Anmeldelse af: Bring Me the Horizon. Orange Scene, Roskilde Festival. 05. juli 2019.
Bring Me The Horizon overraskede med en glimrende omgang metallisk boyband på årets Roskilde Festival, der dog godt kunne have været på en mindre scene.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Dagen starter ud med et stykke smurt med core oppe på Orange Scene. Bring Me The Horizon har nemlig fået den fornøjelse at være første navn på scenen denne dag, og til det har de altså hevet det tunge skyts med i form af en enorm sceneopsætning og dansere med både røgkanoner, flammekastere, m.m.
Bring Me The Horizon plejede jo egentlig at lave metalcore og deathcore i gamle dage, men har i dag skiftet en del af deres metalliske udtryk ud for at minde lidt mere om Backstreet Boys, Take That og ’N Sync, endda med den boyband-bonus, at der kun er en person i bandet, der høster størstedelen af æren, i dette tilfælde er det den karismatiske forsanger, Oliver Sykes, der får damerne til at dåne og mændene til at idolisere ham.
På papiret burde dette på ingen måde kunne imponere i den her ende, men Bring Me The Horizon har altså umiddelbart taget et rigtigt godt valg, da de besluttede sig for dette stilskifte, for det svinger altså ret godt, og udførelsen af musikken kan man på ingen måde sætte en finger på. Blandingen imellem det poppede og det metallede gør det glimrende i dag på Orange Scene. Sykes kommer ufatteligt godt udover scenekanten, også fysisk, og publikummet, der har valgt at troppe op i pitten, har altså en fest uden lige. Moshpits bliver afløst af circlepit, som bliver afløst af fællessang til den helt store guldmedalje.
Desværre er Orange Scene bare lige i overkanten til dagens fremmøde, hvor der faktisk næsten kun lader til at være folk oppe i pitten, hvilket tyder på, at koncerten nok havde været bedre placeret på f.eks. Arena. Lyden er glimrende under hele koncerten, hvor der særligt er fokus på vokalen og trommerne.
Imod enden af sættet spørger Sykes efter en, der kan hele teksten og synge den, til nummeret “Antivist”, og det er der heldigvis en herre ved Orange Scene, der mener, han kan. Derfor bliver han hevet med op på Orange, hvor han helt paf tager nogle dybe indåndinger og så ellers springer ud i en duet med Sykes. Manden løj bestemt ikke, da han sagde, at han kunne den, og det faktisk endda overraskende godt. Denne gestus rammer altså bare rent ind og sætter et klart toppunkt for koncerten.
Bring Me The Horizon viser altså, at de er enormt ferme i at levere en metallisk omgang boybandmusik, og at det faktisk fungerer enormt godt. Denne anmelder er i hvert fald blevet godt og grundigt modbevist af et band, der ikke bare spiller og agerer fedt, men som også formår at lave en sjov blanding af genrer, som per definition nok ikke burde kunne mikses.
Bring Me The Horizon laver godt nok musik i dag, der ligger tættere på pop end på metal, men det er nu alligevel glimrende leveret og gennemtænkt.
Her får du lige lidt flere billeder fra fotograf Anders Groos Mikkelsen:
