Anmeldelse af: Brit Floyd i Royal Arena, Kbh. d. 7 oktober 2025.
Det britiske coverband Brit Floyd gav en imponerende fremvisning af det legendariske album Wish You Were Here, samt andre numre fra Pink Floyds diskografi på deres turné som 50
års-jubilæum for albummet
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Nogle gange er der bands, der over årene formår at cementere sig selv som legender. Pink Floyd er et af de bands. Yderligere er der bands, der formår at lave ikke bare ét, men flere mesterværker i løbet af deres karriere. Pink Floyd er også et af de bands.
Denne aften i Royal Arena skulle det britiske Pink Floyd-coverband, Brit Floyd, fremføre et af Pink Floyds mesterværker, nemlig Wish You Were Here i sin fulde længde i anledning af dets 50-års fødselsdag. Det bliver dog ikke gjort uden andre klassikere og et par deep cuts fra bandets diskografi, og til start kan man godt undre sig over, hvor få dér egentlig er mødt op. Bevares, det er Royal Arena, men arenaen er tæt på halveret og mange af tribunepladserne er ikke fyldt op. Det påvirker dog ikke bandets niveau, og når der åbnes med numre fra henholdsvis A Momentary Lapse of Reason og The Division Bell er det også tydeligt, at de har styr på det. Specielt ‘High Hopes’ står enormt skarpt.
Der bliver vist forskellige akkompagnerende skræmprojiceringer på deres cirkulære forhæng bag scenen, og det er også her under ‘The Dogs of War’, at min største anke med koncerten opstår. De bruger nemlig AI-visualiseringer til at gå med nummeret. Det lyder måske, som en ligegyldig faktor, når det er musikken, der er i fokus, men jeg synes, at det er en stor nok ting til at påpege det. Fordi hvorfor få en rigtig kunstner til at lave dine backdrops, når du kan få en AI til at gøre det for dig? Ikke nok med, at det underminerer kunstneres mulighed for at eksponere deres kunst, så er det også skadeligt. Generelt.
Mange undersøgelser som EarthOrg og denne viser, at AI-modellers miljømæssige påvirkninger ved brug af billedgenerering. Synes man dog, at klimadebatten er noget vrøvl, og at de der venstreorienterede råber op om ingenting efterhånden, så er det også skadeligt for kulturen af (live)musik. Dette er en konkret måde at normalisere brugen af AI i kunst. På samme måde som filmen Late Night with the Devil fra 2023 af Cameron and Colin Cairnes blev synderslagtet på internettet af filmfans for at bruge AI-billeder i overgangspassager, så burde brugen af AI i musik også italesættes som noget problematisk. Vi ser det mere og mere med metalbands, der bruger AI til deres coverbilleder eller generelt bare musik, der fremstilles af AI. Det kan godt være det lyder småt, men at tillade ting som backdrops, musikvideoer, covers, osv. at blive lavet er AI er med til at normalisere det – det burde vi som musik- og metalfans ikke støtte op om.
På trods af den sjuskede og malplacerede brug af AI, så formår bandet stadig at spille enormt godt. Specielt i nummeret ’Time’ fra legendarisk Dark Side of the Moon, hvor alt fra guitarsoloen til saxofonstykket til vokalen sidder lige i skabet. Der bliver kæmpet lidt mere under ’The Great Gig In The Sky’, hvilket et ganske forståeligt, da det er et enormt udfordrende stykke. Ambitionen om at opnå det er dog tydeligere end det endelige produkt. Obligatoriske ’Another Brick in the Wall’ er også med og bliver mødt at stor klapsalve, samt hvad der nok endte med at være aftenens absolutte højdepunkt, nemlig nummeret ’Pigs (Three Different Ones)’ fra det undervurderede mesterværk Animals. Samspillet står i top her, og bandets samspil og synergi stråler virkelig igennem i løbet af dets lange spilletid.
Efter en kort pause på 25 minutter til blæretømning og ølskænkning, vender bandet tilbage på scenen til andet sæt. Der lægges ud med ’One Of These Days’ fra endnu et undervurderet album, nemlig Meddle. Jeg havde ikke regnet med, at de ville kunne genskabe den kaotiske og støjede lyd fra albummet så godt live, men at se samspillet mellem bandet, og hvordan de forskellige komponenter kom sammen til at genskabe lydbilledet var meget imponerende – ikke lige så overbevisende som studieversionen, men jeg er stadig overbevist.
Det er også blevet tid til aftenens fokus, som jo er Wish You Were Here-albummet. De luftige synths og skræmmende smukke guitar indleder åbningsnummeret ’Shine On You Crazy Diamond (Pts. 1-5)’ som alle i salen nok har hørt hundrede gange i hørebøfferne eller over stereoanlægget suppleret af vinylpladen.
’Welcome To The Machine’ fungerer afsindigt godt i live-settingen, og forholder sig jo lige så relevant i dag, som den gjorde den gang. Det dystopiske og længselsfulde lydbillede hænger i hvert fald længe i rummet ved slut, før stilheden og publikums fordybelse afbrydes af et kæmpe bifald.
’Have A Cigar’ spilles med projiceringer af oldschool gangsterfilm, casinoer, cigarer, pengesedler, gamle biler og storbyslivet i 60’erne. Det har nok vækket noget hos nogen, er jeg sikker på. Den smelter selvfølgelig sammen med titelnummeret, som får de gamle koncertgængere til at rejse sig op fra sæderne og tænde lommelygterne på telefonen.
Afslutningsvis er anden part af ’Shine On You Crazy Diamond’ lige så pompøs og afsluttende, som den første var grandios og omfavnende. Den efterfølges af ’Comfortably Numb’, der selvfølgelig har sine guitarheltespotlightøjeblikke, men efter begge dele af ’Shine On You Crazy Diamond’ og tidligere ’Pigs (Three Different Ones)’ så er det ikke dét nummer, jeg vil huske mest fra koncerten.
Der bliver afsluttet på ’Run Like Hell’, hvilket føles som et meget mærkeligt lukkepunkt, da den ikke har klimaksen som ’Comfortably Numb’ eller statussen som nogle af numrene fra Wish You Were Here-albummet. Det føles i hvert fald som en relativ ligegyldig og flad måde at afslutte et ellers enormt konsekvent show.
Ser man bort fra, hvor ubetvivleligt dygtige og helt sikkert enormt inkarnerede fans, bandet er, så har jeg en smule svært ved at se pointen. Hvis pointen er at lave en form for Greatest Hits-turné, hvorfor så strække det til 3 timers varighed med deep cuts, og hvis pointen er, at have fokus på deep cuts, hvorfor så være så snævre i sit udvalg? Forstå mig ret: hvis chancen for at se kapable Pink Floyd-deep cuts live opstår, så vil jeg nok gerne se det, i og med jeg er født et par år for sent i forhold til min musiksmag. Men det føltes ikke som formålet.
Uanset var det en god koncert, der formåede at fremvise nogle af de mest væsentlige ting ved Pink Floyd, der har givet dem den legendestatus, de har gået hen og fået i dag bland musikfans.
Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder
