Alice Cooper

Aalborg Metal Festival 2021 – del 2/2

-

Anmeldelse af: Aalborg Metal Festival 2021. Studenterhuset, Aalborg. 05. – 06. november 2021.

 

Foto: fravn_photography

Gårsdagens fest kunne mærkes i både hoved, skulder, knæ og tå. Efter Illdisposed lukkede ballet drog jeg videre ned på ‘Rocken’ – den spirituelle efterfølger til den hedengangne lokale rockbar: Rock Caféen, i daglig tale blot omtalt som ‘Rocken’, som var lokaliseret midt i Jomfru Ane Gades neonfyldte virvar. Denne havde i mange år ageret endestation for aftenen, efter stort set alle rock- eller metal-koncerter i Aalborg i al den tid, jeg har gæstet byen, og også mange år før. Da den tilbage i efteråret 2017 måtte dreje nøglen om, blev denne rolle hurtigt overtaget af den ny-åbnede High Voltage-filial, som vores københavnske læsere formentlig kender godt til. Det var et friskt pust, men alligevel kunne spaden ikke stikke dybt nok til, at de kunne få sig et permanent ståsted her på egnen, da de måtte lukke ned igen i 2019.

Det nye ‘Rocken’ mødes ligesom på midten imellem de to koncepter, der hver især måtte lukke. Det er både mere moderne og “stilet”, hvis man kan sige det uden at få en kindhest, for samtidig emmer det stadig så dejligt af det gamle loftslokale, som Rock Caféen var både elsket og hadet for. Øllerne smager stadig lige så gode som altid, og selskabet på denne aften var fuldstændig fantastisk.

 

Timechild
I år, hvor festivalen kun strækker sig over to dage i stedet for de vante tre, har den måske semi-symbolske “rock-booking” virkelig ramt ved siden af desværre. Timechild er et skide fedt band, og de gav den virkelig gas, men når ballet blev skudt i gang med ond, gammeldags dødsmetal fra Bloodgutter, skarpt fuldt op af hypermoderne og aggressiv deathcore fra Sansera, så er der fandeme langt i mål, når der ikke er et eneste blast beat at spore.

Jeg vil igen gerne understrege, at der ikke var en finger at sætte på deres optræden. Det faldt simpelthen bare fuldstændig til jorden, og det synes jeg, ikke er fair. Det her var ikke en skarp booking til dagens program. For at vende tilbage til snakken om det normale tre-dages format, så er det typisk torsdag aften, hvor vi ser et mere lokalt og mindre hårdt band være med til at starte hele ballet, hvilket har smagt meget bedre i forhold til hele oplevelsen – de fleste drikker sig ikke i jorden på førstedagen, men er der jo bare for at hilse på, tage mål af årets stemning og ellers bare varme op.
Dér gad jeg rigtig godt have hørt Timechild, for der har jeg ikke Dawn of Demise og Illdisposed ringene i ørerne fra aftenen forinden.

 

CABAL
Jeg skal lige love for, at hvis man var faldet lidt ned under Timechilds optræden og lige havde været i baren efter en vand til en afveksling, så var der godt nok lagt andre boller i suppen, til når man gik ind for at høre den næste koncert.

I forhold til både Timechild før og Konkhra efterfølgende spillede CABAL så øresønderrivende højt, at det næsten var helt dumt. Man kan ikke sige ret meget om den slags smadder-core, som CABAL spiller, udover at det kræver attitude og volume. Og det skal jeg love for, at vi fik!

Alle både på og lige foran scenen var i fuld gang med at trampe og headbange dem selv fuldstændig i stykker. Der var god interaktion mellem bandet og publikum, hvilket selvfølgelig vil sige, at der var en myriade af forskellige pits plus en stor, tung wall of death.

Det var en god koncert med glade og vilde musikere på scenen; vildere publikummer og et skide fedt lysshow. Man kan dog ikke rose den for at have været en god lytteroplevelse, hvilket også er det eneste, der trækker ned. Volumen gjorde det svært at høre, hvad der egentlig foregik til at starte med, men derudover var lyden ikke ret god.
En ekstra faktor i det soniske kaos må også inkluderes i form af de øredøvende bassdrops, som de smed fuldstændig lemfældigt ind efter, hvad der føles som hvert tyvende sekund. Når de var så høje, at de overdøvede alt andet, må det give en idé om, hvilket lydniveau vi ligger på.
Da jeg lige kort var et smut på toilettet, som der ligger inde på den anden side af baren, kunne jeg stadig mærke dem i gulvet, som om at hele bygningen havde en meget lav hvilepuls.

 

Konkhra
Da jeg gjorde min entré til Konkhras koncert, var jeg helt undervældet af, hvor lav lyden var i forhold til CABALs soniske overgreb, som jeg lige havde lagt ører til. Dette kombineret med et også ubalanceret miks af instrumenterne og lidt slappe stortrommefødder gjorde mig godt nok ked af det.

Alle de gange, jeg tidligere har set Konkhra, har det da været tydeligt, at der ikke er tale om helt unge mænd mere, men de har altid leveret en fed koncert, som der var værd at skrive hjem om. Nærmest helt i afmagt blev jeg nødt til at gå ud og ryge en cigaret, mens jeg lige funderede over, hvordan jeg skulle fordele krudtet til resten af aftenens anmeldelser – var ørerne mon bare ved at være trætte, så de ikke ville tillade mig at høre andet end lort?

Svaret skulle heldigvis vise sig at være et rødglødende: NEJ!

Barren blev sat højt i går, og ved koncertstart i dag var udsigten ikke god. Da jeg igen trådte ind i salen, var lyden dog blevet markant bedrem og kort tid efter min ankomst steg stemningen også lige et stykke til at starte med, da vi får annonceret en gæsteoptræden – da denne viser sig at være bandets oprindelige andenguitarist og sanger, Claus Vedel, går det lige pludselig stærkt.
Herfra går det ikke andet end opad, og da Claus lige får rystet rusten af sig, er også han i hopla. Alle giver den fuld pedal gennem hele resten af koncerten, og det var en fryd at se på.
Opturen denne koncert gennemgik var noget, der satte sig i mig resten af dagen. Det gik virkelig op i en højere enhed.

 

Afsky 
Den kvikke læser af anmeldelsen af fredagens koncerter ville måske have bidt mærke i, at jeg i den ikke havde anmeldt Solbruds optræden. Jeg vil ikke sige, at det at begge bands forvaltes af den sammen hovedperson, gør dem for sammenlignelige til, at det kan svare sig at anmelde begge to, men ét band skulle lide mangel på kritik, for at jeg kunne få noget at spise – samt stille P-skiven i min bil.

Ole Luk, som der er manden bag både Solbrud og Afsky, er uden tvivl visionær indenfor den bølge af black metal, vi har herhjemme lige nu, og det er en del af genren, jeg varmer mere og mere op for, jo mere jeg hører af det. På en festival som denne er det af mangel på bedre ord noget, der er fantastisk til lige at falde ned med, da der ikke sker 10.000 ting på én gang. Hvis ikke man er nogen af de gæve få, som der mosher til alt fra ABBA til Aborted, så tror jeg, at mange ser mere på det som en forestilling end en koncert.

Den lange operaintro snød mig flere gange til at tro, “nu går vi i gang”, hvorefter den på ny startede op igen. Da vi endelig kommer i gang med koncerten, er lyden ikke helt afbalanceret, men dette rettes hurtigt ind, og nu er ballet i gang. Det store og massive lydbillede, vi bliver præsenteret for, er understøttet smukt af et par enkelte åbne, dansende flammer oppe på scenen, og så ellers bare alt det røg, der kunne skydes ind på scenen – måske endda lige en smule for meget.

Det virkede til, at alle inde i salen nød, hvad de hørte. De fleste nikkede med som et minimum, men der var stadig masser udadreageret støtte i form af headbanging og moshpits nede foran. Det var også disse, der vedholdent blev og fortsatte festen, da udvandringen fra koncerten startede. Jeg tror, at mange måske bare havde fået ørene for fulde af rumklang og røgmaskine, og nu ville ud for at nå at bytte det med en øl eller to, før næste band gik på.

Os, der blev koncerten igennem, fik, hvad vi ville have. Det eneste, jeg ville kunne putte en finger på, var, at Ole lød en lille smule anstrengt i stemmen, end han gjorde, da jeg så dem til Raise Your Horns tilbage i september. Her skal det lige nævnes, at han ved den lejlighed ikke samtidig spillede guitar, da han havde en skade i sin hånd. Det er klart, at det giver en ekstra smule overskud ikke at skulle stå og flå i en guitar, samtidig med at du skriger dine lunger ud, så det er ikke som sådan kritik blot en lille observation.

 

VOLA
VOLA dukkede først op på min radar for under et år siden, da de udgav sangen “These Black Claws”, da en af mine yndlingsrappere har en gæsteoptræden derpå. Lige i det øjeblik blev jeg blæst fuldstændig bagover af selve nyheden, men jeg brød ikke rigtig om det ved første lyt. Dermed gik bandet lidt i glemmebogen for mig, indtil guitaristen fra bandet, jeg spiller i, begyndte at tale deres nye plade, Witness, op.
Jeg gik ind til aftenens første rigtige møde med VOLA som et blankt lærred, og sikke et indtryk der var malet en time senere!

I min notesblok beskrev jeg det ved første indtryk som værende fløde-prog. Den gennemtrængende skønsang og de smukke melodier understøttes fænomenalt af både en kompetent bas og en helt åndssvagt dygtig trommeslager. Det kan virkelig ikke underdrives, hvor meget en god trommeslager kan gøre for et bands samlede lyd og indtryk.

Lige så meget som der var fokus på alt det højfrekvente og flotte, så var der også nogle tunge passager, som der gav fantastisk anledning til at flekse nakkemusklerne. Det var en virkelig bred palet af udtryk, vi fik serveret, og det var svært ikke at lade sig rive med. Det var en lille smule svært for mig at adskille, hvad der rent faktisk var spillet af musikerne, og hvad der var et backingtrack. Måske er jeg en lille smule gammeldags, men så langt hen ad vejen, som man kan, synes jeg, at man bør spille sin musik for sit publikum og ikke bare trykke ‘play’. Til gengæld så er det jo umuligt at spille noget, der er så stort og med så mange forskellige lydelementer i sig, når man kun er fire i bandet.

Uanset hvad mine krukkede holdninger er, så formåede de uden problemer at diske op med nok festivalens største overraskelse for mit vedkommende.

 

Mercenary
Aftenens sidste skud skulle være de lokale herrer i Mercenary, som der i år fejrer deres 30årsjubilæum som band og 10årsfødselsdag for pladen Metamorphosis, som de selv synes, var et skift i bandets udtryk til det bedre.

Vi blev serveret 90 minutters brændende hjemstavnskærlighed med både nyt, gammelt og alt derimellem. Jeg har ikke ret mange noter fra denne koncert, da jeg hurtigt blev revet med i den svedige pit i midten af salen. Med nyt blod i bandet i form af trommeslager, Martin Nielsen, virkede det helt bestemt til, at de tre andre gutter har fået lidt ekstra krudt i røven, siden sidst jeg så dem. Har de mon været lige så spændte på at komme ud og sprælle som alle os andre? Det så i hvert fald sådan ud!

Hele koncerten blev nydt i store mundfulde af alle inde i salen. Oppe fra scenen var der masser af lunefuld snak og opfordring til løjer, mens der nede i salen herskede en stemning af totalt kammeratskab. Alle vidste godt, at det var nu, det sidste krudt skulle bruges.

Uden nogen konkurrence så må Mercenary nemt kunne tage kronen som Danmarks tungeste powermetalband. René Pedersen råber og skriger som en sindssyg det ene øjeblik, og det næste får vi skønsang på et nært kirkeligt niveau.
Jeg har hørt Mercenary siden slutningen af folkeskolen, hvilket ikke siger meget, da bandet blev til fire år før min fødsel, men jeg har kendt det længe nok til, at jeg så skiftet i stil ske. Det var bestemt ikke for alle, men det vil jo altid dele vandene, når et band man er glad for, får sig en ny vision.
Når det så er sagt, så synes jeg at det er kanon fedt, hvordan de stadigvæk selv anerkender den betydning, deres ældre materiale har for mange af deres fans, hvorfor jeg også altid glæder mig til slutningen, så jeg kan få lov til at høre “Firesoul”!

REVIEW OVERVIEW

Timechild
CABAL
Konkhra
Afsky
VOLA
Mercenary

Share this article

Recent posts

Popular categories