Anmeldelse af: Zeal & Ardor. VoxHall, Aarhus. 09. november 2019.
Det blev en fest uden lige, da Zeal & Ardor lagde vejen forbi Voxhall i Aarhus med deres eksperimenterende og yderst unikke sammensmeltning af gammel afrikansk/amerikansk slavemusik og skarp Black Metal.
Foto: Anders Teibel
NYOS
Akkurat ligesom sidst, Zeal & Ardor besøgte Danmark, har de denne gang taget NYOS med som opvarmning. Sidst var jeg ikke synderligt imponeret, men heldigvis viser mine fordomme, fra sidst jeg så dem, ikke at holde helt stik. Bevares, NYOS bliver på ingen måde mit yndlings band, men her til aften klikker de og jeg altså alligevel bedre sammen. Om det er fordi, jeg ikke har spist stegt flæsk af libitum, har fået et par øl indenbords, eller at lyden er bedre, skal jeg ikke kunne sige.
Måske lidt af det hele? Her til aften falder NYOS dog fint ind i forhold til temperamentet.
Trommespillet er helt fantastisk og er helt klart det, der trækker NYOS’ musik fremad. Der bliver leget utroligt meget med trommerne, og samtlige numre føles ofte som en trommesolo, tilsat guitar. Guitaren er repetitiv, men også velspillet og med god indlevelse fra guitaristens side. Når melodierne fungerer, så fungerer de altså også virkelig godt. Dette gør de særligt, når de er mærkelige og småskæve.
Lyden er ret skarp her til aften, og det klæder NYOS’ univers. Desværre går guitaren alligevel til tider lidt tabt i de forskellige loops, men dette er heldigvis kun sporadisk.
NYOS spiller fremragende, og musikalsk er det egentlig også et fint band, men igennem deres koncert føles det nu alligevel som om, at der går tomgang i den. De hiver den dog op med nogle stærke sange med en god puls og melodi sidst i sættet, så man faktisk føler en god forløsning på deres del af aftenens strabadser.
Zeal & Ardor
Så bliver det endelig tid til at skulle opleve det fænomen, som Zeal & Ardor velsagtens efterhånden kan kaldes. Dette bliver mit fjerde møde med bandet, og anden gang jeg anmelder dem, og endnu har de altså ikke skuffet mig. Skal i aften bryde streaken?
Til min store forbavselse ser jeg fra start af, bandet spiller uden bassist. Det lover desværre ikke godt, for der ryger altså en smule af livefølelsen, når bands kører playback på et af instrumenterne. Desuden havde Zeal & Ardor en glimrende bassist, sidst jeg så dem, så manglen er sgu en skam.
Heldigvis gør bandets guitarist, Tiziano Volante, op for den manglende person i den ene side ved at komme godt rundt på scenen, imedens at han spiller den lede guitar. Vokalerne sidder lige i skabet og leveres ufatteligt skarpt og flot er til aften.
Vi får flere gange at vide, at dette er turnéens sidste show, og at bandet blot har tænkt sig at give den ekstra gas som afslutning på deres turné. Dette viser sig igennem hele sættet at være sandt. Af de fire gange, jeg nu har oplevet Zeal & Ardor, har dette show uden den mindste form for tvivl været det mest voldsomme og udadvendte show, og det klæder i høj grad bandet at være ekstra aggressive. Der er konstant gang i den på scenen, hvor samtlige medlemmer skruer deres intense adfærd op på maks.
Lyden er helt formidabel her til aften, og alt går klart igennem. Faktisk kan lyden dårligt blive bedre, end den er her til aften på VoxHall, hvor alt simpelthen bare rammer en helt rigtigt. Godt arbejde af diverse lydmænd og teknikkere! Vokalerne ligger rigtigt flot fremme i mixet, guitaren er skarp, trommerne brager igennem, og på trods af at være spillet som backingtrack formår bassen stadig at være tilpas tilstede og synlig i lydbilledet.
Sætlisten består af størstedelen af bandets bagkatalog, og så får vi også serveret to nye numre, henholdsvis “We Never Fall”, som blev udgivet tidligere i år i forbindelse med bandets Live In London-plade, samt et lækkert stykke med satan i sangen “Baphomet”, der endda fungerer som afslutter for aftenen. Et nummer, der helt klart er stærkt, omend det er vovet at slutte af med et nyt nummer.
Det fungerer dog til fulde!
Igennem hele sættet flyver der horn og knyttede næver i vejret, imens publikummet brøler med på de letgenkendelige, og ekstremt catchy sange. Særligt under numre som “Blood In The River”, “Row Row”, “Don’t You Dare” og bandets store gennembrudsnummer, “Devil Is Fine”, bliver der skrålet igennem fra publikum. Det er tydeligt at se, at bandet suger den energi til sig, som publikum smider imod dem, og reflekterer denne energi smask tilbage i ansigtet på publikummet. Der er smæk på i aften, og Zeal & Ardor gør denne aften til en uforglemmelig aften i Aarhus med en koncert, der dårligt vil kunne leveres bedre.
Altså, medmindre at den havde været længere, hvilket i høj grad ville have klædt koncerten. Vi kunne godt bruge lidt mere Zeal & Ardor. Da bandet går af, er publikum på ingen måde trætte, men må alligevel traske ud i den kolde november-aften med mindet om en vanvittigt hidsig koncert, leveret af et af de mest interessante metal bands i nyere tid.
Zeal & Ardor skuffer aldrig!
