Borderland er Amorphis’s 15. studiealbum, og nummer 9 med forsanger, Tomi Joutsen, siden Eclipse-pladen (fra 2006), men desværre er netop Joutsens stemme den største udfordring denne gang. Det er ikke fordi han synger dårligt – overhovedet ikke, det gjorde han heller ikke på forgængeren Halo, som jeg var meget glad for, Joutsen lyder bare lidt “for meget” som sig selv og lidt for pæn, når han synger clean. Når han growler og bruger sin harske vokal, er alt fryd og gammen – man kan høre vreden helt ind i knoglerne. Det kan man høre på “Bones” med det meget effektive hook. Pekka Kainulainen er stadig den primære sangskriver, som han har været siden Silent Waters (fra 2007), og hans tekster er lige så skarpe som Finlandias vodkashots.
Jeg vil vurdere, at Joutsen synger clean 80-90% af tiden, hvilket nok er meget lig de foregående albums, men det begynder altså at kede mig lidt. Jeg savner at der sker noget radikalt anderledes og uforudsigeligt, som at der bliver growlet på en hel sang, og ikke kun omkvæd, eller der bliver sunget finsk, nu hvor Kainulainen alligevel har skrevet sangene på finsk til at starte med.
Til gengæld skinner Santeri Kallios keyboardspil for alvor igennem på denne udgivelse. Det er mere elektronisk, som på “Dancing Shadow”, men det er kun en god ting, fordi så differentierer han sig mere fra de andre instrumenter og især guitarerne, som stadig betjenes af Esa Holopainen og Tomi Koivusaari. De spiller forsat meget organisk og harmonisk, og det kan alle guitarvirtuoser til at bøje sig. Holopainen er stadig unik, ligesom på forgængeren, Halo, og soloalbummet Silver Lake, som jeg også var meget glade for.
