Alice Cooper

Ekvilibristen over dem alle!

-










  • Jack White

4.5









Anmeldelse af: Jack White. Tinderbox, Odense. 30. juni 2018

Blandt meget DJ- og pop-musik på programmet var det herligt at opleve en guitarvirtuos af en kaliber som Jack White

Foto: PR

Det er næsten synd og skam, at den umanerligt dygtige guitarist og sanger Jack White var (mal)placeret mellem to koncerter på årets Tinderbox Festival mellem henholdsvis Nik & Jay og Tiësto. Jeg har efterhånden været efter ikke rockende indslag under årets festival, men det er trist at opleve an gudsbenådet guitarist som Jack White, der formår at gøre en guitar-dreven koncert til en opførsel af guitar-ekvilibrisme uden at tangere kedsomhed (læser du med, Zakk Wylde?), blive udsat for et publikum, der hovedsageligt venter på “Den der fodboldsang” – mere om den senere.

Før jeg klandrer publikum for meget, skal det dog hedde sig, at der var fornemt fremmøde her en time før midnat lørdag aften foran Rød Scene, men hvor mange, der reelt glædede sig til lige præcis Jack White eller bare ville feste uanset den optrædende, ved jeg så ikke.

Jack White gav en opførsel, der hovedsageligt bedstod af både numre, udgivet under solo-navn og sit hedengagne band The White Stripes.

Jeg ved ikke, hvad niveauet over indlevelse, guitar-variation og at være mester på en guitar hedder sammenlagt, men det skulle ikke undre mig, hvis man i fremtiden hiver ordbogen op, og så er der et billede af Jack White under den beskrivelse.

Desværre kommer jeg til kort med at fortælle og forklare – og det ville nok kede dig, kære læser – i længden, hvordan den mand legede med guitarlydene under hver sang uden at miste sangenes kerne eller tabe fokus og samtidig stadig være velspillet sammen med bagorkesteret.

Derfor må jeg ganske enkelte henvise til den klassiske sætning: Du skulle have været der!

Hvad andgår “Den der fodboldsang”, er der selvfølgelig tale om “Seven Nation Army”, som efterhånden er blevet en hymne at skråle med på til fodboldkampe, og Tiësto skulle da lige efterfølgende implementere sangen i sit sæt…

Jeg vil til hver en tid foretrække den ægte, indlevende vare.

Share this article

Recent posts

Perfektionistisk progressivitet

Anmeldelse af: Iotunn - Access All Worlds. 26. februar 2021. Metal Blade Records. Dansk/færøske Iotunn har med deres seneste album, ’Access All Worlds’, begået intet...

En alenlang ode til de ar, vi bærer

Anmeldelse af: Harakiri for the Sky - "Mære". Udgivet 19. februar 2021 via AOP Records.  Harakiri for the Skys ellers så fine intentioner for deres...

Interview med danske ARCHON

Et interview med et nyt skud på den danske metalstamme! Et af de nyere bud på, hvordan morgendagens metal skal lyde, findes i form af...

De er skøre, de finner

Anmeldelse af: Korpiklaani - Jylhä. Udgivet d. 5. februar 2020 via Nuclear Blast Records. Korpiklaani kan være lige så fjollede som Alestorm, Steel Panther og...

Shotgun Revolution skyder med løst krudt

Anmeldelse af: Shotgun Revolution - IV. Release d. 5. februar 2021, selvudgivet. Nogle bands skyder med skarpt og rammer, men Shotgun Revolution laver en "forbier".    I...

Popular categories