-
Voodus
-
Dragged Into Sunlight
-
Mayhem
Anmeldelse af: Mayhem m.f. 27. marts. Train.
Det legendariske norske black metal-band med de mange dystre baghistorier Mayhem skulle spille hele deres mest populære plade, debuten ’’De Mysteriis Dom Sathanas’’ live. Med sig havde det svenske black metal-band Voodus og det britiske smadder black-band Dragged Into Sunlight. En spændende aften i Satans navn!
Voodus
Voodus er et gammelt band i nye klæder, som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg havde sågar slet ikke set, at de overhovedet skulle spille, så det kom som en overraskelse, at de var på, da jeg ankom til Train.
Bandet spillede en klassisk svensk black metal, hvis man da kan kalde Watain for klassisk svensk black metal, for Voodus ville virkelig godt være Watain. Det lykkedes dem dog overhovedet ikke at nå et band af Watains kaliber til sokkeholderne, og det fik de i den grad vist det aarhusianske publikum på Train. Musikalsk var det egentlig til tider interessant, men for det meste blev der bare spillet en gang ualmindeligt kedeligt black metal. Det fungerede kun ordentligt, når der kom nogle harmonier på guitarerne. Det er generelt en ting, som jeg ikke synes, at der bliver gjort nok i black metal. Desværre var melodierne meget let glemte, ja, måske endda bare uinspirerede. Der var i hvert fald ikke meget at komme efter. Showet var ligeledes ret tyndt. Bandet formåede ikke på noget som helst tidspunkt at fange deres publikum, der derfor mest af alt også fortrak sig til barområdet. Forsangeren forsøgte engang imellem at få publikum lidt med, men det faldt til jorden gang på gang. Resten af bandet stod nærmest som stensøjler naglet fast til deres pladser, kun afbrudt at en anelse headbanging engang imellem. Lyden var ligeledes heller ikke helt med Voodus, dog uden at det var totalt horribelt. Det var bare som om, at det ikke sad lige der, hvor det burde. Voodus var ikke et band, der fik fejet benene væk under det aarhusianske publikum.
Dragged Into Sunlight
Så blev det tid til smadder! Dette var helt klart aftenens hovednavn for mit vedkommende. Dragged Into Sunlight er et af de absolut mest kaotiske og smadrede bands, som jeg ynder at sætte på derhjemme, og live er de endnu federe! Der er ingen tvivl om, at dette er et band, der deler vandende. Enten så elsker man dem, eller også fanger man det overhovedet ikke. Smadderblack er essensen af, hvad Dragged Into Sunlight er, og det fik Aarhus i den grad at vide. Der blev tæsket igennem fra start til slut på klassisk Dragged Into Sunlight-vis med ryggen til publikum. Ja, Dragged Into Sunlight spillede (næsten) hele koncerten med ryggen til deres publikum. Jeg bruger ordet ’’næsten’’, da bassisten ind imellem vendte sig om for at brøle med, og forsangeren ligeledes gjorde dette under aftenens næstsidste nummer. Dette er endnu en ting ved bandet, som man enten kan eller ikke kan forene sig med. Det er meget specielt, og det virker for nogle, hvor det er skidt for andre. For mit vedkommende passer det super godt til deres image, hvor de forsøger at holde sig så anonyme, som de nu engang kan formå uden at bruge masker. Desuden er det ikke fordi, at de ikke udviser energi, der bliver gået rigeligt til den blot med ryggen til publikum.
Sceneopsætningen bestod hovedsageligt af en af de nok største lysestager, som jeg nogensinde har set. Denne havde otte lys; et lys for hvert nummer bandet spillede, hvilket egentlig var en ret fed og småsubtil måde at fortælle folk, hvornår det hele lakkede imod enden. Performancen fejlede bestemt ikke noget, og alt det musikalske sad lige i det kaotiske skab, hvor det bør sidde hos et sådan band. Dragged Into Sunlight sejrede i den grad i Aarhus, og det skal bestemt ikke blive sidste gang, at jeg skal opleve dem live. Det er bestemt oplevelsen værd!
Mayhem
Så blev det sgu tid til endelig at opleve Black Metal-legenderne fra Mayhem. Bandet skulle spille hele deres klassiske plade ’’De Mysteriis Dom Sathanas’’. En plade, som i black metallens verden ses som lidt af en stilskaber, måske endda noget af det tætteste på trendsættende, som man kan komme indenfor genren. Før bandet gik på, blev der afspillet en kort lydmeddelelse, hvor folk blev bedt om at lægge deres telefoner væk, og hvis de absolut skulle benyttes, skulle det være uden blitz. Andet ville ødelægge stemningen til koncerten. Dette var noget, jeg personligt blev glad for at høre, da telefoner, der absolut skal være i vejret, er ekstremt forstyrrende. Hvorfor vil folk overhovedet opleve en koncert igennem deres mobil i stedet for i virkeligheden? Optagelserne, du får, er alligevel til at lukke op og skide i. Godt gået Mayhem! At det så ikke rigtigt virkede, var en anden side af sagen, men kæmpe stort plus for at prøve! Der var garanteret færre telefoner i brug på grund af denne meddelelse.
Bandet gik på i røg og damp til åbneren “Funeral Fog”, og så var der ellers dømt black metal for alle pengene, med alt hvad dette indebærer, når man har med norske Mayhem at gøre. Dette betød, at Train fik serveret noget af den dårligste lyd, som jeg nogensinde har oplevet til en koncert, i hvert fald når der skulle spilles hurtigt. Jammerligt ville være det rette ord. Det eneste, man som publikum kunne høre, var de halvsløve trommer og en høj skinger lyd, som jeg antager, kom fra guitarerne. Når der blev spillet langsomt, hvilket der heldigvis gøres relativt ofte om ikke andet så på guitarerne, så lød det egentlig hæderligt. Der begyndte selve lydbilledet at give nogenlunde mening. Koncerten var ikke synderligt tight, specielt ikke på guitarerne.
Publikum var dog langt mere med på Mayhems koncert, end de havde været til Dragged Into Sunlight. Der var masser af fælles headbanging og i den grad horn i luften! Desværre var der også, på trods af ønsket fra bandet, stadig kameraer i luften. En skam.
Showmæssigt var vi ude i det mere teatralske, netop som Mayhem er kendt for. Det er tydeligt, at der er blevet draget inspirationer fra King Diamond og Mercyful Fate i forhold til performance, specielt for Attila, der gør sig glimrende som frontfigur for Mayhem. Med hans raspede og slimede vokal førte Attila os igennem klassikere som “Freezing Moon” og “Pagan Fears”. Attila var helt klart toppunktet ved koncerten, om end hans performance til tider virkede mere fjollet end egentlig uhyggelig. Netop dette er, hvad der undrer mig ved koncerten: Hvornår er Mayhem stoppet med at være provokerende? Hvornår stoppede de med at være brutale? Hvornår stoppede relevansen? Mayhem er blevet et morfar-black metal-band, der ikke rigtigt kan finde deres relevans længere. Faren ved bandet og musikken er forsvundet, som sne forsvinder i Sahara. Hvad er der blevet af det band, der tog billeder af deres selvmords dræbte forsanger og gemte knoglestykker fra kraniet, så de kunne lave halskæder? Hvor er det band, hvis guitarist blev stukket ihjel af en anden blackmetaller? Hvor er kirkeafbrændingerne? Intet af dette er at spore i Mayhem længere, der mest af alt kan siges at være blevet stuerene og gamle. Mayhem spillede pladen igennem, hvorefter de gik af. Ingen ekstranumre, præcis som det bør være sig for sådan et band. Desværre nåede koncerten aldrig over det middelmådige. Satan fejlede i Aarhus.
