Anmeldelse af: Kittie – Fire. Udgivet d. 21.06.24 via Sumerian Records.
Det er 13 år siden Kittie sidst udgav et album. Har det været ventetiden værd?
Debutskiven Spit udkom tilbage i 1999. Dengang ramte bandet ned midt i nu metal-bølgen. De har dog ikke kunnet matche den umiddelbare succes fra deres første udgivelse. Efter I’ve Failed You (2011) har bandet været på en længere pause. Der kom en dokumentar “Kittie: Origins/Evolutions” i 2017 og et par enkelte reunionshows. Ellers har der været stille.
Jeg husker selv at jeg lyttede til singlerne fra Spit (1999) og Oracle (2001). Særligt “What I Always Wanted” fra sidstnævnte kørte jævnligt på MTV Headbangers Ball. I årene efter glemte jeg Kittie før singlen “Cut Throat” fra In Black (2009). Igen er der gået lang tid siden jeg har været opmærksom på Lander søstrenes projekt (Morgan og Mercedes har været de to eneste faste medlemmer i Kittie siden begyndelsen).
Nu med et nyt pladeselskab i ryggen står Tara McLeod (lead guitar), Ivava “Ivy” Jenkins (bas), Morgan Lander (vokal, rytmeguitar) og Mercedes Lander (trommer) klar med Fire. Produktionen er i top, clean og med en lyd og tyngde, der klæder gruppen godt.
Med den aggressive og melodiske åbner “Fire” beviser Kittie, at de fortsat formår at skrive musik med attitude. “I Still Wear This Crown” er bygget op på samme måde som første sang. Vi har noget catchy clean vokal iblandet med growl og skrig. I den forbindelse skal Morgan Lander roses for sin vokal, der ikke alene er stærk i flere sangarter, men hun har også en meget genkendelig og stærk stemme.
Numrene gæstes dog også af guitar lir i form af soloer. Vi befinder os i groove metal-genren og jeg er faktisk ret imponeret over hvordan hver sang formår at skille sig ud. Både i form af de poppede omkvæd, men sørme også i de tunge passager, der absolut også er en stor del af albummet. Måske mere end nogensinde før.
Når man ser på Sumerian Records, der huser bands som Bad Omens, I See Stars og Black Veil Brides, så er min dom at Kittie har valgt den helt rigtige samarbejdspartner. Deres musik passer perfekt ind i de artister pladeselskabet har arbejdet med i årevis.
“We Are Shadows” og “Wound” er ligeledes stærke skæringer hvor særligt førstnævnte omkvæd står som et af de stærkeste på pladen.
Kittie fortjener ny opmærksomhed på baggrund af Fire. De var med i de spæde år og i de her dage hvor jeg tæller timerne til Limp Bizkit spiller på Copenhell, så må det da være på tide at Kittie betræder dansk jord som en del af nu metallens begyndelse. Om de er i stand til at skille sig nok ud til et ligefrem historisk comeback, er jeg dog ikke 100% sikker på.
“Are You Entertained” og “One Foot In the Grave” fortsætter niveauet. Men hele albummets struktur bliver lidt for forudsigelig. Jeg kunne godt tænke mig noget mere eksperimentering uden for deres groove metal. Sangskrivningen redder heldigvis “Fire” fra at ende i bunken med ligegyldige core og melo-death udgivelser.
“Eyes Wide Open” er lige til at råbe med på, og Kittie gemmer noget af det bedste til sidst. Her er ingen ren vokal, bare brølende heavy metal der stadig er fængende.
Jeg er ikke i tvivl om at det her er Kitties bedste album. Selv om skiven måske også åbenbarer de svagheder, der gjorde, at de aldrig slog igennem i samme skala som andre fra deres generation.
