Ekstase fra start til slut

Foto af: Joachim Vilstrup

Demonic Ressurection

Første band til at indtage scenen var indiske Demonic Resurrection. Kvartetten, der har hele 25 år på banen, bød på symfonisk dødsmetal hele vejen fra Indien. Crowdet var stadig en smule tyndt, da der var en kilometer lang kø til merch-boden og barerne, og folk var stadig i gang med at ankomme. Men jeg stod klar, og så snart lyset dæmpede sig, tog jeg mine ørepropper i og var klar til, hvad de næste 30 minutter bød på.

Jeg må indrømme, at starten var en smule langsom og folk stod meget stille. Dog efter interaktioner med crowdet efter et par sange, var der lidt mere gang i publikum. Forsangeren havde god humor og fortalte om deres 25 års jubilæum som band, og et shoutout til deres 22 årige trommeslager, der ikke engang var født dengang. Der er god humor i forsangeren og crowdet får grint, inklusiv mig selv. De gode interaktioner fik publikum til at give den mere gas og under “Krishna: The Cowherd” med et lille moshpit i midten.

Dødsmetal har aldrig helt været min kop te, og det hele lød ret ens i mine øre. Men jeg kan ikke tage fra dem, at musikken ikke som sådan fejlede noget, det var måske bare ikke liiiige mig. Det var for stille, og min krop sitrede efter at danse og bevæge mig.

Med en lidt langsom start, blev jeg lidt nervøs. Men Demonic Resurrection formåede at få lidt gang i publikum med humor og tunge riffs, dog helt til sidst i deres sæt.

Calva Louise

Der var hele 30 minutters pause, inden Calva Louise gik på kl. 21. Jeg var ikke helt varmet op, så jeg håbede virkelig, at Calva Louise ville hjælpe på det. Og det gjorde de uden tvivl.

Jeg blev lidt blæst bagover af energiskiftet, men det var virkelig det Amager Bio havde brug for. Bandet, som har en international profil fra Venezuela, Frankrig og New Zealand, serverede en masse elektroniske elementer og harsh vocals.

Først og fremmest bliver jeg pr. automatik lidt større fan, når jeg ser seje kvinder oppe på scenen. Det er stadig desværre en sjældenhed, men jeg bliver altid SÅ glad. Det er altid noget jeg skal påpege højlydt til dem jeg er sammen med, men nu stod jeg alene og holdt min begejstring for mig selv. Lidt øv, men jeg var oppe at køre indeni!
Med en kombination af elektroniske elementer i form af keyboard spillet af forsangeren Jess Allanic og lyden af alternativ rock, begyndte publikum at bevæge sig. Deres lyd mindede mig en del om både canadiske Spiritbox og britiske Lake Malice, som jeg begge har set live. 

Musikalsk fungerede det hele, men Allanics vokal forsvandt desværre nogle gange bag den lettere kaotiske musik. Men hun skal have hatten af, for at kunne gå fra de helt blide toner til at præstere med imponerende harsh vocals. 

Jeg fik danset lidt, da jeg fangede vores fotograf, Joachim, blandt publikum og var nu godt og grundigt opvarmet. Calva Louise formåede at få godt gang i publikum og var et perfekt springbræt til Bloodywood.

Bloodywood

Efter endnu en pause, stod jeg klar i venstre side tæt på FOH (Front of House, red.) med ørepropperne i. Lyset dæmpede sig kort inden 22, og publikum gik direkte i gang med at chante “Bloodywood”. Jeg kunne mærke spændingen blandt alle og stod selv og kunne ikke vente med at de gik på scenen.

Da bandet endelig trådte på scenen, eksploderede Amager Bio i energi. De lagde ud med “Dana Dan”, og crowdet var helt med fra start – folk stod ikke stille. Bandet bevægede sig konstant rundt, og jeg kunne slet ikke lade være med at lade mig rive med. De holdt ikke igen og fyrede straks op for “Nu Delhi” som andet nummer. Moshpitten åbnede sig hurtigt, og folk gav den fuld arm.

Bandet begyndte at snakke om hvor meget de savnede “a hearty homecooked meal”. Denne snak om indisk mad, var en perfekt segue til deres nyeste single “Tadka”, der netop handler om indisk mad. Genialt, hvis du spørger mig.

Publikum blev konstant opfordret til at klappe, synge med og åbne pitten, og alle var med. Selv oppe på balkonen var der gang i den. Under “Machi Bhasad” blev hele salen bedt om at gå ned i knæ, for derefter at hoppe op på én gang – og jeg kunne mærke gulvet skælve under mig.

“Thank you, Copenhagen! You are fucking gorgeous!” råbte forsangeren til sidst. Og det var Bloodywood i den grad også. Da lyset blev tændt, og jeg skulle finde vores fotograf, Joachim, så jeg flere badet i sved, der prøvede at få luft under trøjen. Så er man ikke i tvivl om, at det var en vild koncert fra start til slut. 

Bloodywood startede ud i et brag og holdt niveauet helt oppe indtil de trådte af scenen.