Alice Cooper

Aalborg Metal Festival 2021 – del 1/2

-

Anmeldelse af: Aalborg Metal Festival 2021. Studenterhuset, Aalborg. 05. – 06. november 2021.

Stolte traditioner har ofte en knap så stolt tilblivelse i baggagen, men alt andet end dét virker til at være tilfældet for Danmarks ældste metalfestival.

 

Foto af: fravn_photography

 

Selvom at jeg fredag eftermiddag ankommer, et par timer efter at startskuddet er gået – voksen-arbejdet skal jo lige fuldføres, før man kan føre sig fuld igennem så gedigen omgang dansk metal, som Aalborg Metal Festival (AMF) havde på programmet i år – er jeg langt fra den eneste.
På min 10 minutter lange gåtur fra bilen over til Studenterhuset på Budolfi Plads kan det tydeligt ses, at folk kommer farende ude fra Aalborg Vestby Station i flok samt mange mindre grupper, der kunne komme enten direkte fra arbejde, skole eller blot en nærliggende stue, hvor øllerne ikke kostede 38 kroner.

 

Ferocity
Da jeg klokken 17:10 gør min entré, er Ferocity allerede i fuld gang. Der er proppet inde i salen og sammenlignet med den lave temperatur udenfor, er stemningen inde i salen virkelig til både at tage på og smage i lige mængder – nogen vil kalde det en smittefare, i disse dage hvor medierne har været fulde af stigninger i smittetallene, men lige i dette tilfælde er smagen af nyligt fordampet sved og øl-ånde-STEMNING!

Ferocity har været i gang i mange år efterhånden, og de nyder klart godt af hjemmebanefordelen. Selvom der kun havde været to bands på forinden, havde en stor del af de fremmødte alligevel stukket direkte ind til koncerten i stedet for at væde ganen. Som regel skal man desværre være ret heldig for at få rusket liv i folk så tidligt på dagen her i Aalborg. Ferocity gav dog et show med så meget gusto og krudt, at det var svært ikke at sætte gang i nikke-tøjet med det samme.

Det er unfair for Lightchapter og Gabestok at sige, at Ferocity var et fænomenalt startskud, men det er svært at have en holdning til optrædener, som man ikke har set. Det skal dog ikke afholde mig fra at opsøge disse på et senere tidspunkt og give dem det lyt, de blev snydt for i dag.
Men det er ikke denne dag! Nu er det tid til en lille øl-pause skarpt efterfulgt af pølle-død til den helt store guldmedalje.

 

Undergang
Jeg havde aldrig før fanget Undergang live før denne fredag, så det eneste indtryk, jeg havde at gå ud fra, var diverse kammeraters fulde beretninger om mudret lyd, grynt og skaldede isser. Jeg blev ikke skuffet!

Når man spiller så beskidt og ulækker dødsmetal, som Undergang gør, er det lidt sjovt, hvor lidt dårlig lyd forringer oplevelsen. Om noget så virker det næsten bare som om, at lidt feedback fra mikrofonen og lidt hyl og summen fra guitarerne bare understøtter det lodne udtryk, som bandet i alle deres andre gerninger i forvejen spiller så højt op, som de kan slippe af sted med.
Alle gav den 110 % på scenen, og som følge af det var det da også langt fra en pletfri lytteroplevelse – der var nogle skønhedsfejl og blandede upsere at spore, men endnu en gang så skadede det ikke det større indtryk af koncerten. Det virkede også til, at det var denne lidt mere ucensurerede version af døjs’metal, som Aalborg havde brug for for lige at komme i stødet. Der kom i hvert fald stille og roligt flere horn og næver i spil oppe foran.

Denne fejring af det upolerede fortsatte med at tage til i intensitet helt op til, sidste tone blev slået an. Vi var forbi mange forskellige afskygninger af grynt og anden slimet vokal; et riff der var så ondt, at det uden problemer kunne bære en polka på trommerne som underlægning, og aftenens første wall of death. Denne var for øvrigt fuldstændig uden opfordring fra scenen, hvilket er noget af en erklæring af dedikation fra publikums side – jo vist, så så vi da flere vægge, der var både bredere, længere og mere smertefulde, men det er svært ikke at unde Undergang denne sejr.
Bølledød af denne skuffe skal ikke høres – det skal simpelthen opleves.

Tak til Undergang for AMF 2021’s svar på en ordentlig olfert!

 

MØL
Første gang jeg så Møl, var på Uhørt Festival i 2015, og siden da har de været lidt en guilty pleasure for mig. Med årenes løb er de dog kommet så langt videre i udviklingen af deres helt eget indtryk, at jeg ikke længere kan pakke det væk i skuffen med de ting, der er lidt pinlige godt at kunne lide: Nu er MØL bare fede.

Fremmødet til koncerten afspejlede tydeligt, at mange fans havde ventet længe på MØLs nye plade, Diorama. Salen var proppet, og på intet tidspunkt var der noget at sætte en finger på i forhold til publikums engagement i den meget nærværende koncert. Jeg har ofte set her til AMF, når der tidligere år har optrådt bands, der var bare lige en lille smule for tæt på at kunne kaldes avantgarde eller lignende skældsord, at det i særdeleshed udelukker det “voksne” segment, som der enten trækker ind i baren eller stiller sig ude i kanten af salen med armene over kors. Det er svært at sige, hvad der er mest ubehageligt – en masse tomme pladser eller folk, der fraværende står med armene over kors eller kigger ned i deres telefon hele koncerten.

Disse typer var der dog ikke mange at spore, muligvis fordi MØL havde taget det helt vilde show med sig!

Det var svært ikke at lade sig fange. Hvor meget andet shoegaze-ladent metal kan blive meget dronet at høre på, skiller MØL sig ud ved stadigvæk at lyde som om, at koncerten foregår i dette lokale og ikke inde ved siden af, fordi der er for meget sovs på instrumenterne. Alligevel beholder de mange af de trademarks med store akkorder, der bliver strøget skarpt an, og bevarer derfor også et mere ambient indtryk, men de er heller ikke bange for at diske op med noget mere riff-baseret musik, som der i hvert fald for mig har gjort det meget federe at lytte aktivt til.
Hist og her, når der lige blandes lidt ren vokal ind, kunne ørerne næsten fristes til at tænke, at det lyder en lille smule som In Flames, før de blev dårlige.

Både scene- og lysshow var under hele koncerten så tæt på perfekt, som det vel nærmest var muligt at komme. Jeg havde fundet mig til rette på de billige pladser nede ved mixerpulten, så det var ikke alt, der foregik, som jeg kunne se, men jeg fik da alligevel en på overraskeren, da forsanger, Kim Sternkopf, kom styrtende forbi for at løbe ned og råbe nogen af de stakkels, uopmærksomme og tørstige koncertgængere, der stod i kø nede i baren. Foruden dette var han også oppe og crowdsurfe i hvert fald én gang, så vidt jeg kunne se.

At se MØL i så stærk en form kom ikke den mindste smule bag på mig. Det var en sindssygt flot koncert, og jeg glæder mig til at fange dem på kanten af scenen igen!

 

*Stemningsrapport*

Da jeg tilbage i 2017 begyndte at forfatte anmeldelser for Metal A Day, tog min ansættelse udgangspunkt i en weekend ikke meget ulig denne. Aalborg Metal Festival har en aura, som der ikke er til at finde på nogen af de andre indendørs metalfestivaler her i Danmark. Da den afholdes i starten af november, er der altid sandsynlighed for, at du kommer til at bruge det meste af din off-tid fra koncerterne på at stå udenfor og ryge dine smøgern så hurtigt du kan for at undslippe den kolde, silende regn; eller også sidder du inde i baren og undrer dig over, hvorfor du nu også tog både to trøjer, en skjorte, din vest OG en foret læderjakke med. Der er nærmest ingen mellemvej.

Givet, at AMF kun foregår på ét spillested med halvanden bar tilknyttet, er alle festivalens gæster pakket tæt sammen som sild i en tønde. Derfor tager en tur op i baren for at købe en øl også gerne 20-30 minutter, fordi man render ind i en masse gamle kammerater, eller falder i snak med nye.
Det er ikke mange på den danske metalscene, som der ikke i forvejen er rare og imødekommende, men det er næsten som om, at hyggen lige bliver taget et nøk eller to op her i weekendens anledning. Uanset hvor du færdes; om det er oppe i karaokebaren, nede i den “store” bar, i koncertsalen, eller ude i før omtalte silende regn i køen for at få en af Jons Mædl Pøller, så er der ikke andet andet end smil og glade dage at spore. Det tilføjer også liiige lidt ekstra til stemningen de år, hvor julemarkedet ude på Budolfi Plads er opsat i god tid, således at man i det mindste kan samles under nogle halvtag og tage sig en lille ørepause, mens man begræder, at pariserhjulet endnu ikke er åbent.

 

Dawn of Demise
Til dem, der har fulgt lidt med i lejren hos Dawn of Demise, er det nok ikke gået mange forbi, at de den foregående weekend måtte aflyse et show i Horsens, da de havde en akut indlæggelse i bandet. Dette skulle vise sig at have været forsanger, Scott Jensen, som der havde fået sig, hvad der lød til at være et rigtig ubehageligt ildebefindende i ryggen. Jeg fik lige en kort snak med ham ude ved trappen op til backstage, hvor det endda lød til, at der var nerver på spil her op til aftenens koncert. Når man har så mange koncerter i ryggen, som de garvede herrer fra Silkeborg har, så siger det en del.

Denne frygt skulle dog vise sig at være ubegrundet. Fra første tone blev slået an, var der ingen tvivl: Det her skulle være aftenens højdepunkt!

Lyden var knivskarp, hvor der ved stort set alle de der optrådte tidligere lige var en kort indstilingsperiode i starten. Alt var i balance og stod klart frem, hvilket bare belyste, hvor stramt alle hver især tæskede deres instrumenter.
Scott stod i spidsen som et musikalsk fyrtårn, der ledte alle i fordærv. Stemningen, der blev pisket op under de første par numre, var så urimelig, at det halve kunne have været nok, men jeg er alligevel glad for, at vi fik serveret fuld portion.
Når der skulle snakkes imellem numrene, var der virkelig også i et lune, som der understøttede, at frygten fra før koncerten var faldet fuldstændig til jorden – Scott var i sit es med den helt rigtige mængde lunefuld og jysk charme for slet ikke at nævne, at han headbangede, som om i morgen ikke eksisterede.

Halvvejs igennem var det efterhånden virkelig svært ikke at lade nakken rokke med.
Med så spækket et katalog af klassikere, de havde at vælge imellem til aftenens koncert, var det svært ikke at blive helt glad i låget, når vi fik serveret lige, hvad vi ønskede os. Da Scott præsenterede “Extinction Seems Imminent”, et af hans personlige yndlingsnumre, blev det sværere endnu. Da “Rejoice In Vengeance” kom på, blev det næsten for meget. Da “Juggernaut” blev talt ind, nåede jeg lige at skrive en sidste lille note ind, før jeg kastede mig ind i midten af pitten; “Vi ses på den anden side”

På den anden side kom man ud, stakåndet og tørstig, kun med én tanke i hovedet: Det var fuldstændig sindssygt!

 

Illdisposed
Sidst jeg så Illdisposed på Studenterhuset i Aalborg, var det en lidt trist affære. Den koncert lugtede i hvert fald tydeligt af, at Bo var stoppet med at drikke og derfor kedede han sig noget så grusomt hele vejen igennem. Det er derfor med stor glæde, at jeg denne gang kan berette om en koncert, hvor den gæve hr Summer igen har væskebeholdningen i orden og faktisk virker som om, at han nyder at være her!

Go’e gamle Illdisposed, med deres go’e gamle Submit-sæt. Jeg ved godt, at det er at være lidt picky, men meget kort inde i koncerten var det ganske tydeligt, at dette måske med undtagelse af et enkelt nummer eller to til forveksling var samme show, som de spillede til Næstved Metalfest for to måneder siden. Det er klassisk, det er fed, men alligevel kunne det klæde dem lidt at ryste posen. Nu skal det ikke kun handle om, hvad jeg mener, de kunne have gjort anderledes, men da også om, hvad de i den grad gjorde rigtigt.

Med en stærk åbner i form af “Sense the Darkness” var stemningen sat, og folk åd det direkte af hånden. Det var tydeligt at se på publikum og mærke under skosålerne, at der var blevet bundet, spildt, og kastet øl rundt i salen i godt og vel 8 timer nu.
Det var helt bestemt til Illdisposeds fordel, da denne version af et AMF-publikum er lige så vilde, som de er ukritiske. Dette er ikke sagt som hån imod hverken bandet eller publikum. Publikum når bare et punkt af aggressiv kammeratlighed, der er så højt, at de bare tager imod det, de får, og serverer tilbage med alt, hvad de har.
Den stemning, der blev pisket op under de sidste koncerter, driver stadig ned ad væggene, og Posen gør alt, hvad de kan for at tilføje til den. Da det jo er et jubilæumsshow, er det klart, at vi primært hører sange fra Submit-pladen, men det virker ikke til at gøre de fremmødte det mindste. Det er også så idiotsikkert materiale, at det selv på en dårlig dag ikke rammer ved siden af. Interaktionen Bo og publikum imellem vil jeg næsten sige peaker, da Bo midt under koncerten stiller sig klar med telefonen, da han gerne vil have en selfie med Aalborg, hvor de alle sammen lige stikker ham fuckfingeren.

Koncerten forløb uden nogle negative anmærkninger. Det var en lille smule formularisk, men på ingen måde dårligt. Der var tid til både tant og fjas, og alle til stede havde sig en fest.
Af andre bemærkelsesværdige begivenheder kan det også nævnes, at Franz Hellboss, som der jo har vandret så bredt, at han både har spillet med Volbeat og Illdisposed, lige fik sig et shout out fra scenen. Foruden dette var der store og svedige mosh pits, folk skyndte sig i baren efter de sidste bajere, og så fik vi alle sammen en på hovedet, da “Purity of Sadness” fyrede op under aftenens sidste krudt.

 

REVIEW OVERVIEW

Ferocity
Undergang
MØL
Dawn of Demise
Illdisposed

Share this article

Recent posts

Popular categories