Anmeldelse af Amenra, d. 18/11-2025, i Store Vega, København.
I aften skal jeg se et navn jeg har ventet længe på.
Foto: Bastian Madsen
Gårsdagen tog mig til Leprous i Amager Bio. Denne tirsdag er jeg dog ovre i en anden boldgade. Jeg missede desværre opvarmningsbandet, da man jo skal nå sin borgerlige pligt og stemme. Helt nervøs bliver jeg da Lille Vega ser tomt og lukket ud. Det er dog bare mig, der er forjaget, for det er Store Vega, der lægger rammer om aftenens koncert.
Amenra
Fra Belgien står Collin H. van Eeckhout (vokal), Mathie J. Vandekerckhove (leadguitar), Bjorn J. Lebon (trommer), Lennart Bossu (rytmeguitar) og Amy Tung Barrysmith (bas) foran en godt fyldt sal. Ganske vist er balkonen lukket, men valget af den største sal var nok stadig det rigtigt.
Bandet blev dannet i 1999 og har lagt navn til 6 udgivelser + et film soundtrack. I 2020 da Covid-19 hærgede verden, blev streamingfestivalen European Metal Festival Alliance afholdt og en af de mange grupper jeg kunne nyde gennem min computerskærm fra min sofa i Nordvest var Amenra. De var mildest talt fascinerende og jeg har derfor set frem til i årevis at opleve dem ordentligt live. Inden da roser en portugisisk fan mig for min Moonspell t-shirt og jeg når at støde på et par veninder, der bekræfter at jeg godt kan glæde mig.
Dørene bliver lukket og masser af røg dækker scenen. Dronede lyde fylder rummet, og gæsterne klapper og jubler allerede inden Amenra træder ind på scenen. “Boden” fra Mass V (2017) bygger langsomt op til et knusende brag af post-metal hvis lige jeg ikke har set mage siden Cult of Luna og Neurosis. Sorte og hvide billeder flimrer over skærmen bagved bandet og de dystre film af mennesker, natur og bygninger er med til at skabe en stemning, der er lige dele trøstesløs og ulykkelig. Samt helt og aldeles umulig at løsrive sig fra.
Der er skruet højere op for lyden end jeg nogensinde før har oplevet i Store Vega og gulvet ryster under os og vores organer bliver skubbet til af den voldsomme bas fra Barrysmith, imens Eeckhouts skrigende stemme trænger igennem marv og ben. Riffene er hjemsøgende smukke og depressive når musikken lader os trække vejret og ligeledes er det et nådesløst sansebombardement når instrumenterne i deres øresønderrivende forpinte facon river luften i stykker omkring os i sange som “Razoreater” fra Mass IIII (2008) og “Plus ‘pres de toi” fra Mass VI (2017).
Eeckhout tilbringer det meste af showet med ryggen til os. Normalt finder jeg den slags lige prætentiøst nok, men i det her frygtindgydende teater passer det faktisk med en vis afstand til pinslerne. Af og til vender han sig manisk mod os og fremstår helt utilgængelig i hans jagende vildskab. Med sin hvisken, spoken word og rene sang, er vi mere vidne til en slags desperat seance end en normal koncert.
Strobelyset blinker vildt som tons tunge hardcore/sludge/doom passager slæber og kaster os rundt i “Silver Needle. Golden Nail”, “Salva Mater” samt “De evenmens”. Der er en ærefrygt over for hvad vi alle er vidne til, og salen tier kollektivt stille når bedrøvelige, rolige toner giver os en pause til at samle os inden den næste overvældende bølge af svimlende støj.
Der bliver ikke ytret et ord til fansene og vi er efterladt i musikkens vold uden hjælp. Man mærker emnerne om tab, fortrydelse og selvhad i en melankolsk kataklysme som ikke skabes på samme måde nogle andre steder. Det er et brutalt ekko fra de mest destruktive impulser, der findes dybt i os alle
Flere gange får jeg gåsehud og holder helt vejret ude af stand til at forestille mig det næste knugende fænomen, der venter på mig. Det er et ubarmhjertigt sted uden for alt fatteevne, Amenra holder til. Det er næsten ubeskriveligt at sætte ord på hvordan man både gysende frygter denne rejse, men også uden kamp lader sig fortabe i noget så monumentalt og smertefuldt som “A Solitary Reign”, “.Terziel.tottedood”, “Am Kreuz” og “Diaken”.
Som et kald fra de mørkeste afkroge af det menneskelige sind står man forsvarsløs og blottet, da tiden rinder ud og ceremonien slutter. Hvordan skal man forstå så kompromisløs kunst som det her? Hvad jeg dog kan sige er at det var en af de bedste koncerter jeg nogensinde har set. Hvad det så rummer af afmagt, skønhed og angst, ved jeg endnu ikke.
Se resten af vores fotograf Bastian Reinholdt Madsens Galleri herunder:
