Reportage fra: Raise Your Horns 2021 – dag 2

Reportage/anmeldelse fra: Raise Your Horns 2021. Musikhuzet, Rønne. 10.-11. september 2021.

Sideporten til Musikhuzet i RØNNE blev atter åbnet, og hornene skulle løftes til anden- og sidstedagen af Raise Your Horns 2021.

Når du det nu var en lørdag, så havde de fleste nok fri fra arbejde, så festivaltraditionen tro så var der også flere navne på dagens program, end der havde været dagen før, så der var nok at skulle opleve af musiske indtryk denne dag, der spændte fra thrash til melodisk doom og black – og undertegnede har forskellige meninger til disse optrædender.

(Start med at læse førstedagens reportage HER, hvis du ikke allerede har gjort det.)

Lotan

Første liveoplevelse denne dag for mit vedkommende var den black metalliske duo, der havde taget flere musikanter med på scenen, fra Lotan.

Bandet er aktuelle med deres anden EP, som du kan læse en anmeldelse af HER, og jeg må give vores anmelderen ret i, at det ikke var noget, der lige kildede de helt rette steder, for når jeg lyttede til det, så stak det hverken ud som noget memorabelt af den slags, man kender i black-genren, og det skabte heller ikke noget nyt, der gjorde sig bemærket.

Men for mit vedkommende må jeg sige, at her har man et band, der gør sig bedre på en scene end på en plade, og det er da også erfarne musikere, vi har at gøre med her, så det havde man også lidt håbet på.

Lyden var god, og deres punkede black gav da også genlyd hos publikum, der her relativt tidligt på dagen allerede var ude at bevæge sig på “danse”gulvet. Det har tydeligvis været savnet, at man kunne stå op og bevæge sig rundt til en metalfestival!

Six String Slaughter

Det var næsten den omvendte situation, der gjorde sig gældende for (også) danske Six String Slaugther, for da jeg kom hjem efter festivalen og lyttede til deres nye plade, der var udkommet under festivalen, fik jeg meget mere ud af dem på plade, end jeg gjorde live.

Og det kan undre, når man har at gøre med den Sjællands pendant til jyske Illdisposed, hvor der er en del sammenfald i lydbilledet og det musikalske udtryk.

Men scene-interessen og lysten til at spille kunne ingen tage fra dem, og de nød det tydeligvis; og på samme måde med den jyske udgave, så havde de også deres følgere, der havde set frem til at se dem.

Lyden var bare lidt for mudret til, at nuancerne i musikken kunne træde helt frem, men den situationen vejede de så op med deres vildskab på scenen.

Eastern High

På papiret skulle det angiveligt være svensk progressiv metal, men det eneste korrekte faktum i mine ører var, at de var svenske, for lyden var mere sådan noget modern metal med lidt melodød over sig; tænk In Flames bare uden at være fesne i deres senere tid.

Her var lyden skarp og kompakt, og det hele gik rent igennem, men om det, der gik rent igennem, så var noget, som tiltalte folk, er lidt svært at sige, for det lod til, at det var blevet spisetid for publikum, og det skal jo også passes ind.

Jeg fornægter ikke de fremmødtes valg, hvis det var årsagen, for det her band var hverken godt eller dårligt; de var bare. Det er svært hverken at hade eller elske dem, men det var i hvert fald ikke dem, der gjorde et uudsletteligt udtryk på mig, og det er faktisk en af grundene til, at jeg er glad for, at jeg tager noter på papir – for ellers ville jeg have glemt et band som dem her.

Chronicle

Jeg må nok sige med det samme, at et af bandets medlemmer også skriver for Metal A Day, hvorfor jeg nok kommer til at lyde farvet, når jeg siger: Dét her var noget, jeg havde set frem til!

Her var vi nogle unge jyder, der virkelig har udviklet sig med deres lyd, så det bare er thrash, men også teknisk spændende med en snert af melodød på den måde, som man kender det fra The Black Dahlia Murder.

Man kunne også se og høre, at Chronicle var blevet mere vante til at stå på en scene og interagere med publikum samt at spille sprælskt uden at glemme, hvad der skulle spilles.

Har du endnu ikke set dem, så gør det – og lyt til dem på plade indtil da!

…And Oceans

Så var der importeret musik hele vejen fra Finland, og de tilbød noget, som der stilmæssigt lige tiltaler mig: det er melodisk doom, uden man skal gøre hver eneste nummer unødigt episk.

Desværre var lyden ikke med dem i starten, hvor deres keyboard helt forsvandt i lydbilledet, og trommerne var for høje, og vokalen var ikke lige min kop te.

Men som jeg vist også skrev om nogle tyskere i går, så handler det måske om, at man lige skal indstille hjernen til lydbilledet og fordybe sig i det, så man glemmer det famøse sted og den famøse tid.

Som lyden rettede sig til, så blev det også bedre, og som jeg lige var ved at få en fornemmelse af, at nu blev det ensformigt på den dårlige måde, så kom der en del variationer mod slutningen af koncerten, som gjorde det spændende for mig at lytte til.

Afsky

Raise Your Horns har lidt en tendens til at lukke festivalen af med lidt black-metallisk, og det kan enten blive et hit eller noget skidt, som jeg kommer ind på senere.

Men tidligere har festivalen brilleret med stilmæssige koncerter fra blandt andre ORM, Solbrud og Lamentari, der har kigget hos undertegnede, når vi nu bliver i samme boldgade, så det var spændende at se, hvad dette projekt kunne byde på.

Det er min optik atmosfærisk black, der dog veksler en del på den gamle skole, men det stemningsfulde er i hvert fald i hovedfokus, og det her er ikke den slags musik, du tager med til en strandfest en højsommerdag; du sætter dig i en bjerghytte om vinteren og isolerer dig med den, så musikken omslutter dig.

Og det er den egenskab, som bandet også formår at bringe ud over scenekanten til publikum her, hvor folket er mødt talstærkt op for at vride det sidste ud af dette års Raise Your Horns-festival.

Røgmaskinen sørgede for at udviske mellemrummene blandt folket på gulvet, og lod man sig bære med, så var der intet band, men bare musik, som bandt sig sammen med andre og ingen og alt og… nej, jeg var ikke skæv, jeg var beruset af musikken!

Så den gik rent hjem denne gang, men som man godt kunne mærke på nogle festivalgæster, så havde man vist håbet på noget mere dødsmetal med korte numre, en masse interaktion, hurtighed og en masse brølen og ikke skrig, så der var nok efterladte enkelte, som der havde håbet på noget andet.

Men de af os, der brød sig om Afsky, vi var solgte!

Raise Your Horns, du holdt standen under corona og har endnu ikke aflyst et år, og standardarden bliver holdt højt!

Tak til frivillige, boder, gæster og alle de andre – jeg glæder mig allerede til 2022 \,,/ \,,/