Anmeldelse af Disturbed: The Sickness 25th Anniversary + Megadeth, d. 28.09.25 i Royal Arena

Det er over 1 uge siden, jeg var til koncert. Så jeg trængte i den grad til at vende tilbage.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Ørestaden får besøg af to ikoniske bands, der på hver sin måde har sat dagsordenen for heavy metal og inspireret et utal af musikere og fans. Samtidig har de også hver især været omgivet af deres egne kontroverser. Mere om det senere.

I et fantastisk selskab og på en søndag hvor solen brager frem, er det en smuk efterårsdag. For det bliver på hver sin måde en blanding af både afsked og hyldest.

Megadeth

Et navn der er synonym med essensen af metal. Siden 1983 har vokalist og guitarist Dave Scott Mustaine ført an i skabelsen af thrash metal sammen med bands som Anthrax, Metallica og Slayer. På grund af deres store succes blev disse grupper også kendt som the big four. Siden debutalbummet Killing Is My Business.. and Business Is Good (1985) har Mustaine skrevet sig ind i historiebøgerne med en genre definerende diskografi, der har solgt over 50 millioner plader på verdensplan.

Det er siden blevet til 16 albums hvor det seneste har været The Sick, the Dying…and the Dead (2022). Denne store arv har dog været plaget af mange kontroversielle og provokerende udtalelser samt voldsomme udskejelser med stoffer og alkohol. Alt dette fra arkitekten bag Megadeth, Mustaine selv. Det har ofte gjort ham og bandet til lidt af en punchline. Særligt sangerens offentlige kampe med alle fra Metallica til Suicidal Tendencies, Limp Bizkit, Dissection, Pantera, Rotting Christ og Suicide Silence samt hans højlydte kritik af amerikansk politik har efterladt Mustaine med et ofte blakket ry hvor mange stadig ikke kan døje den ofte konflikt opsøgende frontmand.

Anno 2025 virker det dog til at han er faldet en anelse mere til ro. Det var da også d. 15 august at det blev annonceret at efter 40 år i den hårde tråds tjeneste stopper Megadeth med ét sidste album og en farewell tour i 2026. I kølvandet på denne afsløring virker det til at flere er kommet i tanke om hvor meget bandet har betydet musikalsk på trods af Mustaines personlighed.

Jeg så en halv koncert med Dave og co. på Wacken Open Air i 2017. I Store Vega i 2022 var de flyvende og de gjorde det også godt på W.O.A. 2023. Med det i mente at denne søndag kan være sidste gang at vi ser Megadeth på dansk jord er det absolut nødvendigt at jeg kommer helt foran med mine venner.

Med et banner højt hævet der kun viser bandets navn går Dave Mustaine (vokal, guitar), James LoMenso (bas, backing vokal), Dirk Verbeuren (trommer) og Teemu Mäntysaari (guitar, backing vokal, også guitarist i Wintersun) på og starter med “Hangar 18” fra perlen Rust In Peace (1990), “The Dread and Fugitive Mind” fra The World Needs A Hero (2001) og den snerrende “Sweating Bullets” fra hovedværket Countdown To Extinction (1992). 1 ting står klart, Megadeth er på!

Verbeuren som jeg først lærte at kende da han spillede i Soilwork er en præcisionsmaskine, der tæsker sine tønder med en livlighed som kun kan tænde ens adrenalin. Oven i dette er han også god til at komme ud over kanten til publikum, en særdeles aktiv trommeslager hvis lige er svær at finde. Mäntysaari lirer tekniske guitar soloer og riffs af sig som om det var det letteste i verden og der er mange brede smil flere steder hvor jeg står. Lyden fejler ej heller noget og alle detaljer går klart igennem fra thrash metal-titanerne. LoMenzo er godt omkring og sørger for en massiv sonisk bund.

Mustaine selv har før kæmpet med stemmen, men i aften er hans hæse røst god og hans guitar arbejde er som altid mesterligt. Der kunne dog skrues op for mikrofonen hos Dave. Han har aldrig været den mest snakkesalige frontmand, men det er tydeligt, at hovedpersonen er mere aktiv her i Royal Arena end sædvanligt. Hans attitude er særdeles positiv. Frem for alt kan man mærke på bandet at dette ikke er et hvilket som helst show.

Der skal snart sættes et mere end solidt punktum for en stor arv og med liv og sjæl er “Dystopia” fra Dystopia (2016) + “We’ll Be Back” fra The Sick, the Dying… and the Dead (2022) beviser på at når det kommer til udødelige guitar helte action så har Megadeth holdt en langt højere standard end flere fra deres egen generation. “Tornado of Souls”, “Mechanix” og “Peace Sells” høster stort bifald fra de mange fans og intense “HEY!” råb og “MEGADETH” brølen i kor cementerer at vi ved det her er en vigtig begivenhed. Også maskotten Vic Rattlehead gør sin entre.

Da “Symphony of Destruction” og det fantastiske gungrende riff fylder Royal Arena, får jeg gåsehud og husker da jeg lyttede til bandet i mine yngre år. Det er et fælles øjeblik hvor vi prøver at genskabe det vanvittige fodboldkor fra That One Night (2007) koncertoptagelsen i Buenos Aires. Med “Holy Wars… the Punishment Due” som sidste sang har Megadeth mere end bevist hvorfor de fortjener alt ros for deres store bidrag til musik. Et velspillet tændt band der lirede klassikere af og ikke missede et beat triumferede. Man kunne kun ønske at setlisten havde været længere og at produktionen havde fået et nøk op for at matche materialet.

Da Dave Mustaine smilende og rørt kigger ud over os og vinker farvel er det ikke den besværlige spradebasse vi ser, men en voksen nu ældre man der har fundet fred i sig selv og som med en vis melankoli siger tak for årtiers trofast støtte, sved og minder. Fortiden var tilgivet og den højlydte hyldest på sin plads. Får vi ikke en dansk koncert i 2026, så var det en mere end værdig afsked. TAK!

Disturbed

Med debutalbummet The Sickness (2000) sparkede amerikanske Disturbed døren ind til den internationale alternative musikscene med deres særdeles fængende nu metal. Med over 5 millioner solgte kopier er det til dato stadig gruppen mest succesfulde album. De appellerer både til metal fans, men også til mange uden for vores kultur hvilket gør dem til et sublimt gatewayband og har cementeret deres succes hos fans over hele verden.

Jeg fandt Disturbed i min egen nu metal fase sammen med bands som Spineshank, Dry Kill Logic, Coal Chamber, Motograter, 40 Below Summer, Adema og Unloco. Særligt Indestructible (2008) har en særlig plads i mit hjerte. Jeg lyttede med op til Asylum (2010) hvorefter jeg tabte interesse for bandet, men har da fulgt på sidelinjen og det har på det seneste desværre været intet mindre end kaotisk.

For godt og vel 3 måneder siden kunne man finde billeder på sociale medier, hvor forsanger David Draiman signerede bomber for det israelske militær og han har flere gange som værende jøde været klar i sin støtte til Israel. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at når man ser på den umenneskelige humanitære krise i Palæstina de her dage, så startede sangerens handlinger en shitstorm af proportioner på nettet.

Disturbeds koncert i Skotland blev aflyst pga skandalen og offentlige beefs med den irske rapgruppe Kneecap og Tom Morello fra Rage Against the Machine har kun været the tip the of the iceberg i den mediestorm som Draiman har skabt for bandet. Der blev buhet til Black Sabbaths farewell koncert af vokalisten og senest da han og bandet modtog en pris fortalte sangeren at man ikke skal bruge sin platform og sin musik til at skabe splid. I lyset af hans egne handlinger blev dette set som hyklerisk snak af mange.

Det er en meget polariserede debat at tage når man snakker Palæstina og Israel som har skilt samfundet ad lige så meget som Covid gjorde. Som Disturbed-fan anno 2025 har man måtte tage stilling til den gamle snak om det er muligt at adskille mennesket fra musikken og dette har på mange måder delt fanbasen. Kan man tage ind og se bandet og lægge sine politiske holdninger på hylden? Og kan bandet finde oprejsning?

Jeg så dem på Taste of Chaos Tour til et mildest talt vildt show i den gamle KB Hal sammen med Halestorm og Papa Roach, som jeg stadig husker på med stor glæde. I den nye KB Hal i 2019 med Skindred snakkede Draiman store dele af koncerten til døde med for mange pauser og jeg gik derfra lettere skuffet. Dengang skrev jeg min første musikanmeldelse for Metalized, som tiden dog flyver.

Jeg håber at nu hvor The Sickness skal fejres, at så kan Disturbed løfte Royal Arena med deres stærke materiale. Det er altså med blandede følelser, at jeg venter på headlineren oppe foran.

Først kører der en video med klip fra bandets historie og da tæppet falder åbenbares masser af sceneudstyr. Store stilladser bagved med lys fylder godt. Draiman køres ud i spændetrøje og Hannibal Lecter-maske. Da han løslades flankeres han af Dan Donegan (guitar), Mike Wengren (trommer), Jonh Moyer (bas, backing vokal). Først tager vi debuten i sin fulde længde, og der spares ikke på fyrværkeri og ild. “Voices”, “The Game” og “Stupify” og naturligvis signatur giga hittet “Down With the Sickness” tages godt imod og der er umiddelbart gang i publikum. Det er svært ikke at svælge i minderne over disse numre og at høre min personlige favorit “Numb” live for første gang er stort.

Dog er det tydeligt at ikke alle sange vækker lige stor begejstring og til “Fear”, “Want” og “Conflict” er symbiosen mellem Disturbed og deres fans betydelig mindre. Netop dette element er et større problem. For bandet har et for det meste eminent bagkatalog. Men som Draiman slentrer rundt på den store scene, oplever jeg, at det er nostalgien og effekterne, der sælger oplevelsen og i mindre grad musikerne selv. Det føles ikke som den store fejring af en skelsættende udgivelse som det burde være. Det er på mange måder endnu en dag på kontoret for amerikanerne. Indlevelsen og dedikationen denne søndag er svær at finde. At der også er tale om playback flere steder gør det kun værre.

En enkelt person med et skilt der siger “NO TO GENOCIDE” bliver dysset ned af vagterne, mens andre omkring ham ødelægger hans budskab med deres hænder, men en anden roser ham for hans valg. Splittelsen kunne vi altså ikke slippe helt for. Gid det ikke var den atmosfære der i disse dage er en del af et Disturbed-show. Politik og musik vil måske for evigt være svære at rumme i samme åndedrag ligesom vores forståelse for hinanden.

“Shout 2000” (Tears For Fears cover) bliver mødt af entusiasme og fælles sangen vokser. Derfor er der stadig ikke skyggen af moshpits, crowdsurfere eller andre herligheder der burde ledsage en giga metalkoncert som denne. Bevares, publikummet er måske mere “hr og fru Danmark”, men derfor overrasker det mig stadig. Disturbed gør næsten heller intet for at piske en stemning op. Den første del af showet havde sine øjeblikke, men de herrer på scenen formåede ikke at give os følelsen af, hvor vigtigt dette jubilæum skulle være.

Draiman bliver i orange fangedragt henrettet i den elektriske stol med gnister og blod, og så er der rygepause.

Next up er Greatest Hits delen.

Der åbnes med “I Will Not Break” deres nye single. En kedelig affære, de kunne have sparet væk imens en stor oppustelig dukke af deres maskot The Guy lurer ildevarslende på os alle. Heldigvis følges det op af monsterhittet “Ten Thousand Fists” fra Ten Thousand Fists (2005). Jeg befinder mig nu ude i højre side tæt på scenen og det er umuligt at ignorere hvor døde alle er. Ingen sang, ingen headbanging, ingen horn, ingen stemning. Det er tragisk at et så godt nummer tages imod med en sådan ligegyldighed. Jeg og vores udsendte fotograf går tættere på for at finde festen. “Bad Man” fra Divisive (2022) siger mig intet, men heldigvis kommer “Land of Confusion” (Genesis cover) og den voldsomme “Indestructible” og sætter lidt mere skub i tingene.

Men Disturbeds insisteren på kun at yde the bare minimum, hjælper ikke på den sløve forsamling der ikke er meget mere værd hvor jeg nu står. “The Sound of Silence” (Simon & Garfunkel cover) fra Immortalized (2015) gav bandet deres anden ungdom og med et klaver med ild i sættes tempoet ned. Ja, det er et godt cover, men de har egne sange der vil slå langt hårdere. Draiman holder en tale om at vi i aften skal lægge vores stridigheder og uenigheder væk og alle holde sammen. Der klappes af flere, men det klinger hult for andre og højlydt kritik kan også høres.

“The Light” er heldigvis et hit og da et utal af lightere og telefoner skal tændes på samme tid i omkvædet er det måske et simpelt trick, men det går rent hjem og de mange pludselige lys er et højdepunkt. Nu mærker man sammenholdet og kunstens triumf. Ligesom det føles som om at nu går det den rigtige vej, så er “Inside the Fire” sidste sang. Det er et sublimt nummer, mens de store flammer omslutter scenen, men det er for lidt for sent. Når man snakker en best of, så undres det at de nyere numre ikke blev skiftet ud til fordel for “Stricken”, “Remember”, “The Animal” eller “Prayer”? Særligt når denne del af showet var relativt kort.

Jeg ville sådan have ønsket at Disturbed havde vist deres status som bannerførere for den næste generation. De havde alle ingredienserne til at gøre det til en særlig oplevelse. Det løftede sig bare aldrig til noget unikt. Hverken på scenen eller nede på gulvet. Lysten var der ikke, og det blev en doven affære hvor det var produktionen og nostalgi der skulle bære showet og ikke bandet selv.

Jeg tror det var min sidste koncert med Disturbed. Dette beror mest på, at jeg havde forventet mere af deres optræden til dette jubilæum. At dem, der har været en del af soundtracket til min ungdom, ville føre os sammen i musikken på trods af deres krakelerede image.

Dette fejlede beklageligvis og lige så koncerten som helhed, der for ofte druknede i rutinens passive tegn.

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder