Anmeldelse af Leprous + support, d. 17.11.25 i Amager Bio
Jeg skal lidt mere på afveje end normalt.
Foto: Tommy Skøtt
Efter en aften i selskab med Thy Art Is Murder går turen til mit gamle nabolag. For en ven havde overbevist mig om at denne headliner måtte jeg ikke misse og det på trods af at genren ikke er min kop te. Der var dog mange andre der havde det anderledes og der er allerede fint fyldt da jeg står med mine kammerater til første ret på den progressive menu
Royal Sorrow
Markus Hentunen (vokal, guitar), Eero Maijala (tbas), Janne Mieskonen (trommer) og Juha Rapanen (guitar) fra Finland går på scenen med en god portion selvsikkerhed. Ført an af Hetunens flotte rene vokal bevæger vi os fra skæve rytmer over i syret guitar til omkvæd der har en poppet kvalitet. Ofte er det drømmende at lytte til og samtidig besidder Royal Sorrow også en smule teatralsk flair med store armbevægelser og synkron headbanging.
Bassen fra Maijala kommer flere gange i fokus og giver sin egen karakteristiske rytme til de smooth kompositioner. Lysshowet er flot som det bader medlemmerne i lilla og blå stråler fra oven. “Release Your Shadow”, “Evergreen”, Bloodflower”, “Give In”, “Metrograve” og “Innerdeeps” kommer alle fra Innerdeeps (2025) og har hvor og en aura af positivitet over sig der er forfriskende. Hetunen growler lidt, men det er på et mellemniveau, hvor det integreres fint ind i resten af musikken. Ved siden af klarer han samtidig med bravour at synge nogle overraskende høje toner. Der kunne dog sagtens skrues mere op for Royal Sorrow. For der gemmer sig mange overraskelser i deres materiale, der kunne trænge til noget mere volume.
Når det så er sagt, så er jeg overrasket over hvor hurtigt de væver en atmosfære som jeg bliver mere nysgerrig på. Det bliver ej heller overkompliceret så jeg bliver tabt i for meget ligegyldigt blær. Det er ofte der jeg trækker mig lidt, når prog-metal bliver nævnt. Ja, vi har vel alle vores fordomme, men mine gælder ikke for Royal Sorrow, der overbeviste flere i aften om at gå hjem og tjekke dem ud. Denne anmelder kan i hvert fald godt lide, hvad han hører i sin lænestol i skrivende stund.
Gåte
På Copenhell i sommers smuttede min kæreste, hendes søster og selvsamme ven jeg er til koncert med nu, fra Trold for at se noget andet gren-metal. Dette forstod jeg ikke helt, men efter koncerten på Hades smuttede jeg ned til Pandæmonium for at finde mit crew. I bagende sol stod de og så Gåte. Det lød slet ikke skidt og jeg håbede at jeg ville få chancen for at tjekke Gunnhild Sundli (vokal, violin), Magnus Børmark (guitar), Jon Even Schärer (trommer), Marts Paulsen (bas) og John Stenersen (nøgleharpe) igen.
Det hele begynder meget stemningsfuldt med Sundli alene på scenen som en shaman, der fortryller os med ukendte besværgelser. Ved hvert af de 3 mikrofonstativer er der dækket op med grene og således starter en rejse ud over det sædvanlige. Lamperne blinker og resten af bandet fremstår som silhuetter fra en drøm.
“Skarvane” og “Svarteboka” fra Ulveham (2024) samt “Solfager og Ormekongen” fra Nord (2021) skaber et unikt univers hvor folkelementerne leger med nordiske ekkoer fra fortiden, der får en til at lukke øjnene og drømme sig væk. Samtidig er der et baggrundstæppe bestående af myriader af subtile elektroniske detaljer, der sammenflettes med det ene sublime guitarriff efter det andet. Havde jeg ikke selv stået og bevidnet denne magi, havde jeg ikke troet på det.
Sundli har en overdådig pitch og rammer ikke forkert ét eneste øjeblik. Hun kan være en blid nymfe og ligeledes en manisk troldkvinde på jagt. Denne dualitet gør, at hvert et af hendes skridt og ord holder publikum fastlåst i dyb fascination. Når der synges mandlig backing vokal gange 2 går der rituel stammedans i den og i denne meditative miks af alle disse finpudsede dramatiske tryllerier er Gåte et band der er helt igennem banebrydende. Nej, det er ikke første gang at folk er mikset med hverken rock eller metal, men jeg har ikke før oplevet det både så skrøbeligt og vældigt på samme tid. Medlemmerne løber og hopper rundt på scenen og er opslugt i deres kunst på en sådan måde at det bliver større end dem selv.
Tempoet sættes ned og bygges op igen i en passioneret legende storm, der ikke efterlader nogen upåvirkede. At der kun synges på norsk giver et nøk af ældgammel autenticitet til formularer som “Jomfruvar Ingebjør” fra Iselilja (2004). Gåte er en oplevelse man ikke må snyde sig selv for og som “Førnesbrunen”, “Sannsiger”, “Ulveham” og “Bannlyst” byder op til både dans og dybe tanker glemte vi helt at der var et band til. For nordmændene kunne sagtens have været hovednavnet og så var vi flere der kunne have været gået hjem uden at føle os snydt.
Leprous
Dannet i 2001 har det progressive metalband skabt sig et navn på verdensplan baseret på flere roste udgivelser. Jeg nåede at se et par minutter på Brutal Assault i år, men det er her i Danmark at Einar Solberg (vokal, keyboard), Tor Oddmund Suhrke (guitar, backing vokal), Baard Kolstad (trommer), Simon Børven (bas) og Robin Ognedal (guitar, backing vokal) skal overbevise mig om at alt den megen omtale de har fået kan stå distancen live. Med sig som tourmedlem har de Harrison White på keyboard.
Bagved mig står min kammerat der er superfan og alene baseret på hans entusiasme kan jeg ikke være helt negativ. Leprous sniger som ind på os med “Silently Walking Alone” fra Melodies of Atonement (2024). Her demonstrerede de deres store talent for skæve taktarter, men også en episk side, jeg ikke havde forventet. Dette kommer i særdeleshed fra Solbjerg, der leverer en ren vokal der kan minde helt om opera. Han kan synge mildt og storslået imens man er draget af de mange overraskende valg der tages i sange som “Illuminate”, “Mirage”, “I Hear the Sirens” og “Below”. Det er uforudsigeligt, hvor Leprous bevæger sig hen i deres snørklede uendelige verden. Man kan ikke helt finde et fodfæste, men det er også fedt at vælte bagover ud i det ukendte. Jeg kan mærke min musiksmag udvikle sig for hver eneste tekniske solo og artrock tendens jeg bliver mødt med.
Vers og omkvæd har hver sine fængende kvaliteter, imens White omgiver numrene med ophøjede melodier. At bandet laver kæmpe fællessang med et cover af A-Ha med “Take On Me” er et så spøjst valg at man kun kan elske det badet i regnbuelys. Jeg kan vist roligt sige at jeg ret hurtigt må overgive mig til sange som “Alleviate” og specielt “The Price” og “Like A Sunken Ship” + lyden er perfekt i bioen. Bandet springer måske ikke frem og tilbage, men de er så sammenspillet en enhed, at det er en helt optræden i sig selv.
Ofte tager Leprous sig god tid til at præsentere deres mange lag og lydflader, som man kan gå på opdagelse i. Dette er også musik der kræver fokus, men kan man mønstre dette så er det som at se atomer i brand. Så mange facetter, skønheder og nuancer skal vi igennem at det kan være overvældende. Alt dette ville naturligvis ikke være muligt uden så kompetente musikere bag instrumenterne. “Passing”, “Rewind”, “Castaway Angels” og “From the Flame” præsenteres i alt deres kompleksitet helt og aldeles fejlfrit. Der leges med alle forventninger samtidig med at de indfries af Leprous, der skabte exceptionelle rammer for eklatant metal samt sprængte dem igen og igen.
Fotos er taget af Tommy Skøtt
Royal Sorrow
Gåte
Leprous
