-
Dirkschneider
Anmeldelse af: Dirkschneider. Faster, W:O:A. 02. august 2018.
Dirkschneider leverede et fremragende og energisk show på dette års Wacken Open Air, hvor publikum fik serveret en god røvfuld af de klassiske Accept numre
Foto: Wacken PR.
Rutinepræget, forudsigeligt og alligevel solidt.
Sådan føltes Dirkschneider-koncerten på VoxHall sidste år, hvor særligt det, at koncerten var alt for koreograferet, trak gevaldigt ned. UDO er dog en sej mand, og har man muligheden for at opleve ham, særligt med, hvad der stadig ligner at blive, sidste omgang med de klassiske Accept-numre, så bør man altså gribe den.
Det timede og tilrettelagte show, som ikke fungerede så godt nede på VoxHall, består stadig, dog hvor det føles knap så forceret og indstuderet. Det gavner måske, netop med denne type show, at man har en stor scene, så man ikke skal være bange for at komme til at træde lidt rundt i hinanden? I hvert fald virker bandet dejligt tændte og med god energi.
At man har valgt en sætliste, der også består af flere af de store klassikere, falder ligeledes i god jord. Selvsikkert skyder bandet numre som “Princess of the Dawn”, “Screaming for a Love-Bite”, “Restless and Wild”, “Midnight Mover” og “Living For Tonight” ud fra scenen. Sammenspillet sidder mindst ligeså godt, som det har gjort de tidligere gange, jeg har oplevet denne konstellation. Der er nærmest ikke en finger at kunne sætte på teknikken og udførelsen. UDO selv er i sit es, mens han tøffer rundt på den enorme scene på Wacken. Hans vokal sidder ligeledes lige der, hvor den bør være. Han lyder sgu næsten, som han gjorde det på pladerne dengang i 80erne med sin helt egne særprægede hæse røst.
Lyden er ganske glimrende under koncerten, ja, faktisk noget af det bedre, jeg har hørt oppe på de store scener på Wacken. Der er godt med detaljer særligt i guitarspillet – der om noget fortjener at blive hørt, når den netop er så velspillet, som den er.
Da vi når til ekstranumrene, får vi serveret endnu en stribe klassikere, hvor vi starter med “Metal Heart”, hvori soloen står særligt skarpt og publikum får brølet med på ’’Für Elise’’-delen.
Fra metallets hjerte og direkte over i, hvad der kun kan beskrives som sublimt speed metal i form af baskeren “Fast as s Shark”. Herefter får vi “I’m a Rebel”, og den evige lukker og publikumsfavorit “Balls to the Wall”. Sidstnævnte sang tager særligt kegler, og publikum giver den lige ekstra gas under dette nummer. Dette er både i form af fællessang, pit oppe i fronten, højt humør, og fadøl samt horn i vejret. Nu må vi så se, om den kære UDO kan holde, hvad han lover, og ikke lige tager en omgang mere med Accept-numre.
Han og hans band leverede i hvert fald en overbevisende og veludført koncert på dette års Wacken Open Air.
