Alice Cooper

Reportage fra: Raise Your Horns 2021 – dag 1

-

Reportage/anmeldelse fra: Raise Your Horns 2021. Musikhuzet, Rønne. 10.-11. september 2021.

Raise Your Horns har slået sit navn fast som en blivende del af de danske metalfestivaler, hvor man her befinder sig i stedet mellem at finde sit ståsted og være et etableret navn – og det beviste årets udgave af festivalen.

 

Foto: Anders Lundtang Hansen

Så gik turen atter til Bornholm for at opleve to dages metalfestival i form af Raise Your Horns, hvor blot et enkelt navn denne fredag ud af dagenes festival var rent dansk, da der var besøg derudover fra både Polen og Sverige blandt andet.

Og det kan nok overraske mange, at turen atter gik til Bornholm for at opleve metal, for andre festivaler af den metalliske og anden tunge art på Bornholm har haft svært ved at lokke publikum til “ovre fra”.

Måske en enkelt gang eller to ville give mening at afholde så specifik en festival her i landet, men så ville den vel lide ungdomsdøden som så mange andre lignende foretagender, men måske var corona faktisk en redning for lige denne festival, for Raise Your Horns var i 2020 en af de eneste festivaler med metal over mere end et døgn på dansk jord, der blev afholdt; så skulle man have sit metalliske fix herhjemme, så var det med at vende snuden østover.

Raise Your Horns er ikke en nichemetal-festival, men hvis man skal dreje kompasset i en retning, så er vi i den senere tid gået mere over på at fokusere på black- og dødsscenen. Så ‘core, djent og numetal er ikke det, du lige oplever her på Klippeøens hovedstad, Rønne, ipå spillstedet Musikhuzet.

Festivalen er også i den spændende udviklingsfase, hvor folk efterhånden godt ved, hvad de får, og de ved også, hvad de vil have – tingene kører meget smurt og på den hyggelige metalliske måde, hvor personalet altid har tid til en sludder, men der kan hurtigt melde sig en besked i øret, som der skal tages af – men der er også spændende udviklingspotentiale til at se, hvad festivalen kan blive til.

 

Valkenrag 
Første liveoplevelse for mit vedkommende blev måske ikke så intenst, som sidste års åbning gjorde, fordi der var så meget indelukket glæde dengang modsat nu, der skulle ud, over at opleve livemusik igen.
Men nu behøvede man trods alt ikke sidde ned, man måtte råbe, og man kunne omfavne dem, man kendte, og dem, man senere ville komme til at kende.

Her har vi at gøre med den art metal, der ikke bare skæver, men glor i retning af svenske Amon Amarth med deres vikingefortolkning af melodøden, og havde man ikke taget de skarpe briller på, så kunne showudtrykket da også foranledige en til at tro, at man faktisk havde at gøre med dem i deres yngre dage – ikke fordi lyden var tungere og mindre kommerciel, men fordi sceneopsætningen var mindre.

Men der var tydeligvis gang i publikum, og der blev sparket en moshpit i gang i det flotte fremmøde.

 

Décembre Noir
Dette tyske indslag var ubetinget dagen positive overraskelse og (næsten) også højdepunktet på dagen.
Her havde vi at gøre med lidt melodisk doom med semi-lange passager, så der både var noget til at gøre ørene glade, men hvor man også kunne svælge i de lækre lydflader og lade bære sig væk, uden det skulle blive langtrukkent eller depressivt.

I starten var jeg dog ikke overbevist om disse tekniskdygtige tyskere, men som koncerten skred frem, jeg indstillet antennerne på dem, som gjorde, at jeg kunne fordybe mig i deres lydunivers og lade mig tage dem ind.

 

Tungsten
…blev jeg ved med at kalde for ‘Tungsind’, fordi jeg blev forvirret i hovedet over de forskellige stilarter, der både var i musikken og det udtryk, som de forsøgte at fremvise.

Lyden var noget powermetal, hvor der også figurerede nogle industrial-elementer, og så tilsætter man også en knivspids af noget dødsmetal bare for at give det noget tyngde, men uden at skræmme for mange væk.

Det her var, man får, når man blandet for meget sammen og sætter det i kog, hvor man ikke har dannet sig et musik udtryk, men man har gjort det så længe, at man er blevet god til at lave retten: For de spillede vellydende sammen, og publikum havde ramt det niveau af vildskab og weekendglæde, der fik det til at ramme gennemsnittet for en forventelig koncert, men det er bare ikke noget, jeg har behov for at se igen.

 

BAEST
Ja, hvem ellers skulle lukke fredagen, når man så, hvem der skulle optræde den dag: Den var lige til højrebenet, og det ville da næsten også være en skandale, hvis ikke de fik lov at lukke.

For kulminationen på en god festivaldag kan i langt de fleste tilfælde cementeres med en performance fra dødsmetaldrengene og – darlings i aarhusianske BAEST. Selv på den dårlig dag på kontoret for bandet, så flænser de hele kontorbygningen fra hinanden.

Deraf karakteren.

Når det så er sagt, så så jeg flere mennesker, der langsomt listede ud fra salen, før koncerten var slut, og medmindre man havde købt en endagsbillet og skulle skynde sig hjem, hvem/hvad er der så mere spændende for et metalhoved end at opleve BAEST på nuværende tidspunkt, når man alligevel er på øen?

Der var ikke den store interaktion fra bandet, og det kræves det heller ikke fra deres side, når deres kroppe siger det hele, men man manglede lidt af det joviale fra jyderne, som man også er begyndt at holde af os dem.

Har vi set dem så meget efterhånden, at vi er blevet lidt BAEST-trætte?

Det var jeg i hvert fald ikke, og jeg ramte mit logi med godt ondt i nakken efter den headbanging, deres musik automatisk udløser hos en!

Og så var det ellers bare med at glæde sig til andendagen af Raise Your Horns 2021!

REVIEW OVERVIEW

Valkenrag
Décembre Noir
Tungsten
BAEST

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories