Anmeldelse af: Prime is Coming. Tapperiet, Køge. 26. marts 2022.
Det danske manegement Prime Collective havde på sin nuværende rundtur af en turné nået sin endestation: Køge. Og sikken måde at slutte af på!
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Hvis du ikke allerede er bekendt med, hvad turnéshowet “Prime is Coming” går ud på, så er det i al sin enkelthed at vise noget af det bedste (ansvarshavendes ord, ikke mine!) som under- og mellemgrunden og (snart) overfladen i DK har at byde på af dejlig metal, hardcore, og hvad vi ellers kan presse ned i sub-sub-genreANALysen.
Prime is Coming
Vi har dækket det flere gange før, om det har været under det ene eller det andet navn, og det er en fast tradition, som vi nok bliver ved med, så længe de lukker os ind, for der er rigeligt med både udskiftninger og gengangere fra år til år til, at man både har gensynets glæde at se frem til samt opleve noget nyt.
Vi tager den lige for arveprins Knud: Otte bands (decimeret til seks denne aften af [gæt selv hvilken årsag]) deler (som regel) to scener, hvor de giver en “smagsprøve” på, hvad de kan. Overskuddet fra arrangementet bliver ikke stukket i egen lomme, men går til et velgørende formål.
Så veksler man mellem de to scener, så der ikke er for megen spildtid med at gøre klar til næste band, da dette allerede har fundet sted på den anden side, mens den foregående koncert finder sted.
Så er der også lige lidt tid til at tanke op eller tømme tanken mellem de optrædende, hvis man er effektivt.
Otte/seks bands giver selvsagt ikke megen spilletid til hver band, men så kan man sige:
- Kan du lide det, er det bare med at nyde hvert sekund og notere dem til en sludder i merchboden bagefter og skamrose ensemblet for, at du nu er deres største fan!
- Konstatere, at det ikke er din kop te, og at det så snart er slut, og der kommer noget andet på snart (mere tid til at hamre bajere!).
Jeg fornærmer næppe nogle, når jeg siger, at Prime Collective efterhånden har eksisteret så længe, at man kender deres modus operandi angående genre(r/n), som de kan lide at præsentere.
I min uvidenskabelige “forskning” kan jeg efterhånden konkludere, at folk enten synes, det er noget magert pis, de spytter ud, eller at de faktisk forsøger at udfylde et tomrum for de undervurderede og underrepræsenterede genrer, som især unge mennesker får at vide, “ikke er rigtig metal”, som om nogle har patent på det udtryk – jeg falder – pudsigt nok – ned i den sidste grøft.
Når det så er sagt, så er alt ikke en fryd for øret at opleve, men sådan kan det sjældent lade sig gøre at få hele pladen fuld, når man har med så mange bands at gøre.
Så lad os løbe aftenens bands igennem: (De aflyste var Unseen Faith og Defecto)
Nothing Noble
Du kendte dem tidligere som Everything is Terrible, men lyden er stadig progressiv metalcore, om man vil; og lad os bare tage lyden med det samme og sige, at den sådan set var skarp 5/6 af tilfældene denne aften – så en cadeau til de lydansvarlige denne aften.
Det er også rart at se, at selvom man spiller forholdsvist teknisk på instrumenterne, så evner man også at være sprælske på scenen, for vi er immervæk ikke til musikundervisning, men en fremadstormende fest en lørdag aften.
Jeg har sagt det utallige gange før og siger det igen: Det er en utaknemmelig tjans at være de første på scenen (også selvom man ryster posen med rækkefølgende til disse arrangementer hver aften), specielt når man går på klokken 19, og de fleste publikummer nok forventede, at det var passende at dukke op klokken 20.
Men fremmødet var faktisk flot her – når man tænker på, at en fodboldlegende havde comeback på herrelandsholdet, og et afdanket svenskerband spillede i hovedstaden samme aften – så stor salut til bandet for at kickstarte festen!
Lifesick
Det her var nok aftenens største afstikker, hvor der blev blandet metal med hardcore med tryk på HARDCORE. Bevares, vi var da ikke ude i Wars Apart eller Rot Away, så der blev ikke smækket skaller til den store cirkelspark-seance.
Men en fest blev det dog, da vi også oplevede aftenens første pit!
En skarpe læser bemærkede nok, at lyden ikke var god til alle koncerter. Det her var faktisk den ene undtagelse. Lyden var for mudret til, at man kunne nyde nuancerne i musikken.
Men man kan ikke altid have en god dag på kontoret, og det tændte da – tydeligvis – ikke folk af.
Cold Night For Alligators
Se, nu skulle man indstille brillen ordentligt og fintune ørestativet, hvis man skulle have alt med fra dette orkester, og det har ikke noget at gøre med, at lyden var dårlig, for den var skam god, men der sker så meget for det her prog-metalliske metalcoreband, at man ikke skal nyse, hvis man gerne vil fange det hele.
Det betyder så ikke, at det er højhastigheds-mathcore, vi har med at gøre her, men det ene øjeblik kan bandet smelte hjerter med dybfølte dur-melodier, mens pit-entusiasten det næste øjeblik får mulighed for lidt spontan træning i midten af gulvet, fordi der bliver brumlet så meget energi igennem.
Skulle man kun se ét band denne aften for at fange spændvidden af, hvad dansk metal kan for tiden, så var det alligatorerne her!
CABAL
Hvis du regnede med mere teknisk finesse og et bredt spekter af fintfølende melodier samt et vekslen til det mere bombastiske, så var det mere det sidste, du skulle have interesse for, hvis CABAL skulle sige dig noget.
Røgmaskinen var vist blevet hjemme for dette blackened deathcore-band, hvilket for mig er med til at opretholde stemningen i det mere primale udtryk, vi har at gøre med her.
Og “primalt” skal så ikke her forstås som primitivt, men hvor man mere taler til det ligefremme og direkte, hvor der er (indsat et breakdown i dit) breakdown på breakdown, mens vokalen brøler derudad.
Jeg elsker det, men det er næppe alles kop te. Selvom jeg savnede mere røg, så har jeg ikke en finger at sætte på deres performance – ren topkarakter.
____
Fik jeg nævnt, at tit poppede der en forsanger fra et band op hos et andet, mens man gengældte tjenesten senere og så fremdeles?
Nej, det gjorde jeg ikke, for det gav ikke mig noget ekstra, men det var sikkert sjovt for musikerne og for de kræsne kendere, der har våde drømme om den slags.
___
Between Oceans
Skulle man have den bløde mellemvare af, hvad metalscenen kan byde på, hvor det ikke bliver farligt, udfordrende eller spændende at opleve, så kunne man opleve Between Oceans bagefter.
Det er metalcore, som den er skrevet af markant bedre bands, men hvis man ikke ved bedre, så elsker man det sikkert.
Bevares, bandet spillede skam godt denne aften, og spilletidspunktet var perfekt for dem, så publikum var virkelig med, og derfor skal en sur feinschmecker her ikke ødelægge den gode stemning, så de får over middel på karakterskalaen.
Det her dog et godt eksempel på, at man kunne sige til sig selv: I det mindste er det snart overstået.
Siamese
Jeg tør ikke kalde dem for aftenens hovednavn, men mine noter siger det hele: …
Jep, der stod ingenting ud for dette band, for nu var det bare med at komme op til scenekanten og smadre ens (fælt falske) vokal og træne nakkemusklerne, der er blevet forsømt meget over de sidste to år.
Siamese er. Ja, hvad fanden er de? De er lige del metalcore, lidt electronica, tung-pop og, ja, find din foretrukne musiktjeneste frem og sæt et nummer på fra dem, så vil du forstå.
Jeg synes i hvert fald, det her band bliver bedre og bedre for hver gang, jeg ser dem.
Forud havde jeg fortalt til en ven, der var taget med til koncerten og ikke kendte et eneste af de her bands(!), at hvis han skulle gå fra Tapperiet med ét band, han burde kunne lide, så skulle det nok være Siamese.
Og som han sagde til mig lidt over midtvejs i bandets sæt: “Dit røvhul! Nu fik du ret igen!”
Samme person havde lige før sagt, at Between Oceans var lidt “meh”, men lad nu dét ligge!
Så (igen) sejrede Prime is Coming, og tak fordi I gad komme til min lokale egn, som der har en renæssance med metallen for tiden, og en tak til publikum og arrangører for at sætte det her op.
Der er her er en skamløs, ubetalt opfordring til at tjekke Tapperiets hjemmeside ud for metal og andet godt, der kan friste dig i den kommende tid – vi kan jo nævne Svartsot den 22. april 2022!
Men først skal du lige nyde et galleri fra aftenen her af Anders Groos Mikkelsen:
