Alice Cooper

Ekvilibristen over dem alle!

-










  • Jack White

4.5









Anmeldelse af: Jack White. Tinderbox, Odense. 30. juni 2018

Blandt meget DJ- og pop-musik på programmet var det herligt at opleve en guitarvirtuos af en kaliber som Jack White

Foto: PR

Det er næsten synd og skam, at den umanerligt dygtige guitarist og sanger Jack White var (mal)placeret mellem to koncerter på årets Tinderbox Festival mellem henholdsvis Nik & Jay og Tiësto. Jeg har efterhånden været efter ikke rockende indslag under årets festival, men det er trist at opleve an gudsbenådet guitarist som Jack White, der formår at gøre en guitar-dreven koncert til en opførsel af guitar-ekvilibrisme uden at tangere kedsomhed (læser du med, Zakk Wylde?), blive udsat for et publikum, der hovedsageligt venter på “Den der fodboldsang” – mere om den senere.

Før jeg klandrer publikum for meget, skal det dog hedde sig, at der var fornemt fremmøde her en time før midnat lørdag aften foran Rød Scene, men hvor mange, der reelt glædede sig til lige præcis Jack White eller bare ville feste uanset den optrædende, ved jeg så ikke.

Jack White gav en opførsel, der hovedsageligt bedstod af både numre, udgivet under solo-navn og sit hedengagne band The White Stripes.

Jeg ved ikke, hvad niveauet over indlevelse, guitar-variation og at være mester på en guitar hedder sammenlagt, men det skulle ikke undre mig, hvis man i fremtiden hiver ordbogen op, og så er der et billede af Jack White under den beskrivelse.

Desværre kommer jeg til kort med at fortælle og forklare – og det ville nok kede dig, kære læser – i længden, hvordan den mand legede med guitarlydene under hver sang uden at miste sangenes kerne eller tabe fokus og samtidig stadig være velspillet sammen med bagorkesteret.

Derfor må jeg ganske enkelte henvise til den klassiske sætning: Du skulle have været der!

Hvad andgår “Den der fodboldsang”, er der selvfølgelig tale om “Seven Nation Army”, som efterhånden er blevet en hymne at skråle med på til fodboldkampe, og Tiësto skulle da lige efterfølgende implementere sangen i sit sæt…

Jeg vil til hver en tid foretrække den ægte, indlevende vare.

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories