Anmeldelse af Bring Me The Horizon, Helviti, Copenhell d. 25/06-2026.
Bring Me The Horizon elsker deres fans, dette beviste de med tydelighed, da de leverede et brag af et poppet death/metalcore-show på Helviti torsdag aften.
Arkivfoto: Anders Mikkelsen.
Til trods for at Being Me The Horizon, som så meget andet på dagens program, ikke ligger ovre i nærheden af mine foretrukne musikgenrer, så har bandet faktisk imponeret mig med et solidt show på Roskilde Festival tilbage i 2019. Derfor er det heller ikke med uvilje, at jeg dækker dem til dette års Copenhell, for de har overbevist mig om, at de er et stærkt liveband.
Denne gang er scenen ikke fyldt med kvinder med røgkanoner, men derimod sat op meget elegant, med masser af digitale detaljer og lir. Hele koncerten fungerer nærmest som en del af et videospil, hvilket bandet langt hen ad vejen gennemfører til UG. Bevares, mange af deres danske oversættelser er mildest talt morsomt forkerte, måske der har været en gut på Google Translate? Eller måske en lidt ringe AI? Man kan gisne!
Englænderne kan i sandhed finde ud af at spille. Sættet leveres stramt og effektivt, og forsanger Oliver Sykes har en alt for vild vokal, og det er han ikke bange for at vise. Den er måske lidt generisk i mange af de mere poppede passager, men når der skal skriges og growles imponerer han helt enormt meget på Helviti. Det er beskidt på den helt rigtige måde, og sætter en stærk kontrast, til den ellers ofte meget poppede form for Metalcore, som bandet i dag er mere leveringsdygtigt i, end de er i den mere brutale Deathcore, som bandet lagde ud med at spille.
Lyden er skarp, sådan som den har været til tidligere koncerter på Helviti i dag. Blandingen imellem det elektroniske og mere pæne poppede spiller absolut godt sammen med det voldsomme og tunge, der især kommer til syne ved bandets ualmindelig store brug af breakdowns.
Til trods for at musikken formentlig aldrig vil blive sat på hjemme hos mig, er den enormt veludført, og man kan godt mærke at der ligger hjerte bag. Et hjerte der banker ikke bare for musikken, men i nok lige så høj grad for gruppens fans. Personligt kan jeg ikke huske, nogensinde have set et så publikumsvenligt og glad band som Bring Me The Horizon. Bandets fans er nærmest konstant i fokus, og ikke helt overraskende laver de stadig samme trick med at invitere en fan op for at synge et nummer, som de også gjorde på Roskilde for små 7 år siden. Emily, som hun bliver kaldt på scenen (måske egentlig Emilie?) ligner at have sit livs fest, og den deler hun gerne med os andre. Det er mildest talt en fornøjelse at se på.
Bring Me The Horizon viser atter engang, at de er til for deres fans, med et stærkt, dynamisk og nærværende show, der i den grad har skabt en særlig stemning på Helviti.
