Da midtpunktet blev et festpunkt

Fotograf: Mads Pristed

Future Palace

Med en eurotrance-tramper-intro indtog Future Palace fra Berlin scenen. Trommerne overdøvede næsten de to andre, vokalen og guitaren allerede ved første nummer, “Dead Inside”. Forsangerinden, Maria, lød som en vred version af Hayley Williams (fra poprockbandet Paramore), hun manglede bare samme clean-ballade-vokal eller dybe growls, som Noora Louhimo (fra Battle Beast) har. Publikummet var overraskende meget med og på – de sang og hoppede, når de fik besked derpå, hvilket var lidt uventet en søndag aften. Guitaristen, Manuel, var meget anonym i lydbilledet og kunne kun glimtvis høres mellem Johannes’ trommeslag. Måske skyldtes det trommernes placering fortil på scenen og ikke bagerst på scenen grundet Battle Beasts trommesæt og scenografi/plateauer, men de burde alligevel ikke have været så dominerende.

Deres genre kan nok bedst beskrives som metalcore, men det var bare uden breakdowns og soli kun riffs i næsten samme tempi. Bassen var fraværende på scenen, men ikke på backing tracksene, ligesom et klaver også var til stede på balladen “Break Free”. Så hyr en ekstra musiker, så play back-følelsen ikke opstår. Det er uprofessionelt, og noget kun popmusikere burde bruge. 

Maria talte engelsk mellem numrene og ikke på tysk, hvilket var lidt ærgerligt. Selvom tysk er et døende sprog i Danmark, burde de fleste forstå koncert-gloser fra scenen (“Danke schön… Das nächste Lied heißt… Sing mit uns/mir”).

Future Palace virkede lige så fremtidssynet og visionære som en Volkswagen Golf fra 1999. Men man kom da frem til destinationen: Aftenens hovednavn, Battle Beast.
2 stjerner får Future Palace.

Anmeldelsen fortsætter under billedet.

Battle Beast

Samtlige lys virker, tjek – røgmaskiner, tjek – vindmaskiner, tjek – guitarsoli, tjek – headbanging, tjek – fællessang, tjek! Inden for få minutter bliver feststemningen sat i Pumpehuset. Alle er med finske Battle Beast. Ved “Familiar Hell” fra Bringer of Pain, 2017, nåes et højdepunkt, da Noora Louhimo synger “Is familiar hell better than unknown heaven?” og alle klapper taktfast med. 

Derefter tog bassist, Eero Sipilä, mikrofonen og talte til publikum, hvilket var herligt, så det ikke kun var Louhimo, der stod for publikumskontakt mellem numrene. Sipilä stjal spotlightet med humor og finsk underspillethed flere gange, men jo længere man kom hen i koncerten, virkede det som om, han mest bare padlede og trak tiden ud, mens Louhimo var backstage. Da han sang “Et Helt Nyt Liv” (soundtracket fra Aladdin, på dansk(!)), brød hele salen ud i latter, og flere råbte senere i koncerten “more Disney”. Generelt var publikum altså med på at feste, hvilket blev understreget i “Bastard Son of Odin” med store moshes. 

Hvis man kom for at få en sjov aften, gik man ikke forgæves – tværtimod. Men hvis man kom for at få en stor, legendarisk oplevelse, som da Kiss optrådte på Copenhell i år, var man lidt forud for sin tid. Om 10-20 år er de forhåbentlig blevet store nok til stadionkoncerter. Desværre spillede de ikke “Freedom” fra det nye album og heller ikke noget fra deres første tre plader; Steel (2011), Battle Beast (2013) og Unholy Savior (2015)

Ifølge Pumpehusets koncertbeskrivelse af Battle Beast et “party power metal” med skør humor, catchy omkvæd og energiske liveshows – det er også rigtigt. Deres seneste album, Circus Of Doom, der udkom tidligere i år, var dog lidt af en skuffelse. Det blev lidt for forudsigeligt – for mange sange mindede om hinanden i opbygning og afslutning. Koncerten mindede på mange punkter om albummet, men deres energi og kraftfulde præsentationer reddede dem fra middelmådighedens powermetal-klichéer uden humor. 4 stjerner får Battle Beast. 

Setlist:

Circus of Doom

Straight to the Heart 

Familiar Hell

Armageddon

Place That We Call Home

No More Hollywood Endings 

Eye of the Storm

Where Angels Fear to Fly

Bastard Son of Odin

Russian Roulette

Wings of Light

Eden

Ekstranumre:

Master of Illusion

King for a Day

Beyond the Burning Skies