Anmeldelse af Avatar – Don’t Go In The Forest, udgivet via Black Waltz Records d. 31/10-2025.
Avatar leger både med vante formler, men måske også en anelse mere seriøsitet, på deres seneste udspil.
Vi skal en tur i manegen med cirkus Avatar. Svenskerne er nemlig aktive med deres nye album Don’t Go In The Forest, og der er ikke meget nyt under solen for det gøglede dødsmetal band.
Der marcheres godt igennem fra start. “Tonight We Must Be Warriors” bliver næsten for klichefyldt, til trods for dens ellers gode kvaliteter. Der bliver lige for storladent og melodisk til min smag, men det kommer uden tvivl til at være et hit når bandet optræder live. Det har masser af det vanlige Avatar feel, men mangler lige det sidste i sin sangskrivning for at overbevise. Opbygning og riffs formår ikke rigtigt at sende nummeret ud i stratosfæren. Dette serveres så på skivens anden skæring “In The Airwaves”, hvor der lige skrues lidt op for den aggression, som der manglede på albummets første nummer. Vokalerne sidder i skabet, og der er mere smæk på både riffs og growls.
Albummets titelnummer er af lidt mere svingende karakter, noget der skal vise sig som værende lidt en fast del for denne plade. Musikalsk er vi desværre ofte i ret svingende kaliber. Til trods for dette så beviser Avatar nærmest konsekvent at de forstår sig på at skrive nogle stærke og let genkendelige hooks. Dette gør sig især gældende for omkvædet i titelnummeret.
Albummet har en rigtigt pæn produktion. Alt står utroligt skarpt og vokalerne harmonerer godt op ad hinanden, trommerne er dejligt in-your-face, og guitarerne dominerer vanligt i lydbilledet, om så de kører i noget mere clean, episk eller decideret tungt og smadret. Lyden er god, men desværre ikke med helt så meget dynamik som man måske kunne have håbet på fra svenskerne. Der er ikke den store spændvidde fra de afdæmpede clean stykker og de voldsommere aggressive dele af numrene. Derfor kan pladen godt i længden bliver lidt trættende for ens ører.
Når det spiller på Don’t Go In The Forest, så spiller det absolut, som på “Abduction Song”, hvor tempoet får et nøk op. Desværre bliver albummet bare generelt til lidt af en rutsjebane i musikalsk kvalitet. Der er lidt meget fyld imellem de rigtigt fede numre og passager, og det føles desværre måske lidt halv-bagt til tider. Bandet spiller som vanligt fuldstændig eminent hele albummet igennem, men flere af numrene føles desværre ikke helt gennemførte, som f.eks. balladen “Howling At The Waves”, der foruden et nogenlunde interessant solo stykke, ikke formår at vise noget karakter. I det mindste prøver Avatar på noget lidt anderledes, men det spiller ikke helt på dette nummer; i hvert fald ikke for denne anmelder.
Heldigvis lyder albummet stadig som Avatar, og når man er til deres form for storladenhed, og ikke mindst den kækhed de også kan have rent musikalsk, er der rigtigt mange fine ting at hente igennem de 47 minutter dette album varer. “Dead And Gone Again” smager som en sammenkogt ret, man som Avatar fan har spist utroligt mange gange før, men denne stil og formel fungerer så absolut også for bandet, ikke mindst hjulpet på vej af et utroligt dygtigt og velsammenspillet band.
Med Don’t Go In The Forest leverer Avatar et glimrende værk, hvor der dog er lidt meget svinger i valsen. Ikke hele albummet er lige interessant, men når det spiller, så spiller det i høj grad. Der er i hvert fald en god håndfuld numre til bandets energiske liveshows, og da også en sjat der nok kommer i rotation på mine playlister. Avatar skaber måske ikke stor kunst, men til gengæld formår de i høj grad at underholde lytteren, med deres skæve og finurlige musikalske univers.
