Anmeldelse af: Steve Hackett. Amager Bio, Kbh. 11. maj 2023.

Steve Hackett hev publikum tilbage til 1970’erne og tilbage igen med en progressiv pragtpræsentation.

Foto: Bjørn Bavngaard

Sidst, jeg var til koncert i Amager Bio, var det til Riverside. Dér var folk gamle. Det viser sig, at aftenens gennemsnitsalder overraskende nok er højere end sidst. Hvis publikum sidste gang var plejehjemsbeboere, så er publikum denne gang oldtidsfolk. Det giver også fin mening taget i betragtning, hvad vi skal til at se.

Steve Hackett er nemlig på tour ikke kun med sit solo-materiale, men også med hele Foxtrot-albummet af Genesis. Uden at skulle kritisere Steve Hacketts solomateriale for meget så er aftenens antediluvianske publikum hovedsageligt kommet for at få helhedsoplevelsen af prog-rock-unikummet Foxtrot live.

Steve Hacketts solomateriale

Aftenen starter med en håndfuld sange fra Steve Hacketts bagkatalog. Bandet begynder med instrumentalnummeret, ”Ace of Wands”. Lyden er super distinkt, som den helst også skal være, og man kan tydeligt høre, hvad hvert individuelt medlem spiller. Første nummer alene består af mange rigtig elementer, og det ville tage for lang tid at beskrive det hele. Men kort sagt: der foregår en masse, og de er dygtige!

Andet nummer, ”The Devil’s Cathedral”, starter med en dyster saxofon og orgel-indstillet keyboard-duet, der derefter skifter over i noget mere ’standard’-prog. Nad Sylan (vokal) bevæger sig ud på scenen, og seksmandsorkesteret er nu fuldkomment.

Rob Townsend, (obo, saxofon, keyboard, percussion), der står super stilet iført en sixpence og jakkesæt, skifter ofte mellem en sopran- og tenorsaxofon for at præsentere super jazzede soloer og mellemstykker à la George Duke.

Bandet fortsætter mere eller mindre fejlfrit lige på nær nummeret ”Every Day” hvor alt lyd går midt i nummeret, og der lige skal bruges nogle minutter på at få alting til at fungere igen. Aftenens første sæt bliver lukket på tolvminuttersnummeret ”Shadow Of The Hierophant”, hvor hele bandet især Craig Blundell (trommer) giver den 110 % i den længe stigende outro.

Med hensyn til dette første sæt har jeg lidt samme problem, som da jeg var inde og se King Gizzard & The Lizard Wizard. Det bliver lidt meget af det samme og føles til tider som én lang jamsession, frem for strukturerede numre. Det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke er godt, fordi dét er det. Hvert medlem er superdygtig, og det beviser de på aftenens første sæt.

Foxtrot

Efter 20 minutters ventetid til toiletbesøg og ølglasopfyldning er det tid til aftenens andet sæt nemlig Genesis’ album Foxtrot i sin helhed. Dette sæt var personligt det, jeg så mest frem til denne aften. Foxtrot i sig selv kunne man skrive meget om, da det er sådan et indflydelsesrigt album indenfor prog-rock-genren.

De begynder naturligvis på nummeret ”Watcher Of The Skies”, hvor Roger King starter med den genkendelige synth-intro. Resten af bandet træder frem i lydbilledet, men bliver meget af tiden overdøvet af Roger Kings keyboards. Det bliver der dog hurtigt rettet op på, så man fortsætter med at kunne høre hvert medlem.

Nad Sylan lyder faktisk overraskende meget om Peter Gabriel og rammer konsekvent albummets svære toner. ”Time Table” lyder rigtigt godt live og er klart et af Foxtrots numre, der fungerer bedst live, samt det korte akustiske nummer ”Horizons”. Nummeret, der fungerer bedst live, er uden tvivl treogtyve-minutters-nummeret ”Supper’s Ready”.

Hele salen synger med på slutningen af første vers, hvor der bliver sunget ”Hello babe, with your guardians eyes so blue / Hey, my baby, don’t you know our love is true?”. Nad Sylans bløde vokal over Steve Hackett og Jonas Reingolds (bass, 12-strengsguitar) koordinerede guitarspil er meget smukt at opleve live, hvilket kan siges om hele nummeret.

Det storslåede nummer, fyldt af keyboard- og Hammondorgelmelodier, guitarmellemstykker og en masse andet, slutter på en episk måde, og bandet takker for i aften og går af scenen. Der går dog ikke længe, før de vender tilbage og giver ekstranumre.

Roger King spiller den velkendte klaverintro til ”Firth of Fifth”, og publikum bryder ud i stor jubel. Rob Townsends fredelige sopransaxofonmelodier lyder så klart, og jeg kan ikke andet end at være henrykt.

Vi får også en trommesolo af Craig Blundell, ”Los Endos” og ”Slogans”, inden koncerten er helt overstået. De fungerer alle godt og beviser igen, hvor professionelle hvert medlem er . I min optik er det en fejl, at bandet ikke afslutter koncerten på nummeret ”Firth of Fifth”.

I sidste ende

Steve Hackett og co. præsenterede publikum for et godt udvalg af autentisk progressiv morfar-rock. Steve Hacketts solomateriale var godt, og jeg er glad for at opleve det live, men som helhedsoplevelse føltes det en smule malplaceret.

”You’re gonna have to suffer through some of my solo material, before you can get what you all came for.” siger Steve Hackett selv mellem et af numrene i sit eget sæt. ”Suffer through” ville jeg ikke mene er en rimelig beskrivelse, men for at komme op og skrabe topkarakterer kunne det godt have været undladt.