lagt.

De lægger ud med “Oblivion” fra deres nyeste plade, Dark Superstition (som touren også er opkaldt efter), og det er da også den skive, som vi får flest numre fra i aften. Selvom ingen vil gå så langt som at kalde Gatecreeper et poppet band, så viser flere af numrene på den plade, at de har større ambitioner end blot at spille hurtigt og tungt. Singleudspillene, “The Black Curtain” og “Caught in The Treads”, som selvfølgelig begge to bliver spillet, er mere melodiske, end man er vant til fra deres katalog, men uden at gå på kompromis med bandets signaturlyd, hvor de ikke er bange for at blive lidt doomede eller groovy, når numrene kræver det.

Denne blanding i deres lyd gør også, at de i min optik har en mulighed for at bygge en virkelig solid koncert op, hvor der er plads til udsving og temposkift til at fastholde publikums opmærksomhed. Det hjælper selvfølgelig også på det, at bandet efterhånden er nogle garvede live-drenge, der ved nøjagtigt, hvornår de skal sætte gang i publikum med en lille subtil hentydning til f.eks. en circle pit. Forsangeren, Chase, ved også præcist, hvad han laver som dirigent for orkestret, og hans vokal sidder lige i skabet. Da han hen mod de sidste par numre fortæller, hvordan vi alle skal forklare vores respektive chefer dagen efter, at vi nok lugter lidt og har det dårligt, fordi vi har brugt vores på aftenen på at “banging with the ‘creep!”, så har han os alle i sin hule hånd.

Gatecreeper mestrer virkelig dødsmetalgenren samtidig med, at de sætter retningen for dens fremtid. De kan spille hurtigt, langsomt, tungt og melodisk alt afhængigt af, hvad de individuelle sange har brug for, og det er tydeligt, at de er ambitiøse. Jeg har svært ved at brokke mig over meget denne aften — en fredag aften havde været ideelt, men det kan man jo ikke rigtigt være herre over. Det er også tydeligt, at jeg ikke er den eneste med den holdning ud fra den fyldte sal og køen til merch bagefter.