Anmeldelse af HammerFall på Hades, Copenhell. D. 20/06/24.

Hvor man nemt kan diskutere om Steel Panther er sjove eller ej, er det mere tricky med HammerFall. 

Foto: Tommy Skøtt.

HammerFall tager deres powermetal mere seriøst end European Broadcast Union ser Eurovision Song Contest – og det siger ikke så lidt! I dette tilfælde er HammerFall og Eurovision lige så kiksede som Digestives, men intet er for helligt for HammerFall, på godt og ondt.

Powermetallen er god, når den også er progressiv og eksperimenterende, som Týr og Wintersun. Men det er HammerFall bare ikke – de lyder som de altid har gjort i 25 år, uden at udvikle sig. Ligesom Týr, har HammerFall en tendens til at lave sange om hammere, heriblandt “Hammer High”, “Let The Hammer Fall”, “Hammer Of Dawn”, “Raise The Hammer”, “Reign Of The Hammer” og “Bring The Hammer Down”. Forskellen er dog, i mine øre, at Týr er mere original i lydbilledet med både varierende (folk)instrumenter og forskellige sprog – ikke kun engelsk. 

På “Any Means Necessary” og “Last Man Standing” blev forsanger, Joacim Cans, og resten af bandet nød til at supplere publikum i omkvædet, hvilket både var ærgerligt og akavet – men bandet tog det med ophøjet ro – det havde de vist prøvet før. 

Mange sange føltes meget lange, selvom de nok bare varede 3-4 minutter, men det skyldtes nok bare de mange gentagelser, der var i omkvædene. “Hail To The King” blev næsten ved i en uendelighed. Men publikum var ligeglade med det, og sang bare med, som om det var nationalsangen (den danske, altså).

HammerFalls tekster oser langt væk af heavy metal-klichéer om helte, konger, sværd og ære, som man lærte at kende i forrige årtusinde, men i og med flertallet af publikum også er derfra vist, gør det ikke publikum noget med endnu en power/heltemetal-primetime-genudsendelse. Det må være HammerFalls held!

Fotos er af Tommy Skøtt.