-
Dizzy Mizz Lizzy
Anmeldelse af: Dizzy Mizz Lizzy. Tinderbox, Odense. 29. juni 2018
Dizzy kan spille, underholde og levere varen, men havde bandet de bedste rammer?
Åh, Dizzy Mizz Lizzy, for bare en håndfuld år siden, havde jeg aldrig troet, jeg nogensinde skulle komme til at opleve dem live, og at det bare ville blive en uforløst våd drøm for mit vedkommende.
Det blev heldigvis ændret for to år siden i Tivoli, København, hvor jeg oplevede bandet under fænomenale rammer, men lidt som jeg nævner i min anmeldelse af Depeche Mode under Tinderbox, så er den positive brod forsvundet lidt, når man allerede har set (rock-)giraffen og gør det igen.
Dizzy leverede igen varen, men trods et flot sceneshow, så følte jeg ikke, at jeg oplevede en frembrusende rockvare af den uforglemmelige kaliber. Forsanger, guitarist og hovedbagmand, Tim Christensen, spiller (atter) lange crescendoer på guitaren under en del numre, hvilket hurtigt begynder at kede mig, og jeg observerer ved flere lejligheder publikummer – specielt yngre – forlade festivalpladsen.
Dette placerer lidt Dizzy i en prekær situation, for Tinderbox er en nogenlunde altomfavnende festival, der lefler for alle og vil gøre alle glade, men Tinderbox kan ingenlunde kategoriseres som en rockfestival (generelt savner bandet også mere rock, som der var i de gamle dage, hvilket I kan høre bandet fortælle mere om i et interview, vi lavede med dem under festivalen, der kommer senere), og under denne koncert følte jeg mig ret så ung, når jeg forsøgvis dannede mig et overblik over gennemsnitsalderen ved dem, jeg befandt mig omkring i publikum.
De unge vil åbenbart hellere høre tramper-techno fra Morten eller Tiësto til langt ud på natten end at høre musikere, der rent faktisk har øvet sig på deres instrumenter. Nåh, det er en hel artikel for sig selv, så hvordan var Dizzy sammenlagt?
Igen: Jeg oplevede ingen fornyelse eller nytænkning, selvom det var en veludført og flot koncert, men bandet er netop i studiet for at færdiggøre deres nye plade (mere om det i vores kommende interview), så højdepunktet blev for mit vedkommende klart, da de spillede et nyt nummer fra deres kommende plade, der virkede en del sludge-inspireret, hvis du fraregner Tims lyse vokal. Det viser positive takter!
Rockorkesteret spillede godt fra start til slut og leverede en koncert, der ikke var nytænkende eller højnede niveauet for rockkoncerter i Danmark, men som – primært i kraft af deres nye nummer – lover godt for bandets fremtid.
Mathilde Maria Rønshof, vores udsendte fotograf, fangede bandets optræden:
