Afbrudt håndboldfest på Helviti

For små fem år siden skrev jeg en artikel for nærværende medie, om nogle navne, samt årsagerne til hvorfor jeg ikke mener at disse navne hørte til på Copenhell. Siden er et par af dem kommet på festivalen, og nu er vi så nået til at Volbeat skal spille på Copenhell. Det var vel også kun et spørgsmål om tid.

Copenhell har været søde ved lige præcis denne headliner-koncert og ladet folk have et musikalsk alternativ i form af Henret på Gehenna. Kunne man ikke have gjort det, dengang Mickey Mouse og co. spillede i over 3 timer i 2023? Det betyder også at Volbeat på ingen måde bliver den bedst besøgte headliner-koncert i år, ja faktisk er det relativt nemt at bevæge sig rundt under netop deres koncert, alt taget i betragtning.

Volbeat spiller jo egentlig som sådan fint. Det er ikke synderligt avanceret musik de har med i bagagen, men den er spillet stramt og med et overskud på scenen. Det er fremført mange gange før og gruppen har en fast rutine. Bandet kommer godt rundt, og energien er god på scenen, ligesom sanger og guitarist Michael Poulsen virker nærværende og i godt humør. Samtidig så virker showet også, som om det er lidt for indstuderet og der mangler noget kant, for at det egentlig bliver spændende. Det hele kommer til at lugte utroligt meget af rutine, hvilket desværre skuffer denne aften, da man gerne ville have haft noget mere, noget der føles mere specielt end det som Volbeat serverer. Som at blive inviteret ud at spise, hvor man forventer lidt godt og lækkert, men så viser det sig at man skal på McDonald’s. Bevares det kan da spises, men det er jo ikke just fordi det er spændende eller ophidsende. Blot kedeligt og genkendeligt.

Volbeat spiller som var det en hvilken som helst dag på kontoret. Det føles ikke som om der er blevet tænkt specielle tanker om Copenhell, men at det blot er endnu et show i rækken. Efter al omtale om hvorvidt Volbeat passer til festivalen, havde det nok været passende, at man gjorde lidt ekstra ud af at netop overbevise, om at man netop hører til på festivalen. Dette overbeviser Volbeat på ingen måde om denne aften. Der mangler i mine øjne noget puls, og der er ‘Evelyn’ med Martin Leth Andersen på growls desværre ikke helt nok. Leth gør det godt og har et rigtigt fedt growl, der fint matcher op imod originalen på pladen, der leveres af Barney Greenway fra Napalm Death.

Stemningen af håndboldhal når uanede højder, da bandet inviterer Johan Olsen fra Magtens Korridorer på scenen til bandets største hit ‘For Evigt’, og man fristes til at ønske at man aldrig skulle høre det nummer igen. Det er utroligt fløddet, men det virker alligevel på det fremmødte publikum, der nok er noget mere til håndbold end jeg er. Hvorfor nogen bryder sig om det, kan jeg som anmelder kun gisne om.

Lyden er egentlig god under Volbeat, så god som den kan være, når det nu trods alt er en Volbeat-koncert. Instrumentationen går klart igennem, imens trommerne boomer. Michael Poulsens vokal ligger som bekendt meget op ad Keith Caputos vokal på Life of Agony albummet River Runs Red, bare med lidt mindre nerve, og mere ovre i stil med the Swedish Chef fra Muppets. Den går klart igennem til publikum idag, og den bliver lige så hurtigt trættende som vokalen i Oasis. Bandet har ikke en særligt interessant lyd, men den de har, er stadig intakt og klar her til aften.

Volbeats liveshow er utroligt kedeligt på Helviti, til trods for at bandet er på Danmarks største metalfestival virker det hele nærmest som en indstuderet farce og en hvilken som helst anden dag på kontoret. Volbeat er set meget bedre og mere spændende live tidligere. Der mangler noget vildskab og mere puls i forhold til både fremførelse og tanker bag showet. Det falder fladt og middelmådigt, med et show der aldrig rigtigt får den luft under vingerne, som der ellers sagtens kunne være potentiale for. Jeg husker stadig hvordan bandets cover af ‘I Only Wanna Be With You’ blev growlet i de ældre dage af bandet, hvilket netop viste lidt mere grit, ikke bare fra bandet, men i den grad også fra Poulsens vokal. Idag lyder de mere som Green Day med the Swedish Chef som sanger. Musikken mangler det groove, som var mere tilstede under bandets begyndelse.

Volbeats sætliste er her til aften på ingen måder spændende, måske med undtagelse af førnævnte ‘Evelyn’. Den manglende puls kunne måske have været indhentet bare en anelse med lidt numre fra debuten The Strength/The Sound/The Songs, men dette bliver der desværre intet af i aften. Da vi når imod slutningen af koncerten, bryder uvejret løs, med en del torden og regn, hvilket resulterer i at Copenhell må vælge at aflyse resten af koncerten. Et skud fra hoften er, at vi ca. når til ekstranumrene. Man kan kun gisne om hvorvidt et lille kvarter mere havde gjort det bedre eller værre for bandet, men det slutter simpelthen brat som var det et afbrudt samleje, af den kedelige slags, hvor man føler, at der bare er blevet pumpet uden lyst, og det derfor måske alligevel er for det bedste. Publikum bliver gennet væk fra hovedscenen for at komme i ly for både torden og regn.

Volbeat bekræfter i denne anmelders øjne, med et middelmådigt show, og mangel på substans, at de ganske vist kan fylde Helviti ud, men at de ikke bør det. Mine ører bliver reddet af regn og torden, imens andres bliver straffet af den. Uanset hvad så er det ærgerligt, at Volbeat ikke får mulighed for at fuldføre deres koncert, særligt for de mange fremmødte fans af det danske håndbolds favorit band.