Anmeldelse af Amorphis: Borderland. Udgivelse d. 26. september 2025 via Reigning Phoenix Music
Amorphis er (stadig) vilde med vilje, men vildskaben bliver desværre lidt for kontrolleret på Borderland.
Borderland er Amorphis’s 15. studiealbum, og nummer 9 med forsanger, Tomi Joutsen, siden Eclipse-pladen (fra 2006), men desværre er netop Joutsens stemme den største udfordring denne gang. Det er ikke fordi han synger dårligt – overhovedet ikke, det gjorde han heller ikke på forgængeren Halo, som jeg var meget glad for, Joutsen lyder bare lidt “for meget” som sig selv og lidt for pæn, når han synger clean. Når han growler og bruger sin harske vokal, er alt fryd og gammen – man kan høre vreden helt ind i knoglerne. Det kan man høre på “Bones” med det meget effektive hook. Pekka Kainulainen er stadig den primære sangskriver, som han har været siden Silent Waters (fra 2007), og hans tekster er lige så skarpe som Finlandias vodkashots.
Jeg vil vurdere, at Joutsen synger clean 80-90% af tiden, hvilket nok er meget lig de foregående albums, men det begynder altså at kede mig lidt. Jeg savner at der sker noget radikalt anderledes og uforudsigeligt, som at der bliver growlet på en hel sang, og ikke kun omkvæd, eller der bliver sunget finsk, nu hvor Kainulainen alligevel har skrevet sangene på finsk til at starte med.
Til gengæld skinner Santeri Kallios keyboardspil for alvor igennem på denne udgivelse. Det er mere elektronisk, som på “Dancing Shadow”, men det er kun en god ting, fordi så differentierer han sig mere fra de andre instrumenter og især guitarerne, som stadig betjenes af Esa Holopainen og Tomi Koivusaari. De spiller forsat meget organisk og harmonisk, og det kan alle guitarvirtuoser til at bøje sig. Holopainen er stadig unik, ligesom på forgængeren, Halo, og soloalbummet Silver Lake, som jeg også var meget glade for.
Jan Rechberger på trommer og Olli-Pekka Laine på bas har også stadig et meget synkront parløb, næsten som om de deltog i kunstsvømning for prog-metal.
Der er referencer til både sange album fra bl.a. Tounela (1999), Silent Waters (2007) og Queen of Time (2018) og meget andet, og som fangirl/fanboy elsker jeg det. Det kan man høre på “The Circle”, “The Lantern” og “Despair”, både i sangtekster og melodier.
Når det ovenikøbet er produceret af Jacob Hansen, så bliver hverken musikken eller lyden mere episk, ligesom Týrs seneste album, Battle Ballads, fra 2024. Men for min skyld måtte Borderland gerne være mere folket eller død end “clean-melo-prog-metal”.
Borderland er et habilt album, hvor der ikke er en finger at sætte på kunsthåndværker, men hvor man godt kan sætte spørgsmålstegn ved det innovative og eksperimenterende. For ældre fans kan man godt begynde at kede sig efter nogle gennemlytninger.
De progressive og melodiske mastodonter er altså tilbage med endnu et bud på et moderne kunstværk, men resultatet bliver at der bare er endnu et værk. Der mangler lige det sidste før det bliver decideret mesterligt eller flot, grimt hærværk.
Borderland er Amorphis’ ringeste album siden The Beginning of Times (2011), men de sidste fire udgivelser, Circle, Under The Red Cloud, Queen Of Time og Halo, har også været usædvanligt gode.
Borderland trackliste
- The Circle
- Bones
- Dancing Shadow
- Fog to Fog
- The Strange
- Tempest
- Light and Shadow
- The Lantern
- Borderland
- Despair
